Klumme: Hellere (billigere) gulerod end løftet pegefinger

Det går ikke så godt for os danskere med at spise sundt og grønt. Og det får nu behjertede typer til at foreslå, at alt det usunde gemmes væk eller gøres dyrere. Men måske kommer forandringen snarere, hvis vi gør det gode lettere tilgængeligt?

Vi påvirkes ikke af kostrådene

Omtrent hvert 10. år laver DTU en stor kostundersøgelse. Og resultatet er nedslående. For nærmest ingen danskere spiser efter kostrådene. På nogle områder går det faktisk den forkerte vej. Således spiser vi nu mere slik og sukker. 
Når Coop Analyse dykker ned i Mad-O-­meteret – et omfattende datasæt om danskernes faktiske kost indsamlet over mere end et årti – ser vi samme tendens. De officielle kostråd ser i det store og hele ikke ud til at have nogen betydning for, hvad vi spiser.
Der er ingen tvivl om, at det er et problem. Både for os danskere og vores helbred. Og for vores natur og klima. Rødt kød er både dårligt for helbred og klima, slik og sukker er tomme kalorier uden næringsværdi. Vi bør i stedet spise flere bælgfrugter osv. osv.
Vi ved det jo godt, men lever ikke efter det.
Det får nu f.eks. Hjerteforeningen til at foreslå at gemme slik, chips og ultraforarbejdede varer væk i butikkerne. Og Klimarådet til at foreslå afgifter på oksekød, svinekød og mejeriprodukter.

Problemet er bare, at danskerne ikke bakker op om den slags løsninger. Der er heller ikke politisk flertal for det. Og det er, hånden på hjertet, heller ikke løsninger, der giver mig en god mavefornemmelse.  

Grønt skal være tilgængeligt

Det er forkert at gøre kødet så dyrt, at dem med de laveste indkomster ikke har råd til det, mens dem, der har mere end nok, fortsat kan spise bøffer. Det er ikke retfærdigt. Specielt fordi der er en anden vej, som vi i Coop faktisk har eksperimenteret med i årevis gennem forskellige tiltag. Nemlig at gøre de sunde og grønne varer og madretter tilgængelige for flere. Så vil danskerne gerne. Og så har det også målbar effekt.
 

Når prisen falder på frugt og grønt, kommer der mere grønt på danskernes tallerkener. Det er en af grundene til, at vi i Coop støtter op om at sænke momsen på mad og fjerne den helt på frugt og grønt
Annette Jorn, administrerende direktør i foreningen Coop amba

Tillad mig nogle eksempler. Lige nu kører 365discount en kampagne, hvor prisen på frugt og grønt bliver sænket svarende til momsen hver søndag i oktober og november. Den kampagne har kørt i forskellige formater i flere år. Og resultatet er hver gang, at salget af frugt og grønt stiger markant. Specielt uden for København, Nordsjælland og Aarhus, i ’de mere prisbevidste dele af landet’.

Bonus på det friske

Et andet eksempel. Da Coop forenklede medlemsbonussen først på året, ville medlemmerne helst have en mere markant bonus på frisk frugt og grønt. Og det er blevet taget godt imod af medlemmerne, at der nu er 5 % medlemsbonus på frisk frugt og grønt.
Men det gør sig faktisk også gældende, når man kigger på hele befolkningens indtag af frugt og grønt og sammenholder det med prisudviklingen. For i Coop Analyse kan vi simpelthen se, at når prisen falder på frugt og grønt i forhold til andre fødevarer, kommer der mere grønt på danskernes tallerkener.

Det er en af grundene til, at vi i Coop støtter op om at sænke momsen på mad og fjerne den helt på frugt og grønt. Det vil sænke prisen på frugt og grønt i forhold til andre varer og betyde, at vi spiser mere frugt og grønt.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Børnene får råvarer

Endelig vil jeg fremhæve et andet initiativ, som kan bidrage til, at vi kommer til at spise sundere. Det er Coop Madskole, hvor vi støtter undervisningen i madkundskab på landets skoler. Her er tilgangen til at skabe forandring den samme. Vi skal ikke forbyde, fordyre eller fjerne noget, men gøre det sunde mere tilgængeligt for alle. Og det er det, Coops kunder gør, når de donerer pant til madskolen. For det giver børnene på den lokale skole færdigheder og praktisk erfaring med at lave mad fra bunden af danske råvarer.
Jeg er ikke i tvivl om, at danskerne gerne vil ændre vaner, hvis det bliver fremmet med konstruktive skub. Men løftet pegefinger og afgifter tror jeg til gengæld mindre på.

Læs mere om