Er sukkerfrit tyggegummi godt for tænderne?
Tyggegummi sætter gang i spyttet
Først og fremmest er tyggegummi godt til at stimulere spytdannelsen i munden. Spyt indeholder blandt andet enzymerne ptyalin og lysozym, som henholdsvis nedbryder stivelse i mad og dræber bakterier.
Men det er bedst at tygge sukkerfrit tyggegummi, da almindeligt tyggegummi sætter munden på overarbejde, og sukkeret angriber tænderne og øger risikoen for huller.
Sukkerfrit er hullernes fjende
Sukkerfrit tyggegummi indeholder forskellige sødemidler, som erstatter almindeligt sukkers funktion. Men ud over at give den søde smag har et af sødemidlerne også en gavnlig virkning for tænderne.
Sødestoffet xylitol er naturligt forekommende i en række planter og frugter som svampe, bær og havre. Det bliver brugt i tyggegummi som sødestof og har samme sødende effekt som naturligt sukker. Xylitol indeholder dog kun to tredjedele så mange kalorier. Det bruges mest i tyggegummi og pastiller, men også i tandpasta, hostesaft og piller.
Xylitol har en dokumenteret effekt på plak og forebygger huller. Derfor kan det være en god idé at supplere tandbørstningen dag og aften ved at tygge sukkerfrit tyggegummi i løbet af dagen.
Hvad er tyggegummi?
Tyggegummi består af naturgummi, sødestoffer, smags-, farve- og blødgøringsstoffer og nogle gange ingredienser, der skal beskytte dine tænder.
Sødestofferne kan være sukker, sorbitol (som man får fra majs eller hvede), xylitol (som kommer fra majs eller birkebark) og/eller aspartam (der er kemisk fremstillet og søder 200 gange mere end sukker).
Smagsstofferne kan være alt fra lakrids, mentol og pebermynte til aroma fra jordbær, citron, æble eller cola.
Hvis tyggegummiet sælges som 'sundt', kan der være zink, calcium, flour eller vitaminer i.
Et typisk stykke tyggegummi indeholder:
59,5% sødestoffer, 2% blødgøringsstoffer, 3% tandbeskyttende ingredienser, 3,5% smagsstoffer og 30% gummi
Kilder:
Tandlæge Helle Lyngdal Løhde
Dental Caries: The Disease and Its Clinical Management af Ole Fejerskov og Edwina Kidd