10 slags affald, du måske sorterer helt forkert
Batterier
Rigtigt mange batterier bliver i dag smidt ud med husholdningsaffaldet. Batterier indeholder metaller og andre skadelige stoffer, som ikke skal afbrændes eller ende på lossepladsen. Sorter derfor batterier i de særlige batteribokse eller aflever dem som farligt affald på genbrugsstationen.
Elektronik
Hvis der ikke bliver hentet elektronik hjemme hos dig, så kør elektriske apparater på genbrugsstationen. Metaller, kabler og printplader kan genanvendes, når du sorterer korrekt. Husk, at elektronisk affald omfatter alt fra defekte køkkenvægte til eksempelvis batteridrevet legetøj, der ikke virker mere.
Flamingo
Flamingo er lavet af plastik, men kan ikke genanvendes på samme måde som almindeligt plastik. Rigtigt mange smider flamingo i husholdningsaffaldet, men vil du gøre det bedst muligt, så kør flamingoen på genbrugspladsen. Sørg også for at tømme papkasser helt for alt andet end pap, når du smider pap ud.
Kører du ikke på genbrugspladsen, skal flamingo i husholdningsaffaldet.
Lyskilder som pærer og LED-bånd
Flere og flere pærer i hjemmet er sparepærer eller LED-pærer. De to typer pærer skal sorteres som farligt affald. Elsparepærerne indeholder tungmetaller, som er farlige – derfor skal du også lufte ud, hvis pæren går i stykker hjemme. LED-pærerne indeholder en del elektronik, så sorter dem som elektronik eller alternativt farligt affald, så sørger affaldsselskabet for, at de ender det rette sted.
Mælkekartoner og juicekartoner
Kartoner til drikkevarer er ofte belagt med en tynd plastikfilm på indersiden. Plastikken skal sikre, at mælken eller juicen bliver inde i kartonen. I Danmark har vi endnu ikke et sorteringsanlæg, der kan genanvende mælke- og juicekartoner, og da det ikke er rent pap, skal du smide kartoner fra drikkevarer ud som restaffald.
Pizzabakker og andet pap med madrester
Pizzabakkerne skal IKKE sorteres som papaffald. Når din papcontainer bliver tømt, bliver pappet ofte presset sammen til store baller, så de er lettere at transportere. Ofte kan der gå nogle uger, inden alt det indsamlede pap bliver kørt til papfabrikken, hvor det skal laves om til nyt pap. Hvis sådan en snasket pizzabakke får lov til at ligge inde i sådan en papballe, kan der gå mug i, dannes svampesporer og alt muligt andet, som vil påvirke kvaliteten af genanvendelsen.
Pizzabakker skal i stedet smides ud med det brændbare affald - altså det almindelige husholdningsaffald.
Porcelæn, keramik og ildfaste fade til for eksempel ovnen
Knækker hanken på tekruset, eller slår du lasagnefadet i stykker, skal du en tur omkring genbrugspladsen, når du vil smide det ud. Du kan også stille det til farligt affald, hvis du får hentet farligt affald ved din husstand. Du må ikke smide porcelæn, keramik og ovnfast glas ud i glascontaineren, som mange gør. Det ødelagte glasfad til ovnen er lavet af hærdet glas, som ikke kan genanvendes på samme måde som syltetøjsglas eller vinflasker.
Rengøringsmidler, malerrester og husholdningskemi
Rigtigt mange tror, at det er en god idé at tømme de sidste rester af vaskemiddel, rengøringsmiddel, husholdningskemi eller malerbøtten i vasken og gøre emballagen ren og aflevere den tomme emballage i plastik- eller metalcontaineren. Er emballagen helt tom, er det selvfølgelig okay, men du bør ikke hælde skrappe rengøringsmidler som kalkfjerner eller husholdningskemi som salmiakspiritus, klor eller eddikesyre direkte i vasken. Aflever i stedet beholderne med restindholdet som farligt affald. Det samme gør sig gældende med rester af maling. Det skal ikke i vasken, heller ikke selvom det er vandbaseret maling.
Spraydåser
Lægger du dåsen fra deodoranten eller fra hårlakken i metalcontaineren, gør du det helt forkert. Metalbeholdere, hvor indholdet er under tryk, som i for eksempel deodoranter, risikerer at eksplodere, når metalaffaldet bliver hentet af skraldebilen. I skraldebilen presses affaldet nemlig ofte sammen, og så risikerer man, at der går ild inde i affaldsbeholderen i skraldebilen.
Spraydåser - hvadenten det er deodoranter, hårlak, ovnrens eller noget fjerde - skal sorteres som farligt affald.










Tænk genbrug før genanvendelse
Tænk over, om de ting, du smider ud, kunne have et længere liv hos nogle andre. Måske er gryden god nok stadigvæk, måske kan andre få glæde af dine opbevaringsbokse. Du kan forsøge at afsætte dine brugte ting på dba.dk eller i en af de mange ”Gratis ting i min by”-grupper på Facebook. Her er der livlig aktivitet, og alt kan handles eller foræres væk: gamle flyttekasser, trælister, en rest fliser fra badeværelsesrenoveringen, altankasser, møbler af enhver art.
Du kan også aflevere brugbare ting direkte på genbrugspladsen.