Billig sommerferie: 15 tips til at gøre sommerferien magisk uden det koster det vilde

Lav en isbar, tag bussen et ukendt sted hen og arranger en solopgangsskovtur, hvor du spiser morgenmad. Samvirke har 15 tips til, hvordan du kan have en magisk ferie, uden at det koster dig det vilde
Softice i bæger

Lav en isbar, men gør det billigt: Køb én variant og lad forskelligt drys og toppings sætte farver og smag på isen. Samtidig kan du måske mindske madspild.

1: Hold sommer-OL i haven

Inviter til en olympisk turnering hjemme i haven. Det kan være en femkamp eller en tikamp, og du kan endda strække turneringen over flere dage. Planlæg konkurrencerne på forhånd: Hvem kan løbe hurtigst hen til hækken og tilbage? Hvem kan bedst ramme en hulahopring med en basketball? Lad alle prøve alle discipliner, og sørg for at tælle point sammen. 5 point til den bedste, 4 til den næstbedste osv. – og når I er igennem alle discipliner, kåres en vinder.

2: Tag bussen et ukendt sted hen

Tag en bus, du aldrig har taget før. Stå af på et stoppested, du ikke kender, og gå hjem derfra. Er du bange for, at der bliver for langt, så gå eksempelvis en time, vend om og gå tilbage til busstoppestedet igen. Hvis ikke du har hang til den helt ukendte, uplanlagte tur i sommerlandet, så tag en bus til en skov eller strand, du har aldrig har besøgt. Gå på opdagelse der.

Husk et kort, så du kan finde hjem igen – og en mobiltelefon med masser af strøm, så du kan ringe efter et lift, hvis fødderne bliver for trætte.

3: Lav din egen isbutik – med mange slags topping

Er der noget bedre end is? Ja! At lave sin egen is i en skål. Den billigste – og sjoveste – isbar får du, hvis du køber én slags is, for eksempel vaniljeis eller chokoladeis, i supermarkedet. Brug i stedet kræfter på at finde en masse forskellige slags toppings: bananer, popcorn, saltstænger, vingummi, blåbær, kokos, marmelade, krymmel, chokoladeknapper eller små chokoladestykker. Kun fantasien sætter grænser – og det er en eminent måde at komme af med en lille rest og dermed mindske sit madspild. Giv alle en kugle is i deres egen skål, og lad så børnene/de voksne/gæsterne selv hælde toppings på.

4: Tag legetøjet med ud i haven

Hvorfor skal legetøjet være på børneværelset? Måske har bamsen, dukkerne, toget og bilerne også lyst til at komme på sommerferie. Tag noget af legetøjet med ud i haven, skoven eller stranden. Lav din egen strand i sandkassen eller lad legetøjet komme på safari i blomsterbedet.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

5: Lad terningen bestemme gåturen

Lad terningerne bestemme, hvor du skal hen. Gå ud ad døren og tag en terning med. Kast terningen, hver gang du skal vælge vej. Slå du et lige tal, går du til højre, slår du et ulige tal, drejer du mod venstre. På en terningegåtur opdager du næsten med garanti steder i dit nærområde, du aldrig har besøgt før.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

6: Sov i haven (eller på altanen)

Træk madrassen udenfor på de varmeste nætter. Sov under sommerstjernehimlen og nyd helt nye dufte og lyde i forhold til dit soveværelse. Vågn til fuglesang og morgensolens blide stråler.

Husk et underlag under madrassen, så den ikke bliver fugtig af duggen.

7: Hold jul i juli

Lav julemad 24. juli (eller en af månedens andre dage – det sjove er ordspillet mellem jul og juli). Frem med flæskestegen og de brunede kartofler og server en rigtig julet middag. Slut af med risalamande – og hvis det er alt for hed en sommerdag, så spis kirsebærsovs til isdesserten. Giver du den for alvor gas, så pynter du en af buskene i haven med julekugler.

8: Eventyrønskebowlen bestemmer dagens aktiviteter

Lad alle i familien skrive 2 eller 3 sedler med (billige) ting, de gerne vil gøre på en feriedag. Det kan være alt fra en gåtur på havnen til tegnekonkurrence. Det vigtigste er, at man skriver en aktivitet eller forslår en tur, alle kan være med på. For hvem har ikke lyst til at se, om far kan vinde i tegnekonkurrencen? Eller hvordan det går, når alle skal på krabbefangst? Hver morgen trækker en i familien et nyt kort i skålen – og så skal alle være med til dagens aktivitet.

9: Tag på Danmarkssafari

I Afrika taler man om, at det er vigtigt at nå at se The big 5, når man er på safari. The big 5 er de fem vigtigste dyr – og selvom vi hverken har løver eller elefanter i Danmark, kan man sagtens se Danmarks big 5: bisoner, spættede sæler, vilde heste, krondyr og havørne.

Se Samvirkes guide til, hvordan du kommer på safari i Danmark

10: Tag til Grækenland uden at tage til Grækenland

I stedet for at tage til Grækenland for at slappe af, hvorfor så ikke flytte Grækenland hjem til dig? Tegn græske flag, find en opskrift på græsk mad og sæt en græsk radiostation på. Du kan finde lokale stationer fra hele verden på Radio Garden.

Sæt computeren til en stor skærm og gå på museet på Google Arts and Culture, hvor du kan besøge museer og se malerier og skulpturer fra alle verdens lande på din skærm. Du kan for eksempel besøge Akropolis. Du kan måske også finde en græsk film på en af de streamingtjenester, du abonnerer på.

Det bedste er, at du dagen efter kan tage en tur til eksempelvis Spanien, så til Kina, så til Bolivia på samme måde.

11: Hjælp forskerne

Brug en feriedag på at hjælpe forskere med en lille del af deres undersøgelser. Fænomenet kaldes citizen science, når man som borger bidrager til forskningen – og aktuelt kan du som almindelig borger hjælpe danske forskere med alt fra at indberette, hvilke sommerfugle du har set, til at fortælle, hvis du har set en ringmærket fugl. Mange af projekterne går ud på at indberette observationer i naturen – så hvorfor ikke gå på skattejagt og give skovturen et formål?

På Naturbasen kan du indberette arter og planter til gavn for forskningen i Danmarks flora og fauna

Se nogle af de projekter, Københavns Universitet arbejder med og projekter fra Syddansk Universitet

Du kan også hjælpe Dansk Ornitologisk Forening

12: Tossede konkurrencer: Hvem kan cykle langsomst

I mange konkurrencer handler det om at være hurtigst, men det er sjovere (og tit sværere) at konkurrere om, hvem der kan være langsomst. Hvem kan for eksempel cykle 100 meter langsomst uden at røre jorden og uden at cykle baglæns? Husk hjelmen!

Du kan sikkert finde på mange andre langsomme konkurrencer: Hvem kan spise et bolsje langsomst? Hvem kan synge nationalsangen langsomst? Hvem kan spise en softice langsomst uden at få is på fingrene? Du kan sikkert finde på flere udfordringer!

13: Prøv de gratis fornøjelser

En tur til attraktioner og kendte aktiviteter behøver ikke være dyr. Samvirke har samlet 196 forskellige aktiviteter, der stort set er gratis. Aktiviteterne spænder fra vægterture en sen aften og bunkerbesøg til uhyggelige byvandringer og hemmelige steder i hele Danmark.

Du kan finde alle forslagene på samvirke.dk

14: Solopgangsskovtur

En skovtur behøver ikke at være midt på dagen, selvom det er oplagt at spise frokost udendørs på en sommerdag. Planlæg i stedet en solopgangsskovtur med morgenmad. Sommermorgener kan være forholdsvis varme, så pak en kurv med morgenmad, kaffe og et tæppe og nyd at stå op med dyrene. Lyt til fuglesangen og stilheden, og husk, du kan bare tage en middagslur, det er jo der, dagen alligevel er varmest. Er du tidligt oppe, så sørg for at finde et sted ved vandet eller på et udsigtspunkt, hvor du kan se solen stå op.

15: Hvis alt andet fejler: Hold en lav-ingenting-dag

Slap af. Gør en dyd ud af ikke at have planer i kalenderen. På lav-ingenting-dagen må du ikke planlægge noget. Du må ikke lave mad, du må ikke male garageporten eller støvsuge. Du må kun lave ting, der nærmest ikke kræver energi: Slappe af i solen, sove middagslur under æbletræet, plaske lidt i soppebassinet. Husk at gemme din smartphone og alle dens forstyrrelser.