Sådan opbevarer du æg fra egne høns
Opbevar egne æg på køl
Du bør opbevare æg fra dine egne høns på samme måde, som du opbevarer æg fra eksempelvis supermarkedet. Sådan lyder det fra både Fødevarestyrelsen og Marianne Hammershøj, der er professor ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet og ekspert i æg.
”Saml æggene ind hurtigst muligt, helst den dag, de er lagt, og sæt dem på køl ved maksimalt 12 grader,” anbefaler Marianne Hammershøj.
Hønsemøg og varme forringer holdbarheden
Inden du sætter æggene på køl, bør du tjekke æggenes tilstand. Hold f.eks. øje med, om æggeskallen er intakt. Er skallen revnet eller har huller, er der større risiko for, at bakterier kan trænge ind i ægget. Er der meget hønsemøg på ægget, stiger risikoen yderligere.
Har æggene ligget længe i sommervarmen, kan det have påvirket kvaliteten af ægget, og eventuelle bakterier har haft gode betingelser for vokse.
Alle disse faktorer påvirker æggets holdbarhed og risikoen for at blive syg af at spise dem, og derfor bør du være opmærksom på dem.
Vask ikke æggene
Er æggene meget beskidte, men er snavset tørt, kan du forsigtigt børste det tørre snavs af, inden æggene kommer på køl. Er snavset vådt, skal du ikke forsøge at vaske æggene, forklarer Marianne Hammershøj:
”Man skal være meget påpasselig med at vaske æg. Æggene har et tyndt lag af protein alleryderst på skallen, som fungerer som barriere for, at bakterier kan trænge ind. Vasker man ægget, vasker man også proteinlaget væk.”
Ud over at bakterier nemmere kan trænge ind i ægget, når æggets naturlige bakterieskjold er vasket af, er der også risiko for, at man suger vaskevand ind i ægget, når man vasker det.
I stedet for at vaske æg anbefaler Marianne Hammershøj, at du helt lader være med at bruge æggene.
Husk desuden altid at vaske hænder, når du har håndteret beskidte æg, så du ikke risikerer at overføre eventuelle bakterier til andre fødevarer.