Sådan fjerner du tyggegummi fra tøjet
Smid tøjet i fryseren
Tyggegummi er noget klistret stads at få på tøjet, og tyggegummi går sjældent af i almindelig vask i vaskemaskinen. Men en tur i fryseren kan derimod give en hjælpende hånd i at få pletten af.
Sådan gør du:
- Læg dit stykke tøj i fryseren. Lad det ligge natten over, så tyggegummiet er godt frossent. Har du ikke en fryser, så læg et køleelement eller nogle isterninger på tøjet.
- Brug en kniv eller en ske og forsøg at skrabe tyggegummiet af tøjet.
- Får du kun noget af pletten af, så gentag behandlingen. Det frosne tyggegummi skal gerne være forholdsvis nemt at skrabe af tøjet.
- Når der er så lidt af pletten tilbage som muligt, kan resten fjernes med lidt rensebenzin. Gnid rensebenzinen forsigtigt på pletten. Brug ikke for meget. Noget tøj kan miste farve ved kontakt med rensebenzin, så test først på et sted, hvor det ikke kan ses.