Find årsagen til dit rejsningsproblem
Potensproblemer er almindelige
Langt flere mænd, end man måske lige skulle tro, kan have problemer med rejsningen. Man anslår, at det volder besvær for 5% af de 40-årige, 10% af de 50-årige, 60% af de 60-årige og 75% af de 70-årige. Den gode nyhed er, at de fleste vil kunne hjælpes. Det kræver, at de søger hjælp, og for mange, at de lægger deres livsstil om.
”Men nærmest uanset hvad der er galt, er det i dag muligt at få hjælp,” siger professor Lars Lund, der er specialeansvarlig overlæge på Urinvejskirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital med privat praksis i Urologisk Klinik Aarhus.
Problemer kan f.eks. skyldes sukkersyge, forhøjet blodtryk og hjerte-kar-sygdom
For 2 ud af 3 af mænd med potensproblemer – eller erektile dysfunktioner, som det egentlig hedder – skyldes balladen enten starten på eller en udløber af sukkersyge, forhøjet blodtryk eller en hjerte-kar-sygdom.
”For de mænd handler det i høj grad om at komme i den rette behandling og lave om på den livsstil, der er årsag til sygdommene. Det kan være svært, hvis de har levet usundt de sidste 30 år, men det er ikke umuligt,” siger han.
Den sidste tredjedel har ofte neurologiske sygdomme som Parkinson, dissemineret sclerose eller knuder i det lille bækken, fordi de for eksempel har været opereret for kræft i endetarmen eller blærehalskirtlen. Det kan også være en bivirkning af forskellige medicinske behandlinger. Kun i de færreste tilfælde og primært blandt unge mennesker er der udelukkende en psykisk årsag. I mange tilfælde vil de organiske problemer nu også skabe psykiske problemer.
Gør noget ved sagen
Når en mand får problemer med potensen, har han ofte svært ved at få gjort noget ved det, og der kommer let en hel masse andre problemer i kølvandet. Det er ikke usædvanligt, at rejsningsproblemer fører til depression, angst og tab af selvværd.
”Det er ofte et kæmpe livskvalitetsproblem, men dejligt, at man nu endelig er begyndt at snakke mere åbent om det. For problemet involverer jo ikke bare manden, det involverer i høj grad partneren. Man kan måske have okay sex, selvom man ikke kan gennemføre et samleje, men det er jo alt andet lige det ultimative for et par,” siger Lars Lund.
Første skridt er at tage en snak med sin praktiserende læge.
Lægen laver en udredning
”Lægen vil lave den helt basale udredning. Gennemgå medicinlisten, tjekke blandt andet vægt, højde, taljemål, kolesteroltal, blodtryk og sukkersyge. Det er også en god idé at få lavet et hjertekardiogram. Karrene i penis er små og følsomme, og derfor kan problemer med rejsningen være de første tegn på, at man faktisk er ved at udvikle en hjerte-kar-sygdom. Og alt efter hvad prøverne viser, vil lægen foreslå en behandling,” fortæller han.