Sådan får du dit barn på 13 måneder til at sove trygt og godt

Børns søvnbehov og -vaner hænger uløseligt sammen deres alder. Og din egen søvn afhænger også i høj grad af, om junior sover godt. Samvirke har I samarbejde med sundhedsplejerske og forfatter Helen Lyng Hansen lavet en række gode råd til at få børn på 13-14 måneder til at sove godt.

Søvnbehov for et barn på 13-14 måneder:
Sover ca. 13½ time i døgnet. Typisk fordelt over 1 til 2 lure dagligt på i alt 2½ time samt 11 timer om natten.

Spis lidt før sengetid

Hvis du ikke allerede har indført godnatgrød, kan du det være godt at få på banen nu. Hvis det er svært at nå, kan det også være fint med en banan til at sove på.

Hvis barnet får flaske, er det tid til at skifte den ud med en kop lun mælk, før barnet får børstet sine tænder og puttes.

Hvis du ammer er det typisk kun en gang om dagen, og det passer fint inden sengetid.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Brug tid på dit barn

Barnet er typisk startet i institution nu, så prioriter så meget tid som muligt sammen med barnet om aftenen, når I er sammen.

Fysisk kontakt og rolig stemme kan hjælpe barnet til at falde til ro. Helt bogstaveligt kan du med blide tryk lægge din hånd på barnets kropsdele fra hoved og ned til tæerne. Sig »Godnat øre«, mens du samtidig rører ved barnets øre. Forsæt videre med »Godnat næse«, mens du rører ved barnets næse. Videre til »Godnat, hage« mens du rører hagen – og sådan fortsætter du, til du har sagt godnat hele vejen ned til barnets tæer.

Jo mere barnet kan mærke, at du bruger tid sammen med det, jo lettere vil det kunne overgive sig til søvnen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tal med barnet og lad det koble fra

Hvis barnet selv sætter sig op eller rejser sig i sengen, så prøv at få barnet til selv at lægge sig ved blot at bede det roligt om at lægge sig, så du ikke rent fysisk lægger barnet, men kun bruger ord.

Det er et godt tidspunkt at begynde med godnathistorier nu. Små bøger uden for meget tekst med illustrationer af det, historien handler om er gode.

Det er o.k., hvis barnet gerne vil lege eller hygge for sig selv i sengen, før du putter og siger godnat. Det kan for nogle børn være en fin måde at få det sidste ud af dagen på. Hvis dit barn er glad, så behøver du ikke sidde hos dit barn og vente på, at det får koblet fra.

Har dit barn en anden alder?

Find gode råd til at hjælpe dit barn med at sove, hvis det er nyfødt, 3-4 måneder, 6 måneder, 8-10 måneder eller 18 måneder og derover.

Flere råd

Du kan læse mere om, hvordan du får dit barn til at sove godt, i bogen “Børn & Søvn”, der er skrevet af Helen Lyng Hansen, som også driver hjemmesiden netsundhedsplejerske.dk

Læs mere om