Sådan sparer du på strømmen i dit køleskab

Køleskabet skal være tændt i døgndrift for at holde maden kold, men der er et par ting, du kan gøre for at holde elregningen nede. Samvirke viser dig, hvordan du kan spare på strømmen i køleskabet

Tjek, om listen ved døren slutter tæt

Køleskabsdøren skal slutte helt tæt. Du kan tjekke, om den slutter tæt, ved at sætte et stykke papir i klemme. Papiret skal blive siddende, når du lukker døren til køleskabet. Listen skal også være hel og uskadet. På nogle køleskabe er listen limet eller klemt fast – og så kan listen typisk skiftes til en ny. 

Hav luft bag køleskabet, og rengør gitteret

Det koster mere strøm, hvis køleskabet ikke har plads til at komme af med varmen via de ribber, der findes på bagsiden. Derfor skal der være nogle centimeter til nærmeste væg. Sørg også for at afstøve ribberne jævnligt. Det mindsker strømforbruget, for støvet holder på varmen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Temperaturen skal være 5 grader

Dit køleskab skal holde en temperatur på 5 grader. For hver grad, du sænker temperaturen under 5 grader, stiger køleskabets elforbrug med 5%. Er temperaturen højere, går det ud over levnedsmidlernes holdbarhed. Temperaturen kontrolleres bedst ved at placere et termometer i et glas vand midt i køleskabet i et døgns tid.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Tø op i køleskabet. Det giver ”gratis” strøm

Du får en times elforbrug foræret for hvert kilo frossent kød, der bliver optøet i køleskabet. Og det giver det bedste resultat både med hensyn til hygiejne og kvalitet, hvis dine frosne ærter, kød og lignende tør langsomt op i stedet for at tø op på køkkenbordet. 

Vælg den rigtige størrelse køleskab

Find et køleskab i den størrelse, du skal bruge. Ikke større. Der er ingen grund til at bruge energi til at afkøle mere, end du skal bruge. En tommelfingerregel siger, at én person skal bruge et køleskab på 100 liter, to personer skal bruge 150 liter, og fire bruger 250 liter. 

Drop det ekstra køleskab 

Har du et ekstra køleskab stående, som står tændt hele tiden, selvom du kun bruger det, når pladsen i det daglige køleskab bliver trang? Tag stikket ud af køleskabet, og tænd det kun, når det skal bruges. Står køleskabet og samler støv, kan du overveje at sælge køleskabet eller aflevere det til genbrug. 

Lad varm mad køle af

Sæt varm mad uden for køleskabet lidt, inden du sætter det ind. Jo koldere maden er, når den kommer i køleskabet, jo mindre energi skal køleskabet bruge. Sæt mad til afkøling i en kasse udendørs om vinteren.

Fødevarestyrelsen anbefaler dog, at du højst lader mad stå på køkkenbordet i en halv time.

Kig efter energimærker, når du køber nyt

Energimærket har betydning, når du skal skifte dit køleskab til et nyt. Køleskabet kan være mærket fra energimærke A til G, hvor energimærke A bruger mindst strøm, og energimærke G bruger mest. Du kan også se det årlige energiforbrug på energimærket.

Artiklen er skrevet i 2015 og opdateret i november 2026 med råd fra Energistyrelsen. 

Læs mere om