10 ting din indboforsikring IKKE dækker
1. Tyveri af tilbehør til din bil
Får du stjålet et sæt vinterdæk eller de dyre alufælge fra et aflåst kælderrum, dækker din indboforsikring ikke. Her er det bilens kaskoforsikring, der skal dække, men da den ofte har en høj selvrisiko, kan det hurtigt blive dyrt at få erstattet det stjålne.
2. Særligt indbo i skure, garager, loftsrum o.lign.
Opbevarer du særligt indbo i et skur, garage eller driftsbygning på samme matrikel som din helårsbolig, kan du i visse tilfælde risikere, at du ikke kan få det stjålne erstattet – heller ikke, selv om skuret var forsvarligt aflåst. Fx dækkede indboforsikringen ikke, da en kunde fik stjålet en dyr samling af Starwars-grej fra et skur.
I Trygs vilkår for hjemforsikring er der fx undtagelser for ”tyvetækkelige ting”. Det defineres som ting ”der på grund af deres værdi, størrelse eller omsættelighed er mere interessante for en tyv end andre ting, som fx it-udstyr, herunder mobiltelefoner, tablets og pc’ere, fladskærms-tv og musikanlæg, designmøbler, ure, pelse, kunst og antikviteter”.
I Topdanmarks vilkår for hjemforsikring dækker indboforsikringen ikke, hvis der er stjålet ”særligt privat indbo”, ”penge” eller ”særlige private værdigenstande” ved indbrud i aflåst kælder eller loftsrum i etagebyggeri og i udhus eller garage ved huse.
3. Uforsvarlig opbevaring
Normalt dækker din indboforsikring skader på ting som følge af oversvømmelse. Men sker det gentagne gange, og/eller har forsikringsselskabet i mellemtiden opstillet betingelser for erstatning fremover – fx at tingene ikke skal opbevares direkte på gulvet, eller at du på anden vis skal sikre dig mod oversvømmelse – kan du ikke regne med, at du fortsat kan få erstatning.
4. Pludselige skader kan kræve tillægsforsikring
Vær opmærksom på, om din indboforsikring dækker pludselige skader – det kræver nemlig ofte en tillægsforsikring. Ved pludselig skade forstås en skade, som skyldes en udefra kommende og øjeblikkelig virkende årsag. Det er fx, hvis loftslampen falder ned, fordi en dør bliver smækket, eller hvis fladskærmen på væggen pludselig falder ned (skal dog være hængt op på forsvarlig vis).
Selv om din forsikring dækker pludselige skader, er det dog ikke sikkert, at forsikringsselskabet vil anerkende skaden som ”pludselig”. Spilder du fx kaffe på et gulvtæppe, kan selskabet vurdere, at her er ikke tale om en pludselig skade, men en dagligdags hændelse. For at skaden takseres som sådan, skal både årsag og virkning være pludselig. Selskabet kan også vurdere, at skaden er sket, fordi du har handlet groft uagtsomt. Ved alle forsikringer er der nemlig undtagelser for grov uagtsomhed.
5. Dyre cykler
Cykeltyverier er normalt omfattet af indboforsikringer, men kun op til et vist beløb, som kan svinge meget fra selskab til selskab. I Topdanmark er det fx 22.641 kr. (2014) og hos Tryg 12.000 kr. pr. cykel. Da mange i dag har enten elcykler eller meget dyre racercykler, kan det overvejes at tegne specielle forsikringer.
Vær også opmærksom på, at værdien af din cykel nedskrives år for år. Så har du en 10 år gammel, men velfungerende, cykel, får du som regel kun dækket omkring end tredjedel, og hvis der samtidig er selvrisiko på din forsikring, vil det beløb, som du får fra forsikringen, langtfra dække udgifter til en ny cykel.
6. Tyveri på rejsen
Din indboforsikring dækker ikke, hvis din bagage bliver forsinket – kun bortkomst af indbo på rejsen. Og her er der begrænsninger på, hvor stort et beløb du kan få erstattet. I TopDanmarks vilkår er det fx indtil 10 % af forsikringssummen for indboforsikring. Indboforsikringen vil fx heller ikke dække skader, som skyldes dårlig emballage eller udflyden af medbragte væsker i kufferten.
7. Skader, som din hund laver
Indboforsikringer dækker normalt ikke skader på ting, som dyr i dit hjem forårsager, fx hund eller kat.
Skader på andre mennesker eller deres ting, som din hund er årsag til, er omfattet af en hundeansvarsforsikring, som i øvrigt er lovpligtig for alle hundeejere i Danmark.
8. Udlejning og tyveri
Det er blevet populært at leje sin bolig ud i ferier – fx gennem Airbnb. Din indboforsikring dækker normalt ikke tyveri eller hærværk begået af en lejer, fordi du har givet lejeren adgang til din bolig. Hvis du har en dækning for andre såkaldt ”pludselige skader”, er det muligt, der kan være dækning her. Udlejer du gennem et selskab, er det også muligt, at det har en forsikring.
Uanset, om du lejer din bolig ud i længere tid eller kun i ferieperioder, er det vigtigt, at du kontakter dit forsikringsselskab for at høre, hvordan du er dækket.
9. Undtagelser ved vandskader
Indboforsikringen dækker ikke skader, som er en følge af frostsprængning i bygninger eller lokaler, der ikke er opvarmede. Du får heller ikke erstatning for skader, der skyldes, at du har undladt at få repareret en bygningsskade.
Derimod dækker indboforsikringer altid skader som følge af tilfældig eller pludselig udstrømning af vand, olie eller lignende fra rørinstallationer og beholdere med et rumindhold på 20 liter eller derover, fx akvarier.
10. Glemte og tabte ting
Indboforsikringen dækker som udgangspunkt ikke ting, som du glemmer eller taber.