Så længe skal du beholde dine kvitteringer

Kvitteringen er god at beholde, hvis du vil klage over din vare eller bruge din retur- eller bytteret. Gemmer du alle kvitteringer på dine køb, hober papirerne sig op, så hvor længe skal du gemme dem? Samvirke guider, så du har styr på dine kvitteringer
Kvinde kigger på kvitteringer

Kvitteringen er dit bevis for, hvornår og hos hvilken forhandler, du har købt din vare. 

Du har måske retur- eller bytteret

I nogle tilfælde har du retur- eller bytteret, hvis du beholder kvitteringen. Nogle fysiske butikker tilbyder retur- eller bytteret, selvom det ikke er et krav. Køber du en vare på nettet, har du som udgangspunkt 14 dages returret. Det fremgår af kvitteringen eller forhandlerens betingelser, om du har retur- eller bytteret, og hvor lang tid du har til at bytte varen.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Du har 2 års reklamationsret

Kvitteringen er bevis for, hvornår og hos hvilken forhandler du har købt din vare. Gem din kvittering i 2 år, så du kan bruge kvitteringen til at klage over varen, hvis varen går i stykker inden for de 2 års reklamationsret.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Forældelsesfristen gælder 3 år

Klager du over din vare inden for varens 2 års reklamationsret og har fået afhjulpet fejlen, træder forældelsesfristen i kraft. Fra den dato, hvor du klager, har du yderligere 3 år til at klage over den samme fejl ved varen. Forhandleren kan enten reparere varen eller give dig en ny identisk vare. Får du en identisk vare, træder de 2 års reklamationsret i kraft fra den dato, ombytningen finder sted.

Tjek, om du har garanti på varen

Det er frivilligt, om forhandleren vil give dig garanti på en vare. Køber du en vare med 10 års garanti, kan du inden for 10 år fra købsdatoen klage over den del af varen, som garantien dækker. Køber du en cykel af en forhandler, der lover 5 års garanti på cykelstellet, kan du efter de 2 års reklamationsret stadig klage over fejl på cykelstellet. Du kan ikke klage over fejl ved resten af cyklen efter de 2 års reklamationsret. Sørg for at få et garantibevis. Beviset skal beholdes, så længe garantien gælder.

Få kvittering på e-boks

Modtag dine kvitteringer på e-boks og slip for de fysiske kvitteringer. For at modtage kvitteringer på e-boks skal du aktivere Storebox på e-boks og tilknytte dit betalingskort. Når du betaler med dit betalingskort i en butik, der er tilmeldt Storebox’ tjeneste, vil du modtage en digital kvittering for købet på e-boks.

Kilder: forbrug.dk, e-boks.dk, retsinformation.dk

 

Læs mere om