is

Hvilket ishus er det bedste på Bornholm?

Bornholm byder på flere ishuse, hvor ét besøg sjældent er nok. Se listen over solskinsøens bedste ishuse, der både har sørget for en smuk udsigt og lækker hjemmelavet is af lokale råvarer
Isbæger med is i hånd foran havet

Foto: KALAS

KALAS

Hos KALAS ved Sandvig Havn kan du nyde en is eller en kop kaffe på terrassen ved ishuset med udsigt over havet og op mod Hammerknuden. Du kan også tage isen med og sætte dig på klipperne lige ved siden af. Isen er hjemmelavet og lavet på økologisk sødmælk samt frugt og bær fra øens egne haver. Udvalget skifter fra dag til dag, alt efter hvad der er i sæson. Du kan for eksempel være heldig at finde is med rabarber, hyldeblomst, jordbær, agurk, rødbede eller grillet peberfrugt.

En af dem, der har udpeget KALAS, er Lene Gregersen, fordi deres is er:

»Eksperimenterende, men altid med udgangspunkt i kvalitet. Selve ishuset ligger et utrolig smukt sted i klipperne på Bornholm, så man får en totaloplevelse i selskab med det engagerede personale og de øvrige iselskere.«

Bag KALAS er en familie på fem, og familien har solgt is siden 2015, men selve huset har stået her siden 1946, hvor det blev brugt som kølehus af fiskerne i havnen.

Adresse: Strandpromenaden 14, Allinge

Læs mere om KALAS. 

Isdisk med forskellige isvarianter

Foto: Chris & Mario

Chris & Mario

Når du besøger Chris & Mario, kan du både få is og muligheden for at kigge på forbipasserende på Rønne Torv. Udvalget hos Chris & Mario byder både på flødeis, softice og islagkager – og alt er hjemmelavet. I isdisken kan du både finde friske smage med citron, hindbær/passion og hindbær/citron og smage med chokolade, nutella og salt karamel, der hører til i den tunge ende.

Susanne Marcker skriver om ishuset:

»Super hjemmelavet cremet is med mange fantastiske smagsnuancer. Derudover kan den pyntes med den skønneste softice. Man bliver let afhængig 😁🤭«

Adresse: Store Torv 2, Rønne

Læs mere om Chris & Mario. 

Isvaffel bliver langet over disken

Foto: Bornholms Ismejeri

Bornholms Ismejeri og Kaffebar

I et gult bindingsværkshus i Svaneke kan du få økologisk flødeis af mælk fra lokale gårde, som Bornholms Ismejeri & Kaffebar selv har lavet. Du kan få de klassiske smage som vanilje og chokolade, og du kan få en bid af ismejeriets egen køkkenhave. Naturen er nemlig ismejeriets vigtigste råvarer, og der bliver gjort en dyd ud af at forvandle frugter og bær fra køkkenhaven til cremet is. Bornholms Ismejeri & Kaffebar har eksisteret siden 2006, og rejsen til den hjemmelavede flødeis, der bliver langet over disken i dag, har blandt andet stået på eksperimenter i køkkenet og et grundigt kursus hos en italiensk isprofessor.

Adresse: Postgade 3a i Svaneke

Læs mere om Bornholms Ismejeri og Kaffebar. 

Softice med krymmel på kanelsnurre

Foto: Gudhjem Is 

Gudhjem Is 

Det kan være et kvalitetsstempel, når et ishus går i generationer – og det er tilfældet med Gudhjem Is. I det familieejede ishus i Gudhjem Havn kan du bl.a. få hjemmelavet is, guf, softice lavet på bornholmsk mælk og lune kanelsnurrer toppet med softice, og du kan nyde den kolde forfriskning med udsigt over Østersøen. Ishuset er særligt kendt for den en halv meter høje Apollo-vaffel, og vi foreslår, at du skipper frokosten, hvis du har planer om at lægge dig ud med den store is, som både består af kugler, softice, flødeboller og krymmel. I dag bliver Gudhjem Is drevet af 3. generation af familien, der stiftede ishuset i 1959.

Adresse: Ejner Mikkelsensvej 26, Gudhjem

Læs mere om Gudhjem Is. 

Isvaffel foran isskilt

Foto: Isfabrikken Bornholm

Isfabrikken Bornholm

 I Snogebæk finder du Isfabrikken Bornholm. Navnet er nyt og blev ændret i forbindelse med de nye ejeres overtagelse af ishuset, men selve ishuset har eksisteret siden 1999. De nye ejere er begge bornholmere, og selvom der er plads til nye ideer og smagsvarianter, holder ishuset fast i den samme gode kvalitet og de gamle opskrifter. Disken byder på 12 forskellige hjemmelavede flødeis, og udvalget varierer, efter hvilke varianter der bliver produceret på fabrikken, som også ligger i Snogebæk. Isfabrikken Bornholm er kåret til Bornholms Bedste ishus 2025.

Adresse: Hovedgade 4, Nexø

Mangler det ishus, du plejer at besøge? 

Samvirke indsamler stadig gerne bud på, hvilket ishus, der er det bedste i Danmark – eller i hvert fald en omvej værd. Skriv ind i formularen herunder, hvis du har et bud på et godt ishus, der endnu ikke findes i oversigten.