Guide: 9 vingårde i Danmark, du kan besøge

Hvordan foregår arbejdet på en vingård? Hvordan smager dansk vin? Samvirke guider dig frem til vinstokke og -glas, for der er mange gode muligheder for at møde en dansk vinbonde og smage den vin, der produceres her i landet.
Fra Vester Vedsted Vingård

Vester Vedsted Vingård, Ribe

Vester Vedsted Vingård har både vingård, butik, restaurant og tilbyder mulighed for overnatning i vinmarken.  Råvarerne i restauranten er økologiske, og størstedelen er fra lokale producenter eller egen køkkenhave. Vinmarkerne ligger på en sydvendt skråning mellem Vester Vedsted Bjergplantage og Vester Vedsted Bæk på en sandet hedeslette, hvor de 10.000 vinstokke gror fint. Planterne er importeret fra Freiburg i Tyskland. Vingården tilbyder rundvisninger hele året - dog undtaget september og første del af oktober på grund vinhøst og travlhed i vineriet.

Vinene:

Vester Vedsted producerer hvidvin og rosévin og begge dele også i mousserende udgaver. Desuden findes der en mousserende hyldeblomstvin. De røde druer er: Cabernet cortis, cabernet cantor og rondo. De grønne druer er: Solaris og muscaris.

Læs mere om vingården her

 

Fra Andersen Winery

Andersen Winery, Vrinners, Mols Bjerge

Andersen Winery boblede så småt i 2009 med lidt vin fremstille af æbler fra egen have. I 2015 blev niveauet så højt, at holdet bag besluttede at øge produktionen også med andre typer frugter og bær. Danske frugter og bær har nemlig en god syreprofil, når det kommer til mousserende vine, så nu er der gang i æbler, stikkelsbær, solbær, ribs, rabarber, kirsebær, hindbær og jordbær. Vineriet har åbent hver dag, og gæster er velkomne til at komme og få en rundvisning og smage på vinene. 

Vinene: 

Vingården skriver selv: "Vi fremstiller mousserende vine i verdensklasse. Vi vælger det ypperste inden for danske frugter, druer og bær og gør dem til smagsoplevelser ud over det sædvanlige."

Læs mere om vingården her

Fra Guldbæk Vingård

Guldbæk Vingård, Svendstrup

Guldbæk Vingård er et familiedrevet  sted. Tre generationer deler passionen for vinproduktion, og vil alle gerne være med til at få Danmark på verdens vinkort. Der er hyppige rundvisninger, hvor der selvfølgelig er mulighed for at smage gårdens vine. Du kan også komme med til vinyoga, der foregår mellem vinstokkene og ovenpå vinrødderne - med mulighed for at smage på de vindruer, der dyrkes på stedet. Gårdbutikken har åbent hver dag. 

Vinene: 

Her produceres flere forskellige hvidvine og rosévine. Druerne er blandt andre: Solaris, riesel, muscaris, cabernet noir og cabernet blanc. Der er også mousserende udgaver produceret på den traditionelle champagne-metode.

Læs mere om vingården her 

 

Fra Lindely Vingård

Lindely Vingård, ved Kolding Fjord

Her er 6 hektarer med mere end 16.000 vinstokke. Lindely tilbyder oplevelser, hvor du kan komme tættere på produktionen og vinene. Det kan være vinsmagninger eller rundvisninger. Du kan også bare besøge gårdbutikken og købe gårdens egne egne vine samt delikatesser og specialiteter - eller hvad med en lokalt produceret brandy?

Vinene: Lindely producerer røde, hvide og rosévine - også mousserende. Vingården producerer desuden to isvine på henholdsvis rondo og solaris druer. Som et nyt projekt i Danmark dyrkes der også pinot noir-vinstokke på Lindely. 

Læs mere om vingården her

Fra Dyrehøj Vingård

Dyrehøj Vingård, Røsnæs ved Kalundborg

Dyrehøj Vingård ligger på det solrige Røsnæs og er Danmarks største vingård med over 50.000 planter. De kalkholdige, solrige skrænter og det kølige klima live ved Kalundborg fjord, giver et godt grundlag for at dyrke druer netop her. Vingården har to spisesteder, hvor kan man nyde god mad og gårdens egne vine. Stedets vinbutik har åbent alle dage hele året. Det er også muligt at holde møde, firmaevent eller privat fest i selskabslokaler på Danmarks største vingård. Og hvis du selv kunne tænke dig at blive vinbonde og selv dyrker druer, kan vinmageren på Dyregård hjælpe sig med at få det bedste ud af druerne.

Vinene: Druesorterne på markerne er fordelt på 6 hvidvinssorter og 13 forskellige rødvinssorter. De primære hvide druer er solaris, muscaris, johanniter og souvignier gris samt en lille mængde af helios. De primære røde druer er cabernet cantor, spätburgunder, cabernet cortis, monarch, leon millot og rondo. 

Læs mere her

Fra Årø Vingård

Årø Vingård, i lillebælt ved Haderslev

Årø er et godt sted at producere vin i Danmark, lyder det fra Årø Vingård. En lille ø som Årø, der er omgivet af vand, har nemlig et andet klima, end hvis man bare kører lidt ind på fastlandet. Den største forskel er mængden eller fraværet af af frost i forår og efterårsmånederne. Samtidig gør vandet omkring øen, at der er lidt mere sol end inde på fastlandet. Høsten er selvfølgelig årets højdepunkt på vingården. Perioden op til er nervepirrende, og lettelsen er stor, når høsten er i hus. Vingården får hjælp af et frivilligt plukkehold, der synes, det er spændende og hyggeligt at hjælpe til med høsten.Stemningen er god, når plukkerne sidder i par på hver side af vinstokkene og hyggesnakker, imens druerne klippes af med saks og fyldes i spande. Skulle du have lyst til at deltage som plukker på Årø Vingård, er du velkommen til at henvende dig. Du kan også bare besøge Årø Vingårds café og butik.

Vinene: 

På Årø produceres både rødvin, hvidvin, rosé og mousserende vin.  De skriver selv: 

"Selvom rødvinsproduktionen i Danmark er begrænset, så synes vi, der er god mulighed for at producere en let og frugtig rødvin. 

Vores hvidvine er rene, superfriske og sprøde med en god aroma. Perfekt til lette sommerretter."

"Rosévinene fra Årø Vingård er som regel fremstillet på sorterne pinot noir, regent eller acolon. Smagen emmer af friskhed og fremstår med sin smag af bær, bl.a. noter af hindbær, som et symbol på solskin. Vores roséer passer fint til mange forskellige typer af mad samt til en dejlig sommerpause på terrassen."

Læs mere om vingården her

 

 

Fra Stokkebye Vingård

Vingården Stokkebye, Nyborg 

Vingården Stokkebye har 17.000 vinstokke. Det er en familiedrevet vingård med Jacob og Helle Stokkebye som fuldtidsvinbønder. Jacob er en af de få i Danmark med en ægte butleruddannelse og har siden arbejdet på flere Michelin-restauranter i Frankrig, og senere som privatkok på kongehusets vinslot i Cahors. Helle har 20 års international erfaring med at arbejde med bæredygtige forretningsmodeller. Vingården har rundvisninger, vinsmagninger og er også kendt for at servere og sælge kaviar.

Vinene: 

Fra vingårdens hjemmeside: "Stokkebye vingård er rig på kridt og mineraler; producerer hvidvine med et mineralsk og stramt udtryk og et strejf af hyldeblomstnoter. Alle vine er produceret efter bæredygtige, økologiske principper og er opkaldt efter Stokkebye-børnene; Liva, Victor Georg og Stella Mary."

Læs mere om vingården her

 

Hideaway

Hideaway Vingård, Fejø

På toppen af Fejø 18 meter over havet kan du sætte dig til rette under palmer, figentræer eller vinranker. Spis en frokost baseret på lokale råvarer fra Fejø og Lolland med et glas af vingårdens vin til. Du kan også tage på rundvisning og høre om arbejdet på den økologiske vingård. Her bruges gæs til afgræsning, og der er udlagt 800 m² til wildlife habitat for større dyr som harer og dådyr. Vingården har også en biodiversitetshave med vandbassin, hjemmehørende blomster, læbælter og buske der tiltrækker insekter. Desuden har stedet et såkaldt figenaboret, der rummer en af Nordeuropas største figensamlinger plantet på friland. 

Vinene: 

Om gårdens vine skriver Hideaway: "Vi fokuserer på at lave hvid- og mousserende vin, men I 2022 kom en nyhed til ved navn Sommergås, en delikat rødvin efter Beaujolais metoden – let og med masser af frugt – vores bud på en perfekt afbalanceret frisk nordisk rødvin, den indkapsler smagen af danske sommer. Hideaways vine bliver serveret på nogle af landets bedste restauranter, heriblandt en del med Michelinstjerne."

Læs mere om vingården her

Ørnberg

Ørnberg Vin, Sjællands Odde 

Ørnberg Vin blev grundlagt i 2007 af  to barndomsvenner - begge med agronomuddannelser bag sig. I dag har Anders Ørnberg  - den ene af de oprindelige grundlæggere - overtaget Ørnberg Vin. Alle Ørnbergs vinmarker ligger på Oddens højderyg, skrånende mod syd. Det giver gode vilkår for vindyrkning.

Vinene: Vingården skriver selv: "Druerne er udvalgt efter, at de kan give elegante vine, at de er sunde, og at de kan trives på Oddens kølige, tørre og solrige skråninger. Hovedsorten er solaris; en grøn drue, der egner sig rigtig godt til vores breddegrader, og som giver fremragende hvidvine. Vi dyrker desuden  phönix, siegerrebe og johannitter til mousserende vine, pinot noir til mousserende vin og rosé, sauvignon blanc til hvidvin og mousserende vin, samt ortega og souvignier gris til hvidvin."

Læs mere om vingården her

Læs mere om