De fleste af os har et veludrustet basislager, hvor vi altid kan finde mel, pasta og te. Men hvordan sikrer vi, at fødevarerne bibeholder deres kvalitet længst muligt og ikke ender i skraldespanden hurtigere end nødvendigt? Samvirke har samlet en række varer fra køkkenets skuffer og skabe og giver gode råd til, hvordan de skal opbevares.
Te
Te skal opbevares i en lukket, tæt og tør beholder. På den måde bevares friskhed, smag og duft. Holdbarheden for te er typisk 1-2 år.
Mel
Opbevar dit mel tørt, mørkt og ikke for varmt i køkkenskabet. Mel optager nemt lugt og smag fra andre madvarer og skal opbevares i en lukket beholder. Mel har et naturligt indhold af fedt og kan blive harskt, hvis det bliver for gammelt. Du skal derfor holde øje med melets datomærkning og sørge for at tømme og rengøre melbeholdere, inden nyt mel hældes i.
Mysli
Mysli bør opbevares tørt, mørkt og ikke for varmt. En åben pose med mysli skal lukkes tæt når den ikke anvendes eller hældes over i en lufttæt beholder.
Pasta, ris og bulgur
Opbevar din ris, pasta (spagetti, lasagneplader, nudler etc.) og bulgur tørt og ved stuetemperatur. De tørre ris og pastaprodukter kan holde sig længe. Pasta sælges dog også som et frisk, ikke-tørret produkt med en meget kortere holdbarhed. De friske produkter skal opbevares i køleskabet.
Gryn
Opbevar dine sunde gryn (havregryn, mannagryn, boghvedegryn mfl.) tørt, mørkt og ikke for varmt i et af køkkenets skabe.
Knækbrød
Knækbrød og kiks skal opbevares tørt ved stuetemperatur. De kan holde sig i månedsvis.
Kaffe
Opbevar din kaffe i en lufttæt beholder og aldrig i direkte sollys. Hvis din kaffedåse er gennemsigtig, så stil den i et mørkt køkkenskab. Kaffen skal helst drikkes seneste et par uger efter, at du har købt den.
Sukker
Opbevar dit sukker i lufttætte beholdere. Sukker har en holdbarhed på mindst et halvt år ved stuetemperatur (25 °C). Sukker er en tørret fødevare. Hvis det udsættes for fugt, vil vandaktiviteten i sukkeret ændres og dermed også holdbarheden.
Rugbrød
Opbevar dit rugbrød køligt, i køleskabet eller fryseren. Holdbarheden forlænges i køleskabet, men brødet bliver med tiden tørt, og det kan blive angrebet af skimmelsvamp. Når du bager dit eget brød, skal du huske at lade brødet køle af, før du pakker det ind. Så undgår du kondens på posens inderside. Kondensvand kan give problemer med dannelse af skimmelsvamp. Hele rugbrødet smides ud, hvis det rammes af mug.
Hvedebrød og grovbrød
Hvedebrød og grovbrød skal opbevares ved stuetemperatur eller i en fryser, men ikke i køleskabet. Ved stuetemperatur holder hvedebrød og grovbrød sig bedst i en lukket plasticpose, så det ikke tørrer ud - eller i en brødkasse. Mugdannelse på brødet kan undgås ved at opbevare det i køleskabet. Til gengæld bliver brødet hurtigere tørt og hårdt. I fryseren kan brødet holde sig 5-6 måneder.