Det hemmelige Danmark: Gemte og glemte steder, du kan besøge
1: Tranum-Fosdal vandrerute
11 kilometer lang vandretur på kanten af hede, eng og smuk skov. Du kan se de smukkeste slugter, knudrede træer og besøge Jammerbugtens højeste punkt, Bavnehøj, inden du rammer de kuperede Ingeborgs Bakker på vej mod Fosdal.
Stå også på ”klippekanten” og nyd udsigten til vand, skov og mark. Ruten, hvor det er muligt at tage smutveje, så du kun går 2,50, 6 eller 7 kilometer, er optaget på den ansete tyske vandreliste: PremiumWeg. Start i Tranum.
Læs mere om ruten (scroll lidt ned på siden for at finde turforslag)
2: Ørkenen på Anholt
På Nordspidsen af Anholt kan du for alvor føle dig alene. De yderste par kilometer af en af Danmarks mindst befolkede øer er en stor sandklit, her kommer ikke mange mennesker, og roen forstyrres kun af de sæler, som om sommeren ligger på stranden og soler sig eller passer de nyfødte unger.
Ørkenen på Anholt er et af de mest ufrugtbare steder i Danmark, og i det rødlige sand ser du kun standhaftige planter som sandskæg. Er du heldig, kan du se den sjældne og store sandørentvist.
3: Kongstedsøerne – mød isfuglen, nattergalen og bæveren
Ikke langt fra Fredericia ligger et par små vandværkssøer godt gemt, men når du når ned ad grusvejen, åbenbarer det smukkeste naturområde sig. Tag madpakken med og sid med udsigt til søen og lyt efter fuglene. Er du heldig, kan du se den sjældne, blålige isfugl – og når solen står lavt på himlen en sen forårsaften eller sommeraften, kan du høre nattergalen.
Bæveren er også i området. Den er sjældent set, men måske kan du se spor efter dens tænder i træstammerne.
4: Randbøl Hede - Danmarks gemte savanne
Står du i solnedgangen på den 17 meter høje sandklit Stoltenbjerg midt på Randbøl Hede, kan du drømme dig væk til den østafrikanske savanne. I solnedgangens rød-orange lys er det ikke svært at forestille sig løver, der gemmer sig i skoven.
Randbøl Hede er ikke langt fra Billund, og kommer du om efteråret, er der rigeligt med lyng at plukke. Har du mod på en nat i naturen, er der shelters med adgang til brænde og toilet, som du kan booke gennem Naturstyrelsen.
Længere mod vest finder du Gyttegård Plantage og Grene Sande, hvor bønder i århundreder kæmpede mod sandfygningen fra det sand, som kom efter sidste istid. Det var ikke unormalt, at landsbyer sandede til helt inde midt i Jylland for 400 år siden.
5: Rye Flyveplads
20 kilometer fra Silkeborg ligger Rye Flyveplads, der måske var Danmarks smukkeste lufthavn. Den nu nedlagte flyveplads ligger på kanten af Salten Langesø, og i op 1940’erne var her rutetrafik til blandt andet Esbjerg og Aalborg.
Under Anden Verdenskrig besatte tyskerne flyvepladsen og befæstede den. I skoven kan du stadig finde bunkere, der brugtes til at opmagasinere alt fra våben til mad. Masser af soldater havde deres gang på flyvepladsen, der senere blev brugt til flygtningelejr. Gå en tur i det virkelig smukke område.
Læs mere om historien og find vej til Rye Flyveplads og hos Museum Skanderborg
Foto: Lars Svane, hemmeligesteder.dk
6: Bakkelandskabet på Fur
På den lille ø Fur i Limfjorden kan du se masser af gravhøje, finde kuperede landskaber og gå på fossiljagt. Den sydlige del af øen er frugtbar, mens det på den nordlige del af øen er tydeligt at se den særlige lerart, moler, som gør landskabet mindre frugtbart.
Ved klinten Store Knudshoved kan du med lidt held finde fossiler, der er mange millioner år gamle.
7: Danmarks urskov ved Suserup
Midt på Sjælland ligger den 7000 år gamle Suserup Skov. Skoven er en af Danmarks få urskove, altså steder, hvor der har været skov i tusindvis af år. De ældste træer i skoven er godt 400 år gamle.
En trampesti fører dig rundt, af og til skal du over et af de 300-400 år gamle træer, der er væltet, eller uden om en stor nedfalden gren. Man færdes på eget ansvar i Suserup Skov.
8: Ulvefalgruben i Stokkebjerg
I middelalderen var ulven et forhadt dyr i Danmark, og bønder og godtfolk jagtede den. En af metoderne til at få has på ulven var at grave store ulvefaldgruber, hvor man lokkede ulven ned. Typisk smed man en død gris ned på bunden af faldgruben, og siderne var så stejle, at ulven ikke kunne komme op igen. En af disse ulvefaldgruber ligger i Stokkebjerg Skovs sydlige del.
Når du alligevel er i Stokkebjerg skov, så giv dig selv lov til at nyde nogen af Europas flotteste bøgetræer. De blev sået i 1823, og nogle af dem er i dag mere end 40 meter høje. Du kan også gå på jagt efter det, som formentlig er kongens gamle jagtslot: Gelstrup Gård.
9: Svartingedalen
Den skovbevoksede sprækkedal rummer mange løvtræer, hvoraf en del er op til 300 år gamle. Skoven har en høj diversitet, både hvad angår antal af ynglesteder og udbuddet af insekter og flora, som danner et godt grundlag for mange fuglearter. Ud over områdets generelt store naturrigdom er det en optimal ynglelokalitet for hulerugende fugle.
Svartingedalen ligger tæt ved Hasle på Bornholm.
10: Spøgelser og gravsten midt under Københavns Domkirke
Find vindeltrappen bag Thorvaldsens status af Jesus i Københavns Domkirke, Vor Frue Kirke. Kan du ikke få adgang via trappen, så spørg i domkirkens museum.
Et par trin under gulvet mødes du af gamle kirkemure fra de tidligere kirker på stedet. Du finder også masser af gravsten, og rygterne siger, at det stadig spøger ved de gamle gravsten under gulvet.
Listen med oplevelser er første gang udgivet i 2019. Artiklen er opdateret og faktatjekket i 2024