Køl æg ned og undgå bakterievækst
Der findes ikke regler for, hvordan du som privat person opbevarer æg fra egne høns, eller æg du køber. Men Fødevarestyrelsen anbefaler, at du opbevarer æg på køl (ved ca. 5 grader, men under 12), både af hensyn til holdbarhed og fødevaresikkerhed.
Bakterier har meget bedre betingelser for at vokse ved stuetemperatur end ved køleskabstemperatur, og er der salmonella i æggene, er det en god idé at opbevare æggene på køl - ved den temperatur kan bakterien ikke vokse. Der findes dog stort set ikke salmonella i danske æg længere.
Fødevarestyrelsen anbefaler at lægge æg på køl så hurtigt som muligt for at undgå bakterievækst.
Ifølge Danæg forringes et ægs kvalitet meget langsomt ved en temperatur under 12 grader, mens det forringes hurtigt ved 25 grader. Derfor har Danmark som det eneste EU-land regler for fødevarevirksomheder om, at æg skal opbevares ved en temperatur på højst 12 grader.