Skal børn hjælpe med husarbejdet?

Skal børn hjælpe til i hjemmet?

»Ja! Børn føler sig enormt betydningsfulde, når de kan hjælpe til. Når man har pligter, er man en del af fællesskabet og familien, og pligter giver børn følelsen af, at ting ikke ville hænge sammen uden dem. Hjælp er noget af det eneste, man kan byde ind med i det moderne liv. I gamle dage, dengang man fik 16 børn, havde alle en funktion. Man hjalp til med det, man kunne, uanset om det var at lave mad eller hjælpe i stalden.«

Hvilke opgaver skal man begynde med?

»Det gælder om at lege pligterne ind, når barnet er helt lille. Allerede når man er tre år, har man lyst til at hjælpe, og det er lysten, man som forældre kan tage fat i. Hvis barnet har lyst til at hjælpe med at dække bord, så lad endelig barnet hjælpe – også selvom der kommer 12 tallerkener på til fire mennesker. Ros også meget. Man kan også begynde at sige: »Du kan lige tage din tallerken med ud til opvaskemaskinen«, når barnet får lov til at gå fra bordet.«

Er der bestemte opgaver, der passer til bestemte aldre?

»Når barnet bliver fire til seks år, kan man lave en vane, hvor pligterne gentages. Måske skal man huske at sætte sin tallerken væk hver dag, eller hvis der er to søskende, kan man have en uge hver, hvor man hjælper med enten at dække bord eller rydde af bordet eller tømme opvaskemaskinen. Når man er begyndt i skole, kan man overskue lidt mere, og I kan lave en liste med forskellige pligter, man kan hjælpe med over en periode. Skriv pligterne ind i en kalender, så børnene ved, hvad der forventes af dem.«

Hvornår er man gammel nok til at have sin egen maddag?

»Når man er otte eller ni år, er man klar til at hjælpe med madlavningen. Ligesom andre pligter er det vigtigt, at der er en balance mellem at lave det, man har lyst til, og hjælpe med det, der er nødvendigt for fællesskabet. Har dit barn lyst til at lave mad tidligere, kan det sagtens hjælpe til i køkkenet, ellers er det godt at have ansvaret for aftensmaden en dag om ugen eller hver 14. dag. I første omgang skal barnet have hjælp til at finde opskrifter og planlægge, og det er forældrenes opgave at købe ind. Senere, når barnet er 12-13 år, kan det selv købe ind. Men det er vigtigt, at maddagen ikke bare lige flytter rundt. Børn kan ikke lide, hvis man om morgenen siger, at du skal skrælle kartofler i aften, for jeg kommer sent hjem. Omvendt kan I planlægge i weekenden, »at på tirsdag vil jeg blive glad, hvis du vil ordne kartoflerne. Det vil hjælpe mig rigtigt meget, da jeg kommer lidt senere hjem«. På den måde får man hjælp, når der er brug for det – og barnet føler sig betydningsfuldt. Det er en af de største gaver, man kan give sammen med kærlighed.«

Hvad nu hvis pligterne ikke er udført godt nok?

»Man skal huske på, at det er forældrenes ansvar, at børnene ved, hvordan man løser opgaverne. Man skal rose for det, der er gjort, og vise, hvad der kan gøres anderledes. Det skal ikke være surt, men sig i stedet: »Når jeg støvsuger, så plejer jeg at dreje her, så kommer man nemt ned under sofaen«. Det inspirerer i højere grad til at gøre det bedre end en løftet pegefinger.«

Hvad hvis børnene ikke gider hjælpe?

»Selvom man laver planer og skriver ind i kalenderen, kan pligter være nemme at glemme, når man er barn. Forældre skal ikke sige: »Hvor er jeg træt af, at du aldrig…«. I stedet skal man forklare, at det er ærgerligt, at de glemte det, og så skal det have en konsekvens. For eksempel, at man først kan gå til badminton, når gulvet er støvsuget eller kartoflerne skrællet. Man skal ikke bringe surhed ind i pligterne.«

Skal de have lommepenge for at hjælpe?

»Lommepenge og pligter skal ikke blandes sammen. Den bedste ros er den, der kommer fra hjertet. Vær glad og stolt over det, børnene har lavet, og husk at sige til dem, hvor stor en hjælp det har været. Lommepenge skal man ikke bruge til at anerkende med, medmindre andet ikke virker. Omvendt kan man tage lidt af lommepengene, hvis pligterne ikke er gjort. Man skal bare aldrig tage mere end halvdelen af børns lommepenge.«

Og hvis tiden er gået, og man står med en teenager, der ikke ved, hvor vaskemaskinen er? Kan det så indhentes?

»Når man er teenager, er der lukket for ombygning i hovedet. Det er tiden, hvor man som forældre skal læne sig tilbage og nyde resultatet. På gode dage kan man godt lære, hvor vaskemaskinen står, men det er for sent at komme i gang, når det gælder pligter. Hvis børnene ikke har deltaget i husholdningen, får de svært ved at klare sig som teenagere og ikke mindst, når de flytter hjemmefra. Det kan blive svært at bo selv, når man ikke ved, hvordan man vrider en karklud, og hvor tit den skal skiftes. Man er også lidt træls at bo sammen med på et kollegium.«