10 stueplanter der giver godt indeklima
Aloe Vera
I omkring 3000 år har aloe vera været kendt for sin brug inden for medicin. Du kender den sikkert også for at være i alt, lige fra tandpasta til sæbe. Den er også smart som stueplante, hvor den, modsat de fleste stueplanter, frigiver ilt og forbruger CO2 om natten. Det gør aloe vera til en god plante at have i soveværelset.
Bajonetplante
Er du en af dem, der glemmer at vande planterne en gang imellem, så er bajonetplanten noget for dig. Den er også kendt som ’svigermors skarpe tunge’ og er nærmest umulig at slå ihjel – lidt ligesom svigermors skarpe tunge. Planten er ligesom aloe vera god at have i soveværelset, da den producerer ilt og forbruger CO2 om natten.
Birkefigen
Birkefigen eller stuebirk, som den også kaldes, er rigtig god til at fjerne kemiske stoffer i luften. Den er forholdsvis nem at holde. Den skal gødes om sommeren, og ellers skal man bare sørge for at holde jorden fugtig. Den vil tabe nogle af sine blade om vinteren. Det eneste, man skal passe på med, er at flytte for meget rundt på den. Det bryder planten sig ikke om.
Bostonbregne
Bregnen kan meget vel være en af de ældste grupper inden for planteriget, og man har fundet fossiler af dem fra forhistorisk tid. En bostonbregne skal man være en smule mere opmærksom på. I sommerperioden skal den gødes en gang om ugen, så længe planten sætter nye blade. Vand helst med lunkent vand, og sørg for, at jorden er fugtig hele tiden. Bregner elsker også at blive vandet med forstøver, når det er tørt og varmt. Trods den lidt mere avancerede pasningsgrad er bostonbregnen exceptionel til at rense luften og tilføre fugt.
Guldpalme
Guldpalmen er fantastisk nem at passe, og så ligger den i toppen som en af de bedste stueplanter til at fjerne kemiske stoffer. En guldpalme har også evnen til at opsamle forskellige salte fra luften i nogle af stilkene. Sørg for, at jorden er fugtig hele tiden. Giv planten organisk gødning regelmæssigt undtagen i vintermånederne.
Gummifigen
Her er også en plante, der både er nem at passe og ekstremt god til at rense luften for kemiske stoffer. Den kræver ikke meget af dig. Du skal bare sørge for at vande den jævnligt, men lad jorden tørre let ud mellem vandingerne. Gødes i sommermånederne. Den behøver mindre lys end de fleste andre planter i den størrelse.
King of Hearts
King of Hearts er en af de planter, der er bedst til at fjerne ammoniak fra luften omkring den. Den er til gengæld lidt sværere at passe end de andre planter i galleriet. Du skal sørge for at holde jorden fugtig, og det skal du helst gøre med blødt vand – f.eks. regnvand. Gød med en svag opløsning gødning i vandet fra forår til efterår. Vær opmærksom på, at planten ikke tåler træk.
Krysantemum
Blomsterne på denne plante er kendt blandt alle, og den kan købes i blomst året rundt. Den er nem at passe, men man skal være opmærksom på temperaturen. Krysantemum trives bedst mellem 16 og 18 grader om dagen, så sørg for at have den et køligt sted. Planten er rigtig god til at fjerne kemiske stoffer fra luften. Bl.a. ammoniak og benzen. Vandes jævnligt og gødes en gang om ugen.
Vedbend
Kaldes også efeu. Det er en meget ivrig klatreplante, og derfor kan den også ses udenfor, hvor den dækker store facader på huse. Den er formidabel som luftrensende stueplante, hvis du får den til at kravle op ad noget. Den trives ikke så godt med høje temperaturer, men er til gengæld nem at passe: Vand den ofte sommer og forår og ikke så ofte om vinteren. Vand også planten med forstøver om vinteren.
Væddeløber
I 1984 offentliggjorde NASA sine resultater om planters luftrensende egenskaber, og det var denne plante, nemlig væddeløberen, der blev berømt på at bevise, at planter ikke bare står og ser pæne ud. Væddeløber er nem at holde. Gød den regelmæssigt forår og sommer og ikke så ofte de resterende måneder.
Fra bogen: Luftrensende stueplanter - 50 nemme planter til hjemmet og kontoret