Gode råd, der gør dit liv lidt nemmere og billigere

Det handler om at vælge den rigtige kø, om at droppe sorteringstyranniet i opvaskemaskinen og køre en kortere tur med plæneklipperen. Her er en liste med 99 ikke alt for krævende ting, du kan gøre for at forbedre dit liv og din privatøkonomi
Vitaminpiller og urter

Kost & Ernæring

1: Drop proteinpulveret. Kakaomælk og proteiner skal indtages lige efter træning, hvis man vil have store muskler, lyder myten, men du kan sagtens spise protein nok fra fødevarer. Træner du meget hårdt, eller er du oppe i årene, kan et proteintilskud være nødvendigt.

 

2: Tag et ingefærshot og gør noget godt for din sundhed. Forskning har vist, at ingefærshots har en gavnlig virkning på slidgigt og transportsyge. Ingefær er antiinflamatorisk, og har du ikke ingefær i køleskabet, kan du bruge gurkemeje eller hyben. Tag for eksempel en daglig dosis på 5 gram rå ingefær i vinterhalvåret. Koger du ingefæren, mister den lidt af sin virkning, og du bør have 10 gram i stedet.

 

3: Glem vitaminpiller og kosttilskud. Med en varieret kost kan langt, langt de fleste danskere få dækket deres behov for vitaminer og mineraler i kosten. Sundhedsstyrelsen anbefaler kun, at man tager et tilskud af D-vitamin i vintermånederne.

 

4: Skyl ris inden kogning. Når du skyller ris, fjerner du avner, hårde skaldele og fremmedelementer. Skyl risene i en si. Du er færdig med at skylle, når vandet, du skyller med, er klart.

 

5: Spar på tuberne med babymos. Det er nemt for de små babyhænder at holde på tubemosen som en sutteflaske. Men mad skal ses, smages, lugtes og mærkes med fingrene. Det er bedre og billigere at give det sultne barn et stykke brød eller frugt end en tube med mos eller smoothie, der kan være sød som saftevand. 

Seddel med gode passwords

Internet og teknologi

6: I gamle dage lød rådet, at man skulle lade mobilen løbe helt tør fra strøm én gang om måneden – og lad den fuldt op igen. I dag har de fleste mobiler lithium-ion-batterier, hvor mængden af strøm bør ligge mellem 20 og 80 procent. Så holder mobilbatteriet længere.

 

7: Overvej at sige ja til cookies på hjemmesider, du besøger. I mange tilfælde kan cookies hjælpe med at huske koder og gemme informationer om, hvad du allerede har set, så du får en bedre oplevelse fremover. Sig nej tak til cookies, når du søger på emner som sygdomme og helbred.

 

8: Hvem ringer? Brug MobilePay til at se, hvem der står bag et ukendt nummer. Under »vælg modtager« sætter du nummeret ind. Sæt beløbet til 1 krone. På langt de fleste mobilnumre kan du nu se, hvem der står bag. Husk at stoppe, inden du overfører beløbet.

 

9: Vælg et stærkt password. Et godt password har mere end 8 tegn og består af både store og små bogstaver, tal og specialtegn. Brug forskellige passwords til forskellige sider og tjenester – og brug aldrig navne og fødselsdage som kodeord.

 

10: Sæt routeren centralt i dit hus – og gerne tæt på der, hvor du oftest skal bruge trådløst internet. Undlad at sætte møbler foran routeren. Det trådløse signal har svært ved at komme gennem murede vægge, beton og isolering.

 

11: Lukker du et browservindue og fortryder kort efter, kan du trykke CTRL+shift+T. Så åbner det vindue, du netop har lukket. På en mac bruger du cmd+shift+T

 

12: Slå wifi-funktionen fra på telefonen, når du bevæger dig ude i verden. Det kræver mere strøm af telefonen at være på wifi end på det almindelige telefonnet alene. Telefonen bruger meget strøm på at identificere nye netværk, i takt med at du bevæger dig.

 

Kvinde dyrker yoga i solnedgangen

Ferie og fritid

13: Bliv lidt længere, når du er på ferie. Det er godt at få slappet af – og det er transporten til og fra feriestedet, der er den største omkostning og miljøbelastning.

 

14: Går det for langsomt med at læse romanerne på natbordet? Du kan blive en haj til hurtiglæsning. Ved at lære at fokusere på helheder og træne dit perifere syn kan du øge din læsehastighed markant, uden at du mister plottet i krimien, du er ved at læse.

 

15: Hvis der er for varmt i bilen, så åbn først vinduet i førersiden. Gå derefter hen til passagerdøren og åbn og luk den med viftebevægelser. Bevægelserne laver et undertryk, der hurtigt er med til at presse den varme luft ud af bilen. Indstil temperaturen på det koldeste og sæt fuld drøn på blæseren. Sørg for at sætte recirkulation på blæseren, når luften bliver kold. Så køler du på luft, der allerede er kold.

 

16. Rul soveposen ud, hvor du vil. I de statslige skove må du sove, hvor du vil, hvis du ikke slår telt op eller slår permanent lejr. I 278 af de offentlige skove er der fri teltning eller gratis lejrplads. Du må kun slå lejr 1 nat.

 

17: Er du på kanoferie, findes der en række overnatningspladser langs kyster, åer og fjorde, du gratis kan gøre brug af. Du kan også gratis booke shelters og lejrpladser.

 

18: Find rejsevaccinationen billigt. Du er ikke forpligtet til at blive vaccineret hos din egen læge, faktisk er der fri konkurrence på rejsevaccination, og måske kan du finde et sted, hvor du kan spare flere hundredekronesedler på at få familien vaccineret.

 

19: Brug rigeligt med solcreme, når du er ude om sommeren. Hvis du bruger, hvad der svarer til en håndfuld solcreme til hele kroppen, er der i Danmark ikke grund til at bruge penge på mere end faktor 15.

 

20: Betaler du med kort i udlandet, så vælg altid at betale i den lokale valuta. Vælger du at afregne i danske kroner, når du betaler med kort på hotellet, restauranten eller andre steder, betaler du en overkurs – og du ender med, at rejsen kan blive op mod 10 procent dyrere.

 

21: Sæt hængelås på teltet, hvis du er på campingferie eller festival. Ellers dækker forsikringen ikke, hvis der bliver stjålet fra dit telt.

 

22: Fyld et par vandballoner med vand og læg dem i fryseren – så har du de perfekte, billige køleelementer til strand- eller skovturen.

 

23: Drop at strække ud efter sport. Det hjælper ikke. Skal du løbe intervaltræning, kan du tværtimod strække ud, inden du skal løbe. Der giver udstrækning smidigere muskler.

 

Kage i bradepande på vej ud af ovn

Køkkenråd

24: Lad altid lasagnen stå lidt, så pladerne kan gennemblødes af kødsaucen, inden tilberedning. Opvarmning af våde ingredienser dræber bakterier og inaktiverer vira langt bedre end opvarmning af tørre ingredienser.

 

25: Duft til din mad, når der er en bedst før-dato på emballagen. Madvarer kan sagtens være gode efter bedst før-datoen. Du kan sagtens anvende pasta, knækbrød, salt, ris og en lang række andre varer længere. Er varen i stedet mærket med sidste anvendelsesdato, skal du tage datoen bogstaveligt. Efter den sidste anbefalede anvendelsedato øges risikoen for, at der kan udvikle sig sygdomsfremkaldende bakterier i maden.

 

26: Hæld et par spiseskefulde sukker i posen, når du fryser bær ned. Sukker forhindrer iltning, og holdbarheden øges dermed fra 3-4 måneder til 12 måneder.

 

27: Sluk ovnen, 5 minutter før maden er færdig. Eftervarmen kan klare den sidste tilberedning. Du sparer penge – og hjælper klimaet.

 

28: Brug stegetermometer, når du bager kager. Tag kagen ud, når den er 98 i centrumtemperatur. Så skal du aldrig sætte tænderne i klæge kager igen.

 

29: Har du en sjat rødvin tilovers, så frys den ned i isterningebakker eller en isterningepose og pift en kommende gryderet op. Du kan nemt tage den mængde rødvin op, du skal bruge. Gem også rester af fløde til kommende madretter.

 

30: Spis bare ægget, selvom det har overskredet sidste salgsdato. Æg kan holde sig længere, end du tror. Slå ægget ud i et glas og duft til det, inden du bruger det. Du er aldrig i tvivl, om et æg kan bruges eller ej, når du har duftet til det.

 

31: De perfekte blødkogte æg fås, når du koger 1,25 cm vand i en gryde med låg. Når vandet koger, lægges æggene forsigtigt i gryden. Kog æggene under låg i 6,5 minut. Hæld koldt vand over æggene i 30 sekunder, når tiden er gået. I et perfekt blødkogt æg skal hviden være 82 grader og blommen være 70 grader.

 

32: Brug varmluft, når du kan. Varmluft bruger mindre energi end en almindelig ovn – og bruger du varmluft, bliver ovnen også hurtigere varm.

 

33: Spar penge ved at opbevare frugten korrekt. Bananer kan holde sig 14 dage, hvis du opbevarer dem i et rum med 12-14 grader. Ved stuetemperatur holder bananer mellem 3 og 6 dage. Frys bananen ned, så du senere kan bruge den til smoothies eller banankage.

 

34: 1 sjat æblejuice på 0,5 dl kan erstatte 1 æg i en bageopskrift, hvis ægget er brugt som hævemiddel i en let og luftig kage. På den måde mindsker du madspildet og bruger et æg mindre, nu hvor priserne på æg stiger.

Kvinde kigger på potteplanter i stuevinduet

Klima og natur

35: Kør 110 km/t. i stedet for 130 km/t. på motorvejen. Du sparer 20 procent af brændstoffet, men kommer kun marginalt langsommere frem. 

 

36: … og sluk bare klimaanlægget i bilen. Så kører du op til 15 procent længere på en liter brændstof.

 

37: Undgå madspild. Helt op mod 30 procent af den mad, vi køber med hjem, bliver aldrig spist. At undgå madspild er godt for husholdningsøkonomien – og for klimaet, da madspild er en langt større klimabelastning end for eksempel emballage.

 

38: Sluk lyset på dit hus, når du ikke er i nærheden eller om natten. Det er smukt med lys og lamper på facaden, men det er unødig brug af energi, ligesom oplyste bygninger kan gøre livet sværere for alt fra flagermus til natsværmere.

 

39: Køb et sankekort hos Naturstyrelsen, så du kan indsamle brænde i statsskovene. Det er billigere end at få leveret færdighugget brænde på en palle. Som sidegevinst får du varme i kinderne, når brændet skal hentes og køres hjem.

 

40: Drop græsslåningen i (en del af) haven. Udover at få mere tid selv i havestolen giver du vilde blomster og ukrudt mulighed for at vokse til gavn for biodiversiteten.

 

Lagner tørrer på tørresnor

Hus & have

41: Brug toiletbørsten flere gang om dagen. Så fjerner du kalk i kummen og mindsker forbruget af kemikalier og rengøringsmiddel.

 

42: Få hortensia til at holde meget længere ved at stille buketten koldt og spraye vand på blomsterne. Skift også vandet med 3-4 dages mellemrum og beskær stilkene, hver gang du skifter vandet.

 

43: Sæt en elastik over åbningen på malingsbøtten, så undgår du drypperi. Tør den overskydende maling fra penslen af i den kraftige elastik, du har sat over åbningen på spanden. Det giver færre malingsklatter og mindre rengøring.

 

44: Lad tulipaner få koldt vand i vasen og lad dem stå med en elastik om bukettens stilke i de første 12 timer, så undgår du, at de enkelte blomster kommer til at hænge.

 

45: Brug ikke tid på at skylle tallerkenerne. Opvaskemaskinen skal nok få tallerkenen ren.

 

46: Lad være med at vaske op i hånden. Det har kun ulemper: Det tager længere tid, er dyrere og dine hænder tørrer ud.

 

47: Den optimale rumtemperatur er 24,5 grader om sommeren og 22 grader om vinteren. Skruer du lidt ned, sparer du penge og C02.

 

48: Hæld kogende vand og opvaskemiddel over din opvaskebørste 1 gang om ugen. Lad den stå i 15 minutter. Så er børsten ren.

 

49: Fold mælkekartonen rigtigt. Så skal du ud til affaldsspanden færre gange. Dit affald fylder også mindre, så måske kan du spare penge ved at nøjes med en mindre spand eller få afhentet affaldet sjældnere.

 

50: Lav ikke regler for, hvordan bestikket skal stå i opvaskemaskinen! Sætter du gafler med gafler og knive med knive, bliver bestikket mindre rent. Du sparer derfor en del omvask.

 

51: Tag blåt eller grønt tøj på, ikke rødt. Myg tiltrækkes nemlig af røde farver.

 

52: Hav en fast plads til dine nøgler, så du (næsten) altid kan finde dem.

 

53: Drop tørretumbleren og brug vasketøjssnoren. En gennemsnitsfamilie kan spare mere end 500 kroner på strømregningen om året ved at bruge tørresnoren i stedet for tumbleren.

 

54: Blomster i stuen er ikke kun dejlige at kigge på. Potteplanter kan også rense luften for kemiske stoffer, ligesom rummet bliver iltet af potteplanter. Vælg eksempelvis aloe vera, birkefigen, guldpalme eller vedbend, hvis du vil have godt indeklima.

 

55: Hold høns. Høns forsyner din familie med æg, og hønsemøg til at gøde  haven. Hvis du har mælkebøtter og skvalderkål, hjælper hønsene gerne med at holde det nede.

Barn i skumbad i badekar

Hygiejne og rengøring

56: Skift karkluden hver dag – og gerne flere gange om dagen. Du bør smide karkluden direkte til vask, hvis du har brugt den til rå æg, råt kød, råt fjerkræ, rå fisk eller grøntsager, du ikke har skyllet godt først. Karklude bør altid vaskes ved mindst 60 grader.

 

57: Tøj med refleksstriber må aldrig vaskes med pulver til hvidt tøj. I vaskepulver til hvid vask er der blegemidler, og blegemidler slider på reflekserne. Undgå også skyllemiddel, da skyllemiddel lægger en hinde over tøjets fibre, og dermed bliver genskinnet fra reflekserne mindre. Skyllemiddel gør det også sværere for sved at slippe gennem stoffet. Brug i stedet sportsvask eller skånevaskemiddel og vask ved så lav temperatur som muligt.

 

58: Genbrug eddikesyren fra afkalkning. Eddikesyre omdanner kalks karbonat til kuldioxid – og du kan sagtens genbruge eddikesyren, hvis du vil give kaffemaskinen eller elkedlen en ekstra omgang. Du kan ikke genbruge afkalkningsmidler som natriumkarbonat og hexametafosfat.

 

59: Skyl barberskraberen, når du er færdig med at barbere dig – og lad barberskraberen stå lodret efterfølgende. Så undgår du, at barberbladet ruster – og du øger tiden, inden barberbladet skal skiftes. Du må aldrig tørre barberbladet af i håndklædet og lægge skraberen på vasken efter brug.

 

60: Vask hår 2-3 gange om ugen – mindst. Tag udgangspunkt i din hovedbund. Den må ikke blive for tør. Dyrker du meget sport, bør du vaske hår oftere end 2-3 gange om ugen.

 

61: Drop at rede sengen lige, når du er stået op om morgenen. Lægger du for hurtigt dynen over madrassen, kan fugten ikke fordampe – og bakterier og husstøvmider elsker fugt.

 

62: Fastbrændt snavs i gryden kan løsnes ved at koge vand tilsat en spiseske vaskepulver i gryden.

 

63: Hæld vandet fra din kondenstørretumbler gennem et kaffefilter, så du fjerner bomuldsfnulder. Vandet er i princippet destilleret og er godt til strygejernet eller til at pudse vinduer i.

 

64: Skift undertøj hver dag, dit eget badehåndklæde én gang om uge og sengetøj hver 14. dag. Så overholder du hygiejnerådene.

 

65: Rammes vasketøjet af en sommerbyge, mens det hænger på tørresnoren? Så lad vasketøjet hænge og tørre videre. Regnvand er rent, og forurening, der kan sætte sig i tøjet, er helt uden betydning.

 

66: Lad lågen stå åben, når du ikke bruger vaskemaskinen. Bakterier er glade for et fugtigt miljø – og kommer især, hvis du samtidig ikke doserer dit vaskemiddel korrekt.

Kvinde bag rettet i bil

Krop og helbred

67: Syng noget mere. Når man synger, stiger blodets indhold af immunoglobulin A og hydrocortison, der begge styrker immunforsvaret. Stil dig op og tænk ikke over, hvordan det lyder. Synger du med andre, bliver effekten på dit helbred endnu bedre.

 

68: Lær at bruge tandtråd korrekt. Munden er nemlig fuld af bakterier, og forskning har vist, at bakterierne kan have en negativ effekt på ønsket om at leve længe. Blandt andet kan paradentosebakterier føre til en større risiko for hjerte-kar-sygdomme og Alzheimers.

 

69: Snør din sko rigtigt, så du undgår smerter i fødderne. Tricket virker både på dine løbesko og de sko, du bruger til hverdag.

 

70: Kør en ny vej mindst 1 gang om ugen. Hvis vi bliver ved med at give hjernen udfordringer ved at prøve nye ting, holder vi den frisk og stærk. Vi bliver aldrig for gamle til at træne hjernen.

 

71: Gå. Eller gå en tur. Selv korte gåture udendørs er godt for sundheden og mindsker nedtrykthed.

 

72: Træk vejret gennem næsen og ikke munden. Næsen er bedre til at filtrere virus og sygdomsfremkaldende bakterier fra. Du bliver altså mindre syg.

  

73: Har du problemer med at sove om natten? Så prøv mørklægningsgardiner og tænd ikke for kraftigt lys, hvis du skal på toilettet.

74: Er du i dårligt humør, så snup en omgang lagengymnastik. Sex er nemlig sundt for både krop, sjæl og relationer, og har man et tilfredsstillende sexliv, kan det være en faktor, der giver en generel øget sundhed.

 

75: Sluk sædevarmen i bilen og mindsk risikoen for blærebetændelse. Bakterier i urinvejene formerer sig nemmere, når dit underliv bliver varmet op. For mænd gælder det desuden, at sædevarme kan påvirke sædkvaliteten negativt.

Glade børn i haven

Familieliv

76: Drop at skælde ud på dine – og andres – børn. Børn er vant til at fejle. Når de forsøger at gå, falder de, når de kravler i træer, falder de ned. Det gør ikke stort indtryk på børn, at deres forældre fortæller dem, at de gør noget, der er forkert. Det ved de godt, at de alligevel hele tiden gør. Skældud har derimod flere langsigtede konsekvenser: Selvværdet bliver mindre, og er der meget skældud, kan børn trække sig helt ind i sig selv og miste tilliden til deres forældre.

 

77: Børn skal hjælpe til derhjemme. Børn føler sig betydningsfulde, når de hjælper, og har man pligter, føler man sig som en del af fællesskabet og familien. Brug ros som anerkendelse – aldrig flere lommepenge.

 

78: Del hjemmet op i områder – og lav eventuelt en aftale om, hvor tit rengøring skal udføres. Pas hver især pligterne i jeres eget område. Resultat? Færre hverdagsmulerier.

 

79: Giv massage. Det bringer glæde og styrker jeres relation. Masserer du ben og arme på andre, skal du sørge for at massere i retning af hjertet. På den måde undgår du at ødelægge veneklapperne i blodårerne. Veneklapperne er med til at sørge for transporten af blod tilbage til hjertet.  

 

80: Sørg for, at dobbeltsengen består af 2 madrasser i stedet for én stor. Så forstyrres du mindre af en partner, der vender sig i nattens løb.

 

81: Gode søskende. Lær dine børn at have respekt for hinanden, at lytte til hinanden og at respektere, at de har forskellige personligheder. Konflikter kan aldrig undgås, men et godt søskendeforhold er afgørende for, hvordan man får det senere i livet. At have et godt forhold til sine søskende giver selvtillid og sociale kompetencer.

Psykologi

82: Optimister lever længere. Øv dig i at tænke som en optimist: »Det kan jeg nok godt« eller »Det skal nok lykkes« og sæt overkommelige mål. Så får du flere succesoplevelser. Unge er i øvrigt mere optimistiske af natur end ældre.

 

83: Kys din kæreste eller ægtefælle farvel om morgenen. Folk, der giver farvelkys, lever længere og har mindre risiko for at ende i et trafikuheld. Psykologerne bag undersøgelsen vurderer, at morgenkysserne i højere grad begynder dagen positivt, og det er med til at øge levetiden og mindske risikoen for uheld på vej på job.

 

84: Snup et stykke chokolade! Chokolade får dig blandt andet til at slappe bedre af, ligesom forskning har vist, at chokolade gør dig lykkeligere.

 

85: Drop at bære nag. Nag er rettet mod personen og ikke handlingen. Tilgiv handlinger og fejl – og husk alt det gode i jeres relation, venskab eller forhold.

 

86: Sig pyt! Man skal ikke græde over spildt mælk, p-bøder og andre ulykker, der skyldtes uheld. Lær af fejlen, giv slip og kom videre.

Indkøbskurv i butik

Dagligvarer og økonomi

87: Brug vaskepulver, når du vasker hvidt tøj, så er der større sandsynlighed for, at det bliver rent, end når du bruger flydende vaskemiddel.

 

88: Brug strøm om natten. Der er den billigst. Priserne på 1 kWh er steget det seneste år – men om natten er det stadig billigt for de fleste husstande. Så udskyd kogevasken til nattetimerne, og lad opvaskeren køre, mens andre sover. Nogle energiselskaber oplyser på deres hjemmeside, hvad strømmen koster på forskellige tidspunkter, op til 36 timer frem.

 

89: Vælg LED-pærer med en Ra-værdi over 90 eller 95. Så får du den flotteste farvegengivelse, når lyset er tændt. LED-pærer bruger mindre el og er dermed billigere i drift.

 

90: Køb en sparebruser eller sæt en spareindsats i bruseren. Så kan du tage lige så lange bade, som du plejer, og samtidig spare på vandet. Og du kan ikke mærke forskel.

 

91: Tag en genbrugspose eller et stofnet med, når du køber ind. Undgår du at købe bare én pose om ugen, har du sparet 0,5 dl olie og cirka 300 kroner på et år. 

 

92: Vælg hellere køen med få kunder med mange varer end en kassekø, hvor der er mange kunder med få varer. »God dag«, »på beløbet«, »kvitteringen med?«, »hav en god dag!«-rutinen tager længere tid, end du tror.

 

93: Bank på vandmelonen og hør, om den er spiseklar. Banke, banke på – den skal have en hul lyd. 

 

94: Køber du især mærkevarer som Carlsberg, Kelloggs og Lurpak, så kan du spare, hvad der svarer til en ferie for 4, hvis du i et helt år kun køber varerne på tilbud – og aldrig til normalpris.

 

95: Buk dig ned, når du er ude at handle. Mange supermarkeder har nemlig de varer, de tjener mindst på, stående på den nederste hylde.

 

96: Spar på madbudgettet ved at blande grøntsager i dit hakkekød. Gulerødder, squash og rodfrugter kan rives og blandes i farsen, inden du laver bøf eller kødsovs. Grøntsager har en billigere kilopris end kød.

 

97: Tag et billede af kvitteringerne og gem billedet et sikkert sted. Et billede af kvitteringen er nemlig nok, hvis du vil reklamere over en vare i garantiperioden. På den måde sparer du plads i skuffen eller på hylden.

 

98: Lav en madplan og køb ind få gange om ugen. Det giver mere overskud i hverdagen at have måltiderne planlagt, og du kan samtidig lave en plan for resterne. Færre ture i supermarkedet betyder, at du fristes mindre af slik og andre ting ved kasserne – og undersøgelser har vist, at det er bedst for privatøkonomien, hvis du sjældent køber ind.

 

99: Hold øje med dit elforbrug. Alene det, at du dagligt eller ugentligt skriver ned, hvor meget strøm du bruger, får forbruget til at falde med 10 procent.