Tøjet skal ikke være vådt for længe
Er der tale om lange eller gentagne regnbyger, der betyder, at tøjet er længe om at blive tørt, kan det dog godt være en idé at vaske det igen, siger Hans-Jørgen Albrechtsen.
»Hvis tøjet er vådt i lang tid – og navnlig, hvis tøjet ikke er vasket helt rent – kan der potentielt vokse mikroorganismer eller urenheder i det, så det ikke virker helt nyvasket, når det endelig er blevet tørt.«
Pas på pollen
Er du allergisk over for pollen, skal du også overveje en ekstra gang, om du bør vaske tøj, der er blevet gennemvædet af en sommerskylle. Det siger meteorolog Klaus Larsen fra DMI.
»Vådt vasketøj er bedre til at tage imod pollen end tørt, og man kan godt risikere, at regnen vasker ekstra pollen ind i tøjet.«
Astma-Allergi Danmark anbefaler dog, at allergikere slet ikke tørrer tøj udendørs i pollensæsonnen, men i stedet benytter tørreloft eller tørretumbler.
Er tøjet snavset?
Hvis tøjet er blevet synligt snavset på grund af meget støv i luften, er der også grund til at give det en tur mere i vaskemaskinen, siger Klaus Larsen. Han sammenligner med, at der på vinduer kan sidde sorte striber tilbage efter regnvejr. Samtidig kan tunge regndråber slå jord og snavs fra underlaget op på tøjet.