I gamle dage kaldte man dem sindssyge

Rico Jacobsen, 26 år:

»Alting gør faktisk i bund og grund bare pissehamrende ondt, og den eneste flugt, jeg kender, er at drikke det væk, men det kan jeg ikke længere.«

»Da jeg fatter, at nu må der ske noget, er jeg 19 år gammel og på toppen af mit alkoholmisbrug. Jeg kværner 3 kasser bajere om dagen i et forsøg på at drikke mig selv ihjel. Det eneste, jeg kender til, er stodderen, fest og farver. Det er hele min identitet. Jeg har ingen idé om, hvem jeg er som menneske. Jeg kender ikke mine værdier, jeg ved ikke, hvilke holdninger jeg har. Hele min barndom er et sort hul i min hukommelse, og resten af tiden har jeg været psykisk syg alkoholiker, fucked up og misforstået, og nu står jeg der og skal starte forfra. Alting gør faktisk i bund og grund bare pissehamrende ondt, og den eneste flugt, jeg kender, er at drikke det væk, men det kan jeg ikke længere.

Da jeg droppede alkoholen, fik jeg psykoser. Situationer fra min barndom, som jeg havde glemt, kom igen. Pludselig er jeg igen 8-9 år og sidder i min køjeseng sent om natten og lytter efter, om de andre er gået i seng. Jeg finder en plastikpose i en skuffe i køkkenet og lister for ikke at vække mor og far tilbage på værelset igen. Jeg kan smage posen og mærke, at det bliver svært at trække vejret. Og så er jeg igen tilbage i stuen, voksne Rico i et kaos af følelser.

Jeg kommer til kort, når der er følelser med, for jeg forstår dem ikke. Jeg ved, de er der, jeg ved, de er noget, jeg skal forholde mig til og ikke kan flygte fra. Jeg ved, der vil ske ting i mit liv, som vil give mig flere følelser, som jeg må acceptere. Men jeg forstår ikke, hvorfor de kommer.

Selvom det lyder lidt plat, så har jeg faktisk opnået mine drømme nu. Jeg har kone og børn og et arbejde, jeg virkelig er glad for, hvor mine diagnoser og mit misbrug nu er vekslet til kompetencer, som jeg kan bruge til at hjælpe andre med psykiske sygdomme. Jeg finder ro hos min kone og mine 2 børn. For når der ellers kan være fyldt op i hovedet, er det fantastisk at sætte sig ned med min søn og bygge med klodser. Bare sidde der og se, hvor glad han bliver. Lave ingenting og samtidig alting. Jeg er også ved at skrive en bog, hvor jeg virkelig har fundet min stemme. Så mit liv går godt, og nu handler det om at gøre omstændighederne bedre og holde drømmene i live.«

Mie Berg Jensen, 25 år:

»Jeg mistede min livsglæde, min ungdom, mit selvværd og mange af mine venner.« 

»Nogle gange har jeg grædt, tigget og skreget: »Vil du ikke godt stoppe? Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre for at gøre dig glad, men vil du ikke godt stoppe. Sig til mig, hvad jeg skal gøre for at gøre dig glad.«

Min anoreksi hedder Kathrine. Jeg har ikke noget imod folk, der hedder Kathrine, jeg synes faktisk, det er et pænt navn. Men der er ikke noget pænt ved min Kathrine. Det er hende, der siger, at jeg ikke må spise. Det er hende, der siger, at jeg ikke er noget værd. Det er ikke mig, Mie, der ikke ville spise. Jeg ville så gerne spise. Det var hende, der bestemte over mig i næsten 10 år. Men ikke længere. I dag føler jeg, at jeg er noget værd, og det kan hun ikke lide. Jeg spiser hver dag, nogle dage mere end andre, men jeg spiser hver dag. Det kan hun heller ikke lide. Hun er der endnu, men i dag er det mig, der bestemmer over hende.

Folk dør af den sygdom. Jeg har næsten lige været til begravelse. Der er intet positivt ved at have anoreksi, men jeg har fået en viden, som jeg kan give videre. Jeg håber bare, at mit liv og min historie kan være med til at hjælpe andre, som ikke er kommet lige så langt som mig. Jeg kan ikke gøre dem raske eller få dem til at vælge livet, men jeg kan være et levende bevis på, at man kan få det bedre. Min sygdom har sat mit liv i stå i næsten 10 år. Jeg mistede min livsglæde, min ungdom, mit selvværd og mange af mine venner. Jeg har i årevis haft det, som om jeg ikke kunne få luft. Nu er jeg klar til at drømme igen. Jeg vil gerne have en mand og nogle børn og rejse lidt og gå til koncerter. Jeg har haft drama nok. Nu drømmer jeg bare om et helt almindeligt kedeligt liv.

Der er to steder, hvor jeg finder ro. Enten med mine store høretelefoner, som omslutter hele øret og lukker alt andet ude. Eller også i badet. Jeg tager meget lange, varme bade. Vandet og varmen får hele mit system til at slappe fuldstændig af, og det eneste, jeg kan høre, er vandet, der omslutter mig. Det har også haft rigtig god virkning på min kropsbevidsthed. Min sygdom har taget meget, men den har også givet. Jeg har en forståelse for livet og for verden, som jeg nok ikke ville have, hvis ikke jeg havde været syg. Det bruger jeg i min uddannelse, som går godt. Jeg har fået mit første 12-tal til eksamen, og jeg har fået en elevplads, som jeg starter på til februar. Så nu er jeg godt på vej til at blive sygeplejerske. Jeg kan næsten ikke tro, at jeg er så normal nu, når jeg har haft det så svært før. Men jeg tror på fremtiden, og nu er jeg glad for at vågne om morgenen.«

Maria Kjærgaard, 24 år:

»Jeg vil ikke gemme mig væk. Spørg mig i stedet for at hviske bag om ryggen på mig.«

»Jeg får daglige flashbacks til ubehagelige situationer i mit liv. Til da min mors kæreste fortalte mig som barn, at jeg ikke var noget værd. Til da min far ud af det blå begik selvmord for 10 år siden. Til da min mor blev psykisk syg med bipolar lidelse, og jeg som teenager måtte bo rundt omkring hos familie, fordi hun var indlagt og ikke ville se mig. Jeg genoplever de situationer, fuldstændig som om de sker en gang til. Jeg får katastrofetanker om, at bygningen styrter sammen, at min mor dør, hvis ikke jeg tjekker alle vindueshasperne, tænder og slukker for komfuret og hiver alle stik ud af kontakterne, før hun går ud ad døren. Lige nu har jeg det bedre end næsten så længe, jeg kan huske, men jeg får også noget meget stærk medicin. Det plejer altid at blive skidt igen efter et stykke tid, så jeg kan godt være bange for at gå i seng og vågne op i morgen, og så er alt dårligt igen.

Da jeg fik min diagnose, var jeg pludselig Maria, der var paranoid skizofren, ikke længere bare Maria. Selvom jeg erkender fuldt ud, at jeg har en sygdom, så vil jeg ikke, når jeg bliver 80, se tilbage på et liv fuld af sygdom. Jeg vil se tilbage på et liv med en masse udfordringer, som jeg gav et los i røven. Jeg vil ikke gemme mig væk. Spørg mig i stedet for at hviske bag om ryggen på mig. Jeg føler mig stærk, når jeg fortæller om, hvordan jeg har det. Lige nu er det ikke realistisk at få familie. Jeg er bange for, at jeg ville give mine børn en lige så svær barndom, som jeg har haft, eller for at give min sygdom videre til dem.

Der er noget ved havet. Især Vesterhavet giver mig en særlig ro. Hver sommer hele min barndom tog vi til Hirtshals, så for mig er havet noget varmt og trygt. Jeg har også ro, når jeg skriver digte med min blyant i hånden. Jeg elsker at skrive digte. Så skriver jeg om de tanker, jeg har, når jeg er psykotisk. På andre tidspunkter sætter jeg mig med computeren og skriver debatindlæg om politik, noget jeg ellers ikke har kunnet overskue i lang tid.

Der er også noget godt ved nætter og mørke. Her er verden på standby, og der er ingen, der kræver noget af mig. Jeg har fået mere overskud, end jeg har haft i flere år, så nu har jeg tid til at passe mit studie og mine venner og en kæreste, hvis der skulle dukke sådan en op. Til februar starter jeg på sygeplejeruddannelsen, og jeg håber at kunne komme til at arbejde med socialt udsatte engang.«

Louise Bjørndal, 28 år:

»Jeg vil hellere have et godt liv og dø 10-15 år før dig, end jeg vil have et lorteliv uden medicinen.«

»Jeg tænker somme tider på at opsøge sygeplejersken Henrik, som reddede mit liv for næsten 10 år siden, for at sige tak. Jeg forbandede ham ellers i lang tid bagefter, men i dag er jeg ham så taknemmelig. 30 sekunder mere, så var det lykkedes at hænge mig i min trøje under et bord. Jeg kender ikke nogen, der har været indlagt så længe som mig. Efter 11 år på institutioner er min kamp for at få et almindeligt liv kommet så langt, at jeg nu har fået min egen lejlighed. Før jeg fik styr på min adfærd og min sygdom, var jeg en landmine. Hvis man trådte på mig, eksploderede jeg fuldstændig, smed rundt med møbler og slog på pædagogerne. Det gør jeg ikke længere. Altså, jeg er stadig syg og ved godt, at jeg måske aldrig bliver rask. Men jeg kan håbe på, og jeg arbejder hver dag benhårdt for at blive symptomfri.

For nylig begyndte jeg at få lidt problemer med hjertet. Det er en bivirkning af noget af min medicin, så jeg blev trappet ned til en tredjedel af min normale dosis. I løbet af en uge blev jeg depressiv, slukkede min telefon og gemte mig for verden. I timer lå jeg med angstanfald, blev svimmel, fik åndenød og troede, jeg var ved at dø. Jeg troede virkelig, jeg skulle dø. Den ene tanke tog den næste, og jeg kunne ikke holde fast på nogen af dem. Jeg lå bare hele dagen og stirrede ind i væggen og var flov over, at min gode historie krakelerede. Nu er jeg tilbage på fuld dosis og kan se, at historien er bedre end før. Nu kan jeg fortælle, at man mod alle odds kan kæmpe sig ud af den lukkede afdeling, gennem alle bostederne og ende med at bo for sig selv, også selvom der er tilbagefald. Så må bivirkninger være bivirkninger. Jeg vil hellere have et godt liv og dø 10-15 år før dig, end jeg vil have et lorteliv uden medicinen.

Jeg er lidt adrenalinjunkie, så jeg har et frirum, når jeg cykler stærkt gennem skoven. Duften af skovbunden og det konstante krav til min opmærksomhed er godt for mine sanser. Jeg har epilepsi, så min balance er ikke så god. Derfor skal jeg koncentrere mig meget, når jeg cykler, og så er jeg helt automatisk nødt til at slippe alt andet. Nogle ville måske kalde det en flugt, men jeg kalder det en overlevelsesstrategi. Lige nu har jeg et godt liv, som jeg er glad for. Så betyder eksempelvis en uddannelse ikke noget lige nu. Jeg sætter i stedet stor pris på de små ting. Et kort besøg er ikke en selvfølge, så jeg takker altid mine venner for, at de vil bruge deres tid sammen med mig. Når jeg ser på, hvor jeg er nu i forhold til, hvor jeg kom fra, så er jeg stolt af mig selv, og af at jeg er nået hertil.«

Jacob Ejgaard Hansen, 32 år:

»Kort efter at jeg fik mine diagnoser, ramlede det. Jeg tog et reb og gik ud i skoven.«

»80 procent af en samtale er uden ord, og den del forstår jeg ikke. Jeg skal hele tiden prøve at beregne dit kropssprog: Hvordan du står med armene, hvordan du ser ud i øjnene - om du mener det, du siger? Jeg har mødt andre med Aspergers, og nogle af dem opfører sig altså sært. Sådan vil jeg ikke være. Derfor har jeg brugt enormt mange ressourcer på at sikre, at jeg handler og reagerer korrekt. Jeg skal huske at give et fast håndtryk, se dig i øjnene, når vi taler sammen, og have et åbent kropssprog. Meget af min væremåde er tillært, men det er jo sådan, jeg gerne vil være, så selvfølgelig er det mig og min personlighed. Når jeg ser tv eller læser en bog, kører mit hoved på autopilot og gennemgår hypotetiske situationer. Hvordan jeg skal reagere, hvis en mand bliver kørt ned foran mig. Eller hvis en anden kunde spørger mig om noget i supermarkedet. Efterhånden har jeg været så mange scenarier og samtaler gennem, at jeg føler mig forberedt på det meste. Det er en slags drejebog for livet i hovedet.

Kort efter at jeg fik mine diagnoser, ramlede det. Jeg tog et reb og gik ud i skoven. Når man så hænger der med skide ondt i halsen, mens snottet pisser ud af næsen, og det af en eller anden grund ikke lykkedes, må man jo kravle ned igen og finde ud af, hvad man så skal. Jeg bestemte mig for at tage en bid af lorten hver dag og så se, om ikke det hele kunne blive bedre. Min sikkerhedsventil var, at hvis jeg en dag finder en metode til at tage livet, uden det går ud over nogen, så må jeg godt det. For nogle år siden døde min bror af kræft, og da han var på sit sidste, lovede jeg min mor ikke at gøre noget dumt, så det lader jeg være med. I hvert fald så længe hun er i live. Men jeg behøver vist heller ikke den ventil længere.

Når der er tryk på, og jeg trænger til bare at være mig selv, spiller jeg computer eller cruiser lidt rundt i min bil. Her kan jeg lukke alt andet ude og bare være. Det går godt lige nu. Jeg har en sød kæreste, og jeg har været ude et par gange og holde lidt foredrag og oplæg om mit liv og mine diagnoser. Det er rart at se, at min historie kan give andre unge mennesker noget. Jeg er stolt af, hvor jeg er, og den proces, jeg har været igennem. Jeg er anderledes, men jeg er kommet hertil på trods af mine udfordringer. Mine mål er, at jeg vil have det godt, jeg vil gerne være tilfreds med mig selv, og jeg vil kunne se mig tilbage og vide, at jeg har opnået, det jeg har, uden at have trådt på andre. Jeg kunne godt tænke mig at blive mekaniker, men lige nu kan jeg ikke sidde på skolebænken 37 timer om ugen. Måske kan jeg en dag.«

Alle de interviewede er frivillige for EN AF OS indsatsen, som arbejder for at mindske tavshed, tvivl og tabu omkring psykisk sygdom. Du kan læse mere om indsatsen på www.en-af-os.dk