10 slags julepynt, du kan lave med dine børn
Tegnet pynt
Tegn simple julemotiver som juletræer, hjerter og stjerner. Brug for eksempel udstiksforme som skabeloner, og tegn rundt om dem. Klip motiverne ud, og få børnene til at dekorere dem med tuscher, maling, glimmer, pailletter eller lignende. Prik et lille hul i toppen, træk en snor igennem og hæng julepynten op.
Malede julesten
Find sten i haven eller naturen, og mal nisser, juletræer eller andre fine julemotiver på dem. Brug hobbylak eller anden blank maling, så bliver stenene rigtig flotte. Skal det være ekstra kreativt, kan du sætte flere sten sammen med en limpistol og kreere sjove juletrolde eller snemænd.
Personlig pynt af trylledej
Trylledej er et oplagt materiale til børnenes julepynt. Det er både nemt og sjovt at arbejde med og kan udformes til alverdens faconer. Lav for eksempel julepynt med hånd- eller fodaftryk, og mal den, efter at den er bagt. Husk at prikke hul i pynten med et sugerør, inden den bages, hvis der skal være plads til en snor til ophæng.
Pyntede julesmåkager
Bag julens småkager – det kunne for eksempel være disse julekugler med ingefær og glasur – og prik et lille hul med et sugerør i de af kagerne, der skal bruges til pynt, inden de kommer i ovnen. Lad børnene pynte dem med glasur, træk en snor gennem hullet, og så er der fin julepynt til træet (medmindre det når at blive spist inden).
Glimmerkogler
Find store, flotte grankogler i skoven. Spray dem med spraylim, eller nøjes med at give spidserne en omgang skolelim (lim et par spidser ad gangen, så limen ikke når at tørre), og drys glimmer på. Vil du have glimmeren til at holde, kan du afslutte med at give koglerne spraylak. Bind en bånd eller snor om koglerne, og så er der glimtende pynt til juletræet.
Julegren med pynt
Lav en fin julegren til vinduet eller som pynt hen over julebordet. Find en solid gren, og brug sytråd til at hænge grene, kogler, nisser, julekugler, tørrede appelsiner eller kanelstænger på grenen. Her sætter kun fantasien grænser. Er børnene for små til at håndtere tråden, kan de i stedet samle pynten og bestemme, hvordan grenen skal se ud, mens mor eller far udfører det svære tråd-arbejde.
Perleophæng af piberensere
Sæt perler på piberensere, og form dem til juletræer, julestokke, julestjerner eller i andre julede former. Det er en super øvelse for de små børnefingre at komme perler på piberenserne, og de større børn kan lave julepynten helt selv.
Nisse af træ
Find en tyk gren eller en lille træstamme, og sav den i stykker, hvor den ene ende er spids, mens den anden er flad. Lad børnene male en flot nissehue i den spidse ende og give trænissen et ansigt – eventuelt med lidt vat som hår og skæg. Større børn kan også selv snitte nissen til med en lommekniv og give den sit helt eget udtryk.
Pyntede julesmåkager
Find juleformene frem fra kageskuffen, og lad børnene trylle dem om til julepynt. Det kan være ved at vikle dem ind i stofbånd, som på billedet, gavebånd eller noget helt tredje, der alligevel er i krea-kassen derhjemme. Vil du lave forme, som er helt dækkede af bånd, skal du starte i toppen, så du også ender der og kan binde en knude.
Citrusfrugter med nelliker
Denne kræver en smule forældreforberedelse. Find dine mest runde citrusfrugter, og pak dem ind i et smalt bånd, som var det gaver. Fæstn båndet med knappenåle undervejs, så det ikke glider af. Prik hul i citrusfrugterne med en syl eller anden spids genstand, og så er citrusfrugterne klar til, at små børnefingre kan udfylde hullerne med nelliker. Det giver både fin julepynt og er godt for finmotorikken.