Redaktionen anbefaler






En død varan i metalaffald
Ifølge Miljøstyrelsen smider hver dansker i gennemsnit cirka 750 kilo affald ud om året. Det bliver til over 4 millioner ton affald, og noget af det er ganske langt fra almindeligt husholdningsaffald.
På Affaldplus' genbrugsterminal i Næstved stødte en medarbejder en dag på et noget mærkværdigt fund ved det indleverede metal. Blandt øldåser, konservesdåser og metalbakker gemte der sig en død varan med metalklips i maveskindet.
”Det er ingen overdrivelse at sige, at medarbejderne fik sig noget af en forskrækkelse, da den døde varan dukkede op i det husstandsindsamlede metal. Heldigvis var den stendød, men man kan undre sig over, hvorfor den var endt dér, altså godt nok var der metalklips i maveskindet, men en tur i restaffaldet havde nok været bedre,” siger teamleder Lena Noer Schneider fra AffaldPlus.
Den døde varan er langtfra det eneste dyr, der er blevet fundet i affaldsdyngerne. Andre fund tæller hjorte, fasaner, hele grise og katte, og i ét tilfælde: En pose med to fåreskind, lidt kød og blod i tekstilsorteringen. Godt nok er der meget uld på sådan en, men tekstil er det alligevel ikke.
”Når vi modtager pudsige genstande, er det oftest med et smil på læben hos medarbejderne. Men ved fraktioner, som kan give sundhedsmæssige udfordringer så som døde dyr, bliver kunderne afvist og sendt hjem,” fortæller genbrugschef fra Amager Ressourcecenter, Kasper Dibbern.
Ved større kæledyr, vildt og kadavere fra landbrug er der i stedet tre muligheder. Man kan kontakte en dyrlæge, ringe til destruktionsanstalten Daka eller grave det ned i haven. Daka henter også jagtaffald og kasseret kød. Der kan være forskellige affaldsvejledninger fra kommune til kommune.
Granater og bomber
Sommetider bliver det underlige affald direkte farligt. Flere genbrugsstationer har oplevet, at folk har afleveret granater, luftbomber og røgbomber, ofte uden at vide, hvad det egentlig er, de afleverer.
”Når det er alvorligere ting som granater, vi opdager, så er der en procedure for at lukke pladsen, tilkalde blå blink, bomberyddere og andre myndigheder efter et forsigtighedsprincip. Det er heldigvis meget sjældent, at nogle er så uforsigtige at medbringe den slags,” fortæller genbrugschefen fra Amager Ressourcecenter.
Foto: Amager Ressourcecenter
Mere gives videre
De eksotiske og bizarre ting dukker langtfra op hver dag, i virkeligheden afleveres der mest bygge- og haveaffald på genbrugspladserne i Danmark.
”Der er en tendens til, at mere og mere, som kan genbruges, gives videre fra borger til borger – det gælder også de ting, der ellers vil have været have- eller byggeaffald,” slutter Kasper Dibbern.
Våben og eksplosiver:
Dyr - døde og levende:
Obskure og personlige fund:
Kilder: AffaldPlus, Amager Ressourcecenter