Hvem ringer til mig? Sådan finder du navnet bag telefonnummeret

Hvem ringer fra et nummer, du ikke kender? Telefonen ringer, men du kender ikke personen bag nummeret. Her er en guide med smarte tricks til at finde ud af, hvem der ringer til dig

Er det en svindler eller telefonsælger?

Din telefon ringer, og displayet viser blot et telefonnummer - men ikke et navn på en person, du kender. Du bliver nysgerrig. Skal du svare på opkaldet? Hvem ved, det kunne jo være en telefonsælger, en svindler eller bare en person, du ikke gider snakke med lige nu. Her får du en nem guide til at finde frem til personen, der ringer.

telefonen ringer, men du kender ikke nummeret

Hvem ringede til mig? Nedenfor finder du 3 smarte måder, at finde personen bag telefonnummeret.

1. Find telefonnummeret på den “gamle” måde

Hvis du skal finde et telefonnummer, er den åbenlyse metode at kigge i telefonbogen. I gamle dage en ordentlig mursten på flere tusinde sider. I dag er den selvfølgelig online via hjemmesider som krak.dk, degulesider.dk eller 118.dk - sidstnævnte kan du også ringe til på, ja 118 - bedre kendt som oplysningen. Det koster 20 kr., så det er nok lige så smart selv at prøve online.

2. Find telefonnummeret på Google

Du kan selvfølgelig altid google et telefonnummer, men resultaterne kan være meget blandede, og som regel finder du kun nummeret, hvis folk ringer fra et firma, der har nummeret på deres hjemmeside. Hvis der er tale om telefonsælgere eller måske et svindelnummer, kan du også være “heldig”, at nummeret optræder på en hjemmeside, hvor brugere advarer hinanden mod den slags.

3. Find telefonnummeret på MobilePay

En anden smart måde at finde navnet på en person ud fra et telefonnummer er at bruge MobilePay. Over 4 millioner danskere har MobilePay - og hvis du er en af dem, kan du finde folks navn ved at åbne app’en. Her trykker du blot på “Vælg modtager” og skriver telefonnummeret ind. Herefter sætter du beløbet til for eksempel 1 kr. og trykker “Næste”. Hvis personen har MobilePay, vises navnet nu. Herefter kan du blot afbryde, så du ikke overfører penge.

Gør som 11.000 andre: Klik på billedet og tegn abonnement på Samvirke

Tegn abonnement