3 tips til at fjerne fastbrændt mad fra gryder, pander og andet service

Indtørret kødsauce, rester af kartoffelmos eller fastbrændt snavs kan forholdsvis nemt fjernes, inden gryder, pander, tallerkener og andet køkkenudstyr skal vaskes op. Et trick er at bruge opvasketabs eller vaskepulver, når du ikke kan få skidtet af dit service.

Drop opvaskemidlet og sæt i stedet pander og gryder, hvor der er fastbrændte madrester, i blød med vaskepulver. 

Råd 1: Drop at sætte i blød med opvaskemiddel

Kniber det med at få fastbrændt mad af dine gryder, pander, tallerkener eller andre ting i køkkenet, lyder rådet tit, at du skal sætte dem i blød i opvaskemiddel. Opvaskemiddel skal nok hjælpe med at løsne en smule, men opvaskemiddel, du har købt i Danmark, er ikke særligt effektivt til at fjerne skidt og snavs, når maden er brændt på. I Danmark er der nemlig ikke tilsat enzymer til almindeligt opvaskemiddel. Det er der til gengæld til mange tyske mærker – og enzymer fungerer som små sakse, der klipper madrester i stykker. 

Råd 2: Brug vaskepulver eller opvasketabs

Er der fastbrændt sovs, kød eller andet på dit service eller i dine gryder og på dine pander, så hæld godt lunkent vand i eksempelvis gryden. Vandet skal helst være 40-50 grader, men ikke meget over. De fleste enzymer i vaskepulver er mest effektive ved 40 grader, og en del af dem virker ikke, hvis temperaturen er over 50 grader. 

Pas på med stålsvampene

Du bør kun bruge stålsvampe – eller renslet-svampe, som de også kaldes – hvis gryden er af stål eller metal. Er der en overfladebelægning af for eksempel teflon eller andet materiale, der normalt skal få maden til at slippe panden eller gryden nemt, skal du aldrig bruge stålsvampe eller renslet. Du risikerer nemlig at slibe belægningen i stykker. I første omgang betyder det, at maden sætter sig nemmere fast end tidligere, og på længere sigt kan du helt ødelægge belægningen. Er belægningen i stykker et eller flere steder i din gryde, bør du ikke bruge den længere, men sende den til genanvendelse.  

Brug mellem en teske- og en spiseskefuld vaskemiddel i vandet. Vaskepulver er bedre end flydende vaskemiddel, og colourvaskemiddel er bedre end vaskemiddel til hvid vask, når madrester og andet fastbrændt snavs skal løsnes. Du kan også bruge et stykke af en opvasketab. 

Lad servicet stå i blød nogle timer. Med en hård opvaskebørste burde du nu kunne fjerne de fastbrændte madrester. 

Er gryden virkeligt brændt på, kan du gøre som beskrevet i de 3 afsnit herover. Når der er gået et par timer, kan du sætte gryden på komfuret og varme vandet op, til det koger. Hold øje med gryden – der er risiko for, at det kommer til at skumme. 

Råd 3: Brun sæbe og salmiakspiritus er et (krast) vidundermiddel

Virker vaskemiddel ikke, eller driller det med at få alle madrester løsnet, kan du smøre for eksempel gryden eller fadet ind i tyktflydende brun sæbe. Du skal ikke tynde blandingen op i vand, men lade sæben sidde. Sæben sidder direkte på det, der skal opløses.   

Salmiakspiritus er et meget effektivt husholdningsmiddel, når det gælder om at fjerne fedt og snavs. Sæt det beskidte service i en bærepose eller en affaldssæk. Du må gerne sætte det i, mens det er indsmurt i brun sæbe. Hæld en spiseskefuld 3-dobbelt salmiakspiritus ned i posen. Luk den godt til, og stil den udendørs i mindst 8 timer. 

 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Spild ikke brun sæbe

Pas på med at spilde brun sæbe - og andre sæberester for den sags skyld. Sæbe er basisk, og får du det ikke tørret af træbordpladen eller trægulvet forholdsvis hurtigt, får du blå-grønne pletter. 

Når du skal åbne posen, så sørg for god udluftning. Stik ikke hovedet ned i posen for at se resultatet, men lad luften fra posen dampe lidt af. Salmiakspiritus kan godt lamme åndedrættet kortvarigt, hvis du indånder en for høj koncentration. 

Skrub herefter i pletten eller den fastbrændte mad. Gryder, pander og tallerkener bør blive rent ganske nemt.  

Husk: Skyl tallerkener og skål, hvor der sidder meget stivelse, inden opvaskemaskinen

Har du ladet rester af kartoffelmos, kogte ris eller risengrøden sidde for længe, er det en dårlig ide at sætte for eksempel tallerkenen direkte i opvaskemaskinen. Når der er meget stivelse på overfladen, risikerer du, at stivelsen spreder sig i opvaskemaskinen, og pludselig sidder der et tyndt lag kartoffelrester på alt fra vinglas til bestik. Skrab derfor altid så meget mad væk som muligt, hvis der er meget stivelse i maden. Er stivelsen tørret ind, så sæt i blød efter ovenstående råd. 

 

Læs mere om