Klar, parat, skolestart - 3 skolestartsbørn fortæller om at starte i skole
Agnes Stæhr Johansen, 5 år, skal starte i 0. C på Nyboder Skole i København
»Jeg har ikke fået min nye skoletaske endnu, men jeg vil gerne have, at den er regnbuefarvet. Jeg vil også gerne have et enhjørningepenalhus, som er lyserødt, fordi jeg elsker lyserød. Der skal være en limstift i penalhuset, så jeg kan lime ting sammen. Jeg skal cykle i skole på min cykel, hvis ikke min far cykler mig. Min cykel er rød og meget hurtig, og nogle kalder den for det røde lyn.
Jeg kan ikke alfabetet endnu, men jeg kan gætte, hvilke bogstaver ting starter med. Og jeg er god til det. For eksempel starter enhjørning med E!
På madpakken kan jeg godt lide at have fiskefrikadeller i en bolle, men min yndlingsmad er små kugler med chokolade og nødder og kanel, men det er mere en dessert. Der er faktisk ikke flere af dem tilbage, men min mor og far kan bare købe nogle.
Jeg tror måske, at det bliver sjovt at lave lektier, for det er sjove lektier i nulte klasse, men jeg tror også, at lektier kan være svære. Jeg glæder mig mest til billedkunst, fordi det kan jeg godt lide. Jeg lavede engang en lille vandmelon i ler, med et sødt lille ansigt, som jeg gav lange øjenvipper. Min storebror har fortalt mig, at han har lavet en vase, man kan putte sæbe ned i, henne i skolen.
Jeg bliver ked af det, hvis jeg slår mig i skolen, men så kan jeg bare rejse mig op og sige til en voksen, at jeg har slået mig. Jeg glæder mig til at lege i skolegården, for jeg synes, der er nogle sjove klatrestativer. Dem skal jeg lege på i frikvarteret og rutsje ned ad rutsjebanen. Jeg tror, at det allerbedste ved at gå i skole er at få frikvarter, og at man kan være indenfor og spille spil.«
Mikkel Mio Andersen-Hoel, 6 år, skal starte i 0. U på Husum Skole i Brønshøj
»Lige nu går jeg på fritidshjem ved siden af skolen, men jeg var faktisk ovre på skolen i går, fordi det var niendeklassernes sidste skoledag, hvor de kastede med karameller. Jeg tog min kasket af og løb omkring dem, der kastede, og så samlede jeg næsten 20 karameller.
Jeg glæder mig mest til frikvartererne. I frikvarteret skal jeg selvfølgelig spille fodbold, og måske lidt stikbold og rundbold. Jeg kan godt lide idræt, men jeg ved ikke rigtigt, hvilket fag jeg glæder mig mest til. Jeg skal gå i klasse med 3 fra min børnehave. De hedder Alberte, Arthur og Ellen.
Jeg har allerede farveblyanter og almindelige blyanter og en blyant, der ligner en blød trommestik. Min bror skal gå i 4. klasse, når jeg starter. Han er 3 år ældre end mig,
Min klasselærer hedder Rikke, hun har været hos os i fritidshjemmet til samling, og det var kedeligt. Jeg skal have to spegepølsemadder, et pølsehorn, kammerjunkere, måske vindruer, men også mandler, agurk og peberfrugter og fiskefrikadeller og gulerod og så også en ostehaps og en figenstang med på madpakken. Hvis det er varmt, skal jeg gå i skole, hvis det er koldt eller regner, sner eller sådan noget, så tager vi bilen, og hvis det er en lille smule koldt, men også varmt, skal vi cykle.
Det bliver svært at sidde stille. Jeg kan sidde ret stille, det gør jeg allerede i fritidshjemmet, når vi spiser eller skal høre, hvad vi skal, men jeg kan nok maksimalt sidde stille i en time. Hvis nogen i skolen driller mig, vil jeg nok løbe min vej eller sige stop eller sige det til en voksen. Hvis det er frikvarter, kan jeg sikkert sige det til min bror, han er så syg til fodbold, så han kan bare sparke en bold lige i smasken på dem, men det er nok ikke en god idé.«
Trille Holt, 6 år, skal starte i 0. A, B eller C på Holmegårdsskolen i Hvidovre
»Jeg kommer til at savne at lege med mine venner fra børnehaven. Men jeg ved, at Benjamin fra min SFO skal starte sammen med mig, og jeg tror, at han skal gå i min klasse. Jeg glæder mig allermest til at have min store skoletaske med i skole. Jeg har fået tasken af min farmor. Der er en enhjørning på den, og den er kæmpestor. Der er plads til rigtig mange ting i den, og jeg tror, der skal være mange bøger i den. I mit penalhus har jeg allerede blyanter, viskelæder, tusser, blyantspidser og en lineal.
Jeg ved, at man skal have sin egen solcreme med i skole, det har min nabo sagt til mig. Jeg glæder mig mest til at have billedkunst, fordi jeg elsker at tegne. Jeg tegner alt muligt, men jeg elsker at tegne enhjørninger. Når jeg bliver stor, vil jeg gerne være kunstner.
I skolen ville jeg blive jeg ked af det, hvis nogen slår mig. Så ville jeg sige det til en voksen. Når jeg har frikvarter, vil jeg helst lege på klatrestativet og gyngerne, fordi det er sjovt at gynge. Og vi skal også spise frokost. Jeg tror, det bliver svært at lave lektier, fordi det er svære ting, vi skal lære. Jeg tror, det kan være svært at regne, for jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg kan allerede alfabetet, og jeg kan tælle til 10 på tysk og engelsk.
På en almindelig skoledag tror jeg, vi skal være udenfor, og jeg tror, at vi skal synge.«