Sådan opbevarer du kødet
Hakket kød
Hakket kød pakket i beskyttende atmosfære har en holdbarhed på ca. 7 dage ved 5 °C.
Når du har åbnet pakken, skal kødet anvendes samme dag eller pakkes i ny emballage og nedfryses.
Når du køber hakket kød hos slagteren, vil det ikke være pakket i modificeret atmosfære. Det betyder, at kød fra slagteren skal tilberedes senest et døgn efter hakning.
Fisk
Fisken pakkes i supermarkeder ofte i modificeret atmosfære og skal opbevares ved temperaturer på 0-2 °C i supermarkedets køleskab. Her har fisken en holdbarhed på ca. 5-10 dage afhængig af art og udskæring. Fisken kan holde sig i 1 døgn i uåbnet tilstand i dit eget køleskab. Dit køleskab har en temperatur på ca. 5 °C, og her kan fordærvelsesbakterier i fisk vokse meget hurtigere end de kan ved 0-2 °C.
Fisken kommer derfor hurtigt til at smage og lugte grimt.
Fisk købt hos fiskehandleren, der ikke er beskyttet af en ændret atmosfæresammensætning, skal opbevares på is for at holde på kvaliteten.
Flæskesteg
Hele kødstykker som eksempelvis en flæskesteg kan holde sig ca. 3 dage i køleskabet, inden den tilberedes.
Opbevar altid kød så langt nede i dit køleskab som muligt.
På den måde undgår du, at kødet drypper på andre fødevarer der skal spises rå.
Hjemmerørt fars
Den hjemmerørte fars har godt af at trække lidt for at blive ekstra smagfuld, inden den formes til frikadeller og steges. Den rå fars har dog en maksimal holdbarhed på 24 timer.
Hakket kød har en stor overflade og har derfor et stort område, hvor bakterier kan vokse, hvis man sammenligner med eksempelvis en kotelet.
Bacon
Bacon vakuumpakkes og kan holde sig i 3-4 uger efter pakkedatoen ved maks. 5 °C, inden pakken åbnes. Vakuumpakning betyder, at overskydende luft omkring kødet er suget ud af posen, hvorefter posen er svejset helt tæt. Luftens ilt kan derfor ikke fodre de mikroorganismer, der vil nedbryde kødet.
Når pakken med bacon er blevet åbnet, kan strimlerne holde sig i ca. 3-5 dage i køleskabet.
Tilberedt kød
Hvis kyllingefileten først har været en tur på panden, men ikke er blevet spist, kan den sagtens gemmes.
Den skal opbevares i køleskabet, hvor den kan holde sig i 2-3 dage. Herefter vil den miste den friske kødsmag, og den vil begynde at blive harsk og smage dårligt.
Fersk kød
I supermarkedets køledisk opbevares kød i beskyttende atmosfære ved maks. 5 °C og kan i kulden holde sig i ca. 10 dage. Opbevar kødet i dit køleskab.
Her kan det holde sig i ca. 3 dage, når pakken åbnes. Den beskyttende atmosfære forsvinder, og bakterierne kan vokse lige så hurtigt som på kød, der aldrig har været pakket i beskyttende atmosfære.
Hvis kødet skal fryses, skal du pakke det i en anden emballage.
Kødpålæg
Når rullepølsen og kalkunpålægget pakkes, bliver der ændret på gasarterne, og bakterierne kan ikke længere vokse så hurtigt.
Inden pakken åbnes, kan den holde sig mellem 3 og 4 uger. Så snart emballagen åbnes, ryger holdbarheden hurtigt nedad. Rullepølsen kan i åbnet tilstand holde sig i 3-5 dage i køleskabet.
Opbevar pakken i en plastpose eller i en lukket beholder, når den først er åbnet.