Derfor virker det ikke at skælde børn ud

Skældud gør ikke indtryk

Børn er vant til at fejle. Når de prøver at gå, falder de. Når de senere prøver at løbe, kan de ikke løbe stærkt nok. Når de vil binde deres sko, går det i kludder. Når de lærer nye ord, bruger de dem forkert i starten. Derfor gør det ikke så stort indtryk på børn, når deres forældre fortæller dem, at de gør noget forkert. For det gør de alligevel hele tiden.

»Alt er nyt for børn, og de dummer sig hele tiden. Det gælder helt til og med, de bliver teenagere. De vænner sig derfor til at fejle, for hvis de ikke kunne klare at fejle, ville de aldrig lære noget nyt. Derfor gør det langt større indtryk på børn, når deres forældre fortæller dem, når de gør noget rigtigt, end når de fortæller dem, hvad de gør forkert,« siger psykolog Stine Heide, der arbejder i Sundhedshuset på Nørrebro i København og til daglig giver psykologhjælp til forældre. Hun holder også foredrag om opdragelse i børneperspektiv.

I et dansk studie, hvor 6000 mødre til 3½-årige børn deltog, svarede 86 procent, at de havde skældt deres børn ud inden for den seneste uge. Det stemmer fint overens med, hvad Stine Heide erfarer:

»Jeg oplever, at danske forældre skælder alt for meget ud. Det er blevet acceptabelt, at man taler surt og vredt til sine børn. Mange forældre tror, at hvis de ikke skælder ud, så bliver børneopdragelsen laisser faire. Men man kan sagtens opdrage og sætte grænser uden at skælde ud.« 

Læs også, hvordan det føles at få skældud, når 8 børn taler ud.

Du skælder ud, når du ikke hjælper dit barn

Stine Heide forklarer, at skældud er, når man taler på en vred måde, eller når man ikke vejleder sit barn, men nærmere får afløb for sin egen irritation.

»Ordene behøver ikke være hårde, men hvis tonen og formen er vred eller truende, så skælder du ud,« siger Stine Heide, der har to børn på fire og syv år.   

Når børn bliver skældt ud, ved de godt, at de har gjort noget forkert, men ofte ved de ikke præcis, hvad det er, og de ved slet ikke, hvad de skulle have gjort i stedet. Hun forklarer, at skældud hverken virker på små eller store børn. Forskning viser nemlig, at skældud sjældent får børnene til at gøre, som de voksne siger. Tværtimod virker det i de fleste tilfælde konfliktoptrappende. Et internationalt forskningsstudie fra 2010 foretaget i seks lande viser, at skældud, råb og forældre, der udtrykker skuffelse, fører til, at børnene bliver mere aggressive. 

Skæld ud giver børnene dårligt selvværd

Skældud kan have flere langsigtede negative konsekvenser. 

»Børns selvværd bliver lavere, hvis de får meget skældud, fordi vi lærer dem, at de er forkerte. Ofte bliver børn skældt ud, fordi de gør noget, der er forkert i de voksnes verden, men som er fuldt ud logisk i børnenes verden,« siger Stine Heide.

Et eksempel kunne være et barn, der tager strømperne af, inden det tager sko på, barnet får derfor ofte skældud. Den voksne tænker, at barnet jo risikerer at få kolde fødder, tæerne kommer måske også til at lugte, og fødderne kan få vabler. Hvis barnet skal være udenfor en hel dag i snevejr, vil mor eller far ikke sende barnet af sted uden strømper, men hvis det bare er en tur i supermarkedet eller på vej hjem fra skole, gør det måske ikke så meget.

»Forældre skal i højere grad blande sig uden om deres børns små eksperimenter og lade, som om de ikke ser det,« siger Stine Heide.

Mødes børnene af meget skældud, kan de trække sig ind i sig selv og miste tilliden til deres forældre, forklarer Stine Heide. 

Flere studier viser desuden, at børn, der ofte bliver skældt ud, har sværere ved at lære at læse, når de kommer i skole, forklarer lærer og cand.pæd. Erik Sigsgaard, der har udgivet bogen Skæld mindre ud.

Erik Sigsgaard tilføjer i sin bog, at skældud giver børn dårlig samvittighed, manglende entusiasme, ringe udholdenhed og koncentrationsevne.

Børn er ikke bygget færdige

Der er rigtig meget, børns hjerner ikke kan endnu, fordi deres små hoveder ikke er bygget færdige. Tre af børnenes største udfordringer er, at de for det første ikke selv kan bestemme, hvad de giver opmærksomhed. De hører eller ser simpelthen det, der er mest interessant. Og hvis der er et spændende stykke lego på gulvet, har barnet svært ved at høre, at forældrene siger, barnet skal tage jakke på. Børn under seks-syv år har også svært ved at behovsudsætte. Og for det tredje kan børn have svært ved at impulshæmme deres adfærd. Og så har de per definition svært ved at skynde sig.

»Mange forældre forlanger for meget af deres børn. Og jeg oplever, at børn og forældre får det bedre sammen, hvis forældrene forlanger lidt mindre. Fordi der er så meget, der er nyt for børn og også for teenagere, føles det for dem som at starte på nyt job hver mandag. Så generelt skal man bære mere over, være mere tålmodig og blive mindre irriteret. Hvis du som forælder er ved at miste tålmodigheden, så giv dig selv en pause og adspred dig, indtil din tålmodighed er tilbage. Gå ind i et andet rum eller læs noget på mobiltelefonen,« siger Stine Heide. 

Hvad er alternativet til skældud

Men hvad så? Men hvad skal man så gøre, når børnene skriger, plager eller nægter at makke ret?

Et af Eriks Sigsgaards mange råd er, at man som forældre skal give plads til, at børn råber, løber og græder. De kan ikke altid sidde stille og hygge sig. Børn skal også have lov til at bestemme noget.

Psykolog Stine Heides bedste råd er, at forældrene skal være langt mere tålmodige.

»Du skal gentage, hvad du gerne vil have barnet til at gøre 732 gange, før du begynder at hidse dig op. Det er hårdt at være forældre. For måske bliver du nødt til at holde 15 minutter i grøften, før du kan få dit barn til at tage sikkerhedssele på. Men sådan er det. Forældre kan godt være lidt dovne og tro, at skældud er en hurtig smutvej. For så behøver de ikke bruge tre kvarter på at gennemføre en tandbørstning. Men det lærer barnet ikke noget godt af. Hvis man ved, der er problemer med tandbørstningen, eller barnet ikke vil tage sikkerhedssele på, så må man starte noget før,« siger Stine Heide. 

Straffen skal ikke være hårdere

Men hvad så, når børnene klipper deres flyverdragt i stykker med vilje eller slår deres søskende?

»Børn slår hinanden. Det er et vilkår. Det skal ikke accepteres, men du skal hjælpe barnet til, hvad det kan gøre i stedet for. Og børn gør ikke noget af ond vilje, børn kan bare ofte ikke finde ud af at gøre andet end det, de gør. Og de kommer til at gøre rigtig meget,« siger Stine Heide. 

Erik Sigsgaard mener, at forældre hellere skal fokusere på at være gode rollemodeller, der taler venligt til hinanden og børnene, og at voksne skal forstå, at et vanskeligt barn er et barn, der har det vanskeligt. De voksne må spørge sig selv: »På hvilken måde har det pågældende barn det vanskeligt? Hvorfor bider hun? Hvorfor slår han? Er der mange afbrydelser i barnets liv? Kan maden vente med at blive serveret, til børnene er færdige med det, de laver?«