11 gratis fornøjelser i Østjylland
Grafitti, lerkrukker, koncerter, skatebaner og ... Godsbanen i Aarhus har det hele
Godsbanen i det centrale Aarhus byder på alt fra gåture på taget af bygningerne til skating, lovlig graffiti og aktiviteten slack line, hvor du balancerer på liner mellem 2 faste punkter.
Godsbanen er en del af den renoverede godsbanegård i Skovgaardsgade i Aarhus, og den har siden genåbningen i 2012 været hjemsted for kultur i alle afskygninger – både hvis du vil opleve eller skabe selv – alle er velkomne.
Der er kunst- og fotografiudstillinger, teater, oplæsninger, tøjmarkeder, og du kan nyde en god middag eller en kop kaffe i Spiselauget. Du kan også deltage i et af de mere end 400 årlige arrangementer eller måske gå en tur på taget. Arkitekturen er et besøg værd i sig selv!
Danmarks største stendysse og tag med Ella Bella på eventyr i Mols Bjerge
Se Danmarks største stendysse, nyd udsigten fra højen, der markerer Danmarks geografiske midtpunkt. VisitDjursland har udgivet e-bogen om Ella Bella, der er på eventyr med sin familie. I bogen får du masser af inspiration til små og store eventyr.
Tag med i Nationalpark Mols Bjerge, hvor du kan se høje toppe, dybe dødishuller og sjældne markfirben i nogle af de 200 bevaringsværdige naturtyper.
Kulturhistorien oser på Kalø Slotsruin, foran Mols Bjerges store bronzealderhøje og i Ebeltofts små gader med toppede brosten og stokroser.
Nationalparkguider står (i skolernes sommerferie) klar til at vejlede og inspirere ved Kalø Slotsruin, Molslaboratoriet og Farvergården i Ebeltoft.
Du kan også finde inspiration til ture på egen hånd på appen Nationalpark Mols Bjerge.
Læs mere om Mols Bjerge
Download e-bogen Ella Bellas Eventyr og find inspiration til ture og seværdigheder på Mols og i Ebeltoft
Udforsk smukke, bakkede Østjylland på cykel
Uanset om du er motionist eller superrytter, om du kører på en gammel havelåge eller på elcykel, så tag den nye guide Kulturringen – culture by bike” under armen eller på bagagebæreren.
Ruten er en 450 kilometer lang cykelrute i Aarhus og omegnskommunerne, og det er nemt at udvælge små bidder, som man har lyst til. På turen kan du komme forbi alt fra museer til gravhøje, runesten og kunst i landskabet. Der er også tips til flotte udsigtspunkter, kort over herregårde, iskiosker og de nærmeste toiletter.
Se smukke blomster og besøg troperne i væksthuset i Botanisk Have
Tag en stille slentretur gennem de 4 klimazoner og nyd naturens skønhed. Eller du kan gå på jagt og finde gode historier om planter og blomster og få et indblik i, hvordan vi mennesker påvirker og bruger naturen som aldrig før.
I tropehuset bliver du mødt af en trykkende fugtig varme, flagrende sommerfugle og naturtro dyrelyde. Her føler man sig hensat til fjernere himmelstrøg. Under den enorme kuppel kan du snige dig rundt på smalle stier og næsten fare vild mellem de store træer og vilde planter. Men pas på, hvor du går! Nogle af planterne er kødædende.
Spil disc golf i Horsens
Tag familien med ud i Bygholm Park i Horsens og spil golf – med en frispee! Spillet er simpelt og fungerer ligesom almindelig golf. I kan gå 9 eller 18 huller, og det gælder om at få frispee’en i hullet på færrest mulige kast.
Der er udfordringer både for store og små, og banerne svinger fra 70-115 meter i længde.
Man kan spille alt det, man vil. Det er gratis. Det eneste, man skal have med, er frispees.
Bygholm park indeholder desuden grønne frokostområder og en lang svævebane.
Se kortet over parken og banernes længde
Smuk udsigt fra Karlby og Sangstrup klinter
Lidt nord for Grenå på spidsen af Djursland er Karlby og Sangstrup Klinter. Klinterne er i alt 5 km lange og op til 17 meter høje og er lavet af kalk og flintesten. Gå en tur ved klinterne og nyd synet af de imponerende kalkformationer. Hvis du er heldig, kan du endda finde fossiler og kanonkuglehuller i klinterne.
Aarhus Ø og Havnebadet
For snart 10 år siden startede byggeriet på Aarhus Ø, og siden er den tidligere containerhavn blevet forvandlet til et byrum med moderne bygninger og vand til alle sider. Tag en gåtur på Aarhus Ø og se de mange ikoniske bygninger som det høje Lighthouse eller Isbjerget, der sjovt nok ligner … et isbjerg.
Hop i havnen i Havnebadet i bassin 7
I 2018 fik Aarhus et nyt havnebad i området Aarhus Ø tæt på midtbyen. I vinterhalvåret kan du hoppe i det kolde vand og bagefter blive varmet op i en af badets to saunaer, mens du om sommeren kan tage en svømmetur i et af de mange og børnevenlige bassiner eller hoppe ud fra en af udspringsplatformene, inden du skyller dig i en af de udendørs brusere og lægger dig til rette på promenadedækket. Vil du en tur i poolen, kan du læse mere om en tur i Havnebadets bassin.
Jagt skattene i naturen ved Randers
GeoCaching er en app til din smartphone, hvor man ved hjælp af koordinater skal finde fysiske skatte, der er gemt forskellige steder rundt omkring. Skattene er plastikkasser med sedler med information om stedet, I har fundet.
I Randers kan man opleve naturen og samtidig få en tur gennem naturen, mens du gennemfører nogle udfordringer på turen. I bliver ledt rundt til forskellige historiske monumenter og flere seværdigheder.
I skal have fat i et GeoTour Randers pas fra VisitRanders.
Det kan I downloade fra siden i linket herunder. I kan også hente jeres GeoTour Randers pas ved turistkontoret ved Rådhustorvet
Besøg Hald Sø, se ruinen efter slottet og gå tur i Dollerup bakker
Syd for Viborg mødtes i seneste istid gletsjere fra nord og fra Østersøen, og de er grunden til det flotte, bakkede landskab her og den flade hede mod sydvest.
Hald Ege og Dollerup Bakker er et 1600 hektar stort naturområde med søer, bakker og skov, hvor du kan finde lise og ro for sjælen. Du kan lystfiske eller bade i Hald Sø, der er 31 meter dyb, gå på opdagelse i skoven eller besøge ruinen efter Hald Slot. Se også udstillingen i Hald-Laden, der ligger lige ved Hald Hovedgaard. Ikke langt herfra kan du fange Hærvejen.
Besøg de 24 forskellige værksteder og bliv klog på håndværk
I Randers ligger Håndværksmuseet. Her kan du blandt andet se originale værksteder fra fotografer, handskemagere og snedkere. Der findes hele 24 forskellige værksteder, og på mange af dem er erfarne håndværkere klar til at fortælle om den gamle kunst.
Artiklen er redigeret og faktatjekket i sommeren 2024
Se også
15 gratis oplevelser i Vestjylland
16 gratis fornøjelser i Syd- og Sønderjylland
17 gratis oplevelser i Nordjylland
18 gratis oplevelser på Fyn
14 gratis fornøjelser i Nordsjælland
10 gratis oplevelser på de danske småøer
13 gratis fornøjelser på Sjælland og Møn
16 gratis oplevelser i København
18 gratis oplevelser på Bornholm
12 gratis fornøjelser på Lolland og Falster
12 fantastiske oplevelser i det sydlige Sverige