Hvor tit skal man vaske sit hår?
Hver dag eller aldrig?
Vask hår, hver gang, du går i bad. Sådan lyder nogle råd, især fra shampooproducenterne. Omvendt på nettet kan man finde guides og artikler, der helt råder dig til at stoppe med at vaske hår. Påstanden er, at hår kan rense sig selv, så en hårvask i princippet er helt unødvendig, men hårvask kan ikke reduceres til et råd om aldrig eller hver gang, siger Naja Krobak Jensen, der er faglærer på frisøruddannelsen på Techcollege i Aalborg:
»Det er individuelt, hvor tit hår skal vaskes. For at finde ud af, hvor tit en hårvask er nødvendig, skal du tage udgangspunkt i din hovedbund. Formålet med at vaske hår er todelt: Du skal have skidt og urenheder ud af hårstråene, og du skal pleje din hovedbund og selve håret.«
En tør hovedbund har brug for fugtighed
Næsten 90% af alle danskere har en tør hovedbund, og derfor er det vigtigt at tilføre hovedbunden fugtighed. Det gør man, når man vasker håret med en fugtighedsgivende shampoo.
»Har man lidt tør hud på for eksempel hænderne eller i ansigtet, er risikoen for, at man har en tør hovedbund, stor. Spørg din frisør, næste gang, du bliver klippet, om du har en hovedbund, der har brug for ekstra pleje, og hvilken type shampoo han eller hun anbefaler, du kan bruge,« siger Naja Krobak Jensen.
Du skal ikke bare vaske løs på håret
Omvendt skal du ikke bare vaske løs på håret – uanset om du har en tør hovedbund eller en hovedbund, der hverken er for tør eller for fugtig. I bunden af hver hårsæk findes talgkirtler, som udskiller den fedtholdige, olielignende talg, der sendes gennem huden og op i hovedbunden. Talgens formål er at beskytte hovedbunden, så den ikke revner eller bliver tør. Talgen forhindrer også eksem, kløe og skæl.
Hvis du vasker håret for ofte, stimulerer du produktionen af talg, og du får så fedtet hår. Det samme sker, hvis du ikke vasker hår – så er der også meget talg i hovedbund og hår.
Frisørens råd: Det her skal du passe på med
Føntørrer og glattejern
Føntørring og glatning af håret er med til at tørre håret ud, selvom man bruger produkter, der skal beskytte mod varmen. Skal du have glattet håret, så kan du bruge en føntørrer med koldere luft, hvis du lærer dig teknikken at glatte med en føntørrer. Bruger du ofte glattejern, bliver håret nemmere tørt. Et hårstrå er som skællaget på en fisk, når håret er tørt, åbner det sig og kommer lidt til at ligne et juletræ. Samtidig mistes glansen i håret.
Undgå voks med vaseline og petrolatum
Mange – især - mænd bruger voks med stofferne vaseline og petrolatrum. De 2 stoffer lægger en hinde på hovedbunden, så den ikke kan ånde. Når hovedbunden ikke kan ånde, irriteres den, og der kommer nemmere bumser.
Produkter med silikoneolie
Pas på med produkter, der indeholder silikone eller siloxaner, der begge er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Stofferne nedbrydes ikke i miljøet og er derfor det, man kalder bio-akkumulerbare.
Silikonedråberne kan gøre håret tungt så det klasker.
Vask et par gang om ugen
2 eller 3 gange om ugen. Så ofte anbefaler Naja Krobak Jensen, at man vasker hår. I hvert fald kan man i første omgang prøve sig frem med 2 eller 3 ugentlige hårvaske. Når man går i bad på andre dage, skal man blot skylle håret med vand.
»Hvis man dyrker en masse sport, skal man vaske håret noget oftere. Sved får håret til at lugte,« siger Naja Krobak Jensen.
Det har også sine ulemper at droppe hårvasken
Tendensen med helt at lade være med at vaske hår har både fordele og ulemper. Ja, håret kan i princippet rense sig selv, og produktionen af talg og fedtstoffer finder et mere naturligt leje, når man ikke bruger shampoo, men det har også sine ulemper at droppe hårvasken. Talg kommer nemlig til at lugte skidt efter lidt tid.
»Sved, snavs og skidt kan ikke rense sig selv væk. Hvis man gerne vil lugte som et urmenneske, so be my guest. Ja, håret bliver blankt, men du får gener med, og de gener er lugtgener. Nogle siger, at det er et skridt tilbage til naturen, men du får jo ikke sved væk, hvis du ikke vasker hår. Og ville man stoppe med at gå i bad?«
Brug kun hårpleje i det lange hår
Balsam og conditioner skal man kun bruge, hvis man har langt hår.
»Som udgangspunkt behøver man kun at bruge conditioner og hårkur til det længste hår og spidserne, da det primært er længder og spidser som påvirkes af vind, vejr, sol, farver og permanenter. Håret ved hovedbunden er nyt og ofte sundere. Dog findes der også plejende produkter særligt til hovedbunden,« siger Naja Krobak Jensen.