Spis kage for klimaets (og din egen) skyld

Gode kageopskrifter kan sagtens blive bedre – især, hvis de samtidig redder verden. Heldigvis er kager, i det store perspektiv, ret klimavenlige. Så hvorfor ikke dulme din klimabekymring med søde sager? Her får du gode tips om klimabevidst bagværk serveret på et kagefad.

Når du skal vælge chokolade, så tag den mørke – selvom det måske kan virke bagvendt, så har den et klimaaftryk, der er 3 gange mindre end lys chokolade. 

Klimakamp i kageformen

Pyramider er typisk trekantede, men i denne artikel er de altså kageformede. Vores alle sammens madpyramide er nemlig ikke kun til for sundhedens skyld. Madpyramiden er også en klimapyramide – for når du spiser efter dens anbefalinger, spiser du i langt de fleste tilfælde også klimavenligt. Med afsæt i madpyramidens klimaanbefalinger er her 5 gode opskrifter på kager, der (næsten) redder klimaet.

Undgå madspild | anbefaling nr. 1

En af de største syndere, når det kommer til klimapåvirkning, er selve produktionen af fødevarer. Faktisk står produktionen for mellem 20 og 30 procent af alle de drivhusgasser, som vi udleder i Europa. Derfor gælder det selvfølgelig om at få brugt de madvarer, man har, i stedet for at smide dem ud. Og her kan det sagtens betale sig at gå i kage. 

I galleriet herunder får du 2 kager, der kan hjælpe dig med at mindske dit madspild:

 

Spis flere grøntsager | anbefaling nr. 2

Grøntsager er den type fødevarer, som belaster klimaet mindst. Heldigvis kan grøntsager sagtens være på ingredienslisten, næste gang du bager. Herunder finder du en kage med squash og en crumble med rabarber.

Spis kartofler i stedet for ris | anbefaling nr. 3

Ris har en højere CO2-belastning end kartofler. Faktisk er klimaaftrykket fra kartofler over 10 gange mindre, end det er for ris. Heldigvis smager kartoffelkager helt fabelagtigt. Du kan for eksempel kaste dig over denne kartoffelkage med marcipan - og skal du være en ægte klimahelt, kan du droppe marcipanen. 

Spis i sæson | anbefaling nr. 4

Grøntsager, som er dyrket på friland, er bedre for klimaet end grøntsager, som er dyrket i drivhus. Der skal store mængder energi til at opvarme et drivhus, og derfor belaster grøntsager, som er dyrket på friland, klimaet mindst. Alt afhængig af, hvornår du læser denne artikel, kan forskellige grøntsager være i sæson. Hvis du læser den i vinterhalvåret, er der en god chance for, at opskriften med æbler herunder er en sikker vinder.

Frys kagen

Husk, at kage ofte kan fryses og spise senere, for på den måde at undgå madspild. Har du kager eller wienerbrød, kan du også fryse dem for senere at lave romkugler ud af dem.

Små æblegaletter er enkle og hurtige at lave, hvis desserttrangen pludselig melder sig. Med denne opskrift og et æbletræ i haven er du aldrig langt fra en fristende kage.

Her finde du opskriften på æblegaletter

Spis mindre kød | anbefaling nr. 5

Det kan lyde utroligt, men kageopskrifter uden særlig meget kød eksisterer altså. Cupcakes er muligvis lidt 2013-agtige, men hvad gør man ikke for at skære ned på sit klimaaftryk. Denne opskrift på cupcakes med bacon indeholder kun én pakke bacon. Sørg for at købe dansk, så sparer du på CO2-udslippet ved transporten. Og hvis det viser sig, at dit kagespiseri alligevel ikke redder klimaet, kan du i det mindste sikre dig, at verdens undergang bliver med glasur og krymmel ovenpå.

Se, hvad vi ellers skriver om: #kager, #kage, #klima og #co2