jul

Dækker forsikringen, hvis der går ild adventskransen?

Julen og levende lys følges ad, og hvert år er glemte stearinlys årsag til brande, men hvordan er du egentlig dækket, hvis et glemt lys i adventskransen, juledekorationen eller på juletræet er skyld i en brand i dit hjem. Vi har spurgt Anne Garde Slothuus fra Forsikringsoplysningen

Europamestre i levende lys

Danskerne elsker levende lys og hvert år brænder vi i gennemsnit 6 kilo stearin af som levende lys. Det gør os til europamestre i levende lys – og årets sidste måneder, og ikke mindst julen, er der, hvor vi tænder allerflest lys.

I ugen op til 1. december sætter salget af stearinlys rekord. I forhold til en gennemsnitlig uge i løbet af året, er salget af lys i slutningen af november og begyndelsen af december 4 gange så højt, viser en kortlægning af danskernes lysvaner, som Coop Analyse har lavet. Selvom LED-lys stiger i popularitet, er stearinlysene stadig danskernes foretrukne lys, men hvordan er man stillet, hvis stearinlysene er årsag til en brand?

Din indbo- og husforsikring vil dække, hvis der går ild i juledekorationen eller adventskransen

Hver jul er levende lys, tørt gran og uopmærksomhed årsag til flere brande, og Forsikringsoplysningen får hvert år spørgsmål om, hvordan man er dækket af forsikringen, hvis et lys sætter fut i julepynten, adventskransen eller juledekorationen, fortæller Anne Garde Slothuus:

»Både hus- og indboforsikringen dækker brand, og det vil den som udgangspunkt også gøre, hvis branden skyldes, at man har glemt at slukke lysene på juledekorationen.«

En indboforsikring dækker de ting, du ejer, der går til i branden, mens en husforsikring dækker bygningen, hvis der udbryder brand.

Selvom forsikringerne dækker, har Anne Garde Slothuus, et godt råd:

»Det er selvfølgelig en rigtig god idé, at man er ekstra opmærksom i december, inden man forlader sit hjem, og at man sørger for, at der er installeret brandalarmer i hjemmet. Ikke alt kan erstattes i kroner og øre.«
 

Gør som 11.000 andre: Klik på billedet og tegn abonnement på Samvirke

Tegn abonnement

Læs mere om