11 grøntsager, du kan så i efteråret

Du kan sagtens så grøntsager i køkkenhaven, selvom efteråret er kommet, og vi går koldere tider i møde. Vi giver dig 11 eksempler her.

3 gode tip

1) Det kan godt være svært at finde nogle af de her nævnte frø i landets havecentre om efteråret, fordi de typisk står fremme i foråret. Prøv på nettet, hvis du går forgæves.  

2) Har du et drivhus eller en mistbænk kan du forlænge sæsonen lidt og være heldig at kunne høste radiser, salat og spinat et godt stykke ind i december. Når den første frost sætter ind og temperaturen kryber under frysepunktet, kan man i et drivhus stadig holde temperaturen på plusgrader i et stykke tid.

3) Når du sår grøntsager i haven i efteråret, behøver du som udgangspunkt ikke tænke på at vande dem. Der er fugt nok i jorden. Bruger du drivhus eller mistbænk, skal du dog vande.

For de fleste med køkkenhave er efteråret en årstid, hvor man høster og gør haven vinterklar. Men du kan sagtens fortsætte med at så grøntsager, selvom solen trækker sig tilbage, vejret bliver koldere og dagene kortere. Nogle afgrøder kan du endda nå at høste, inden vinteren sætter ind. Havefaglig rådgiver ved Haveselskabet, Louise Møller, kommer her med forslag til grøntsager, du kan så i september eller oktober.

Vi starter med 3 eksempler på det, Louise Møller kalder “hurtige” grøntsager, som du kan høste allerede ca. 6 uger, efter de er blevet sået.  

Radisser (hurtig grøntsag)

Radiser er nemme at dyrke og er en god begyndergrøntsag. Radiser spirer i løbet af 2 uger og er klar til høst efter halvanden måned. Sår man frøene i september, kan man altså nyde godt af friske radiser i oktober.  

Salat (hurtig grøntsag)

Gå efter pluksalat og ikke hovedsalat. Der findes masser af forskellige pluksalater, og mange er meget dekorative. Se på billedet på brevet med frø, hvis du er i tvivl, om du har fået fat i pluksalat. Du kan høste salaten efter ca. 6 uger.

Hovedsalater som for eksempel iceberg har brug for længere tid til at danne deres hoved, og den tid er der ikke, hvis man først sår dem om efteråret. Hovedsalaterne kan dog godt nå at danne nogle blade, som du fint kan høste og spise.

Spinat (hurtig grøntsag) 

Spinat er nært beslægtet med salaten, men vi bruger den lidt anderledes i køkkenet. Spinat er allermest lækkert, når bladene er helt små og friske, og det vil de være efter ca. halvanden måned, hvis man sår frøene i september.

Asiatiske kål

Har du hørt om Pak choy (billedet) og Tatsoi? Det er eksempler på asiatiske kål, som er rigtig gode at så i det tidlige efterår. Ligesom de førnævnte “hurtige” grøntsager, kan du høste af dem inden vinteren sætter ind – omkring 8 uger efter, de er blevet sået. Men de fleste tåler faktisk ned til 6 graders frost, før de bukker under, hvilket betyder, at du kan have kål hele vinteren, hvis den ikke er for hård. Overlever kålen den kolde periode, vil den begynde at blomstre i foråret. De små blomster er meget dekorative og kan puttes i salatskålen som spiselig pynt. Dæk evt. kålene med fiberdug for at beskytte dem mod den første frost.

Hvidløg

Man sætter typisk hvidløg i starten af oktober eller slut september, så de lige når at få fat i jorden med rødderne, inden det bliver vinter. Løgene udvikler sig så hen over foråret og sommeren og kan typisk høstes i sidste halvdel af juli. Nogle forsøger sig med de hvidløg, man kan købe i supermarkedet. Det lykkes nogle gange, men de er oftest groet under helt andre klimaforhold og kan derfor have svært ved at klare sig herhjemme. Louise Møller anbefaler derfor, at man tager i havecenteret eller på planteskolen og køber sætteløg, som med sikkerhed kan dyrkes i Danmark.

Dild, persille, gulerødder, pastinak, solsikker og purløg

Disse grøntsager vælger mange at så i foråret, men du kan med fordel så dem allerede i efteråret, så de ligger klar til at spire, så snart forårssolen driver vinterkulden væk. Grøntsagerne er alle eksempler på såkaldte kuldekimere, som har vinterhårdføre frø, der faktisk skal udsættes for perioder med frost for at kunne spire. Sår man dem om foråret, har producenten derfor forinden udsat dem for kuldebehandling, men hvorfor ikke lade naturen om det? Så frøene i slutningen af oktober. De må helst ikke sås for tidligt, for så risikerer du, at de begynder at spire inden vinter, og så overlever de ikke.