12 ting, du (måske) glemmer der kan genbruges, når du sorterer affald
Poser fra mel og gryn
Den papirspose, dit mel eller dine havregryn er emballeret i, kan sorteres som papiraffald. Så smid den ud sammen med kuverter, aviser og blade. Sukkerposen og andre emballager af papir skal selvfølgelig samme vej.
I princippet kan papir genanvendes 7 gange.
Poser fra frosne grøntsager
Når du har kogt den sidste gulerod eller brugt den sidste ært, kan posen sorteres som blød plastik.
Poser fra pasta, ris og kartofler
Pasta og ris kommer oftest i plastikindpakning. Når posen er tom, så aflever den som blød plastik. Det samme skal du gøre med den pose, som kartoflerne kom i. Var kartoflerne i en pose, som består af både plastik og papir, må den desværre ende sit liv i det brændbare husholdningsaffald.
Bæreposen
Når du har brugt din bærepose igen og igen, og hanken måske er ved at slippe eller posen efterhånden er tyndslidt, så smid posen ud sammen med den bløde plastik, hvis I sorterer til blød plast i din kommune. I mange kommuner skelner man ikke længere mellem blød og hård plastik, og så kan posen blot smides ud med plastikaffaldet. Når du sender en pose til genanvendelse, kan posen genbruges til at lave ny plast af.
Emballage fra kontaktlinser
Bruger du kontaktlinser, kommer de typisk i en lille plastikbeholder med folie over. Er folien af plastik, smider du hele emballagen i plastikaffaldet. Er ”låget” af metalfolie, så tag det af, inden du smider underdelen til plastaffald.
Låget fra smørbakken
Låget fra smør, blandingsprodukter og margarine er af plastik og skal smides ud med plastikaffaldet. Kig på bægeret for at se, hvilket materiale, det er lavet af. Nogle slags smør kommer alene i en plastikbakke, andre kommer i en bakke af plast og pap, der kan deles, mens andre igen leveres i emballage, der ikke kan skilles ad. Er bægret er en blanding af pap og plast og skal det smides ud med det brændbare husholdningsaffald. Vær i øvrigt opmærksom på, at mælkekartoner i øvrigt skal sorteres som plastik i mange kommuner.
Gummistøvler og regntøj
Når gummistøvlerne ikke er tætte længere eller regntøjet er godt slidt, så tag det med på genbrugsstationen. Mange gummistøvler og meget regntøj indeholder PVC eller andre plastiktyper, som ikke må smides ud med resten af plastaffaldet eller sammen med tekstiler, men sagtens kan genanvendes, hvis de sorteres korrekt.
Kan du ikke selv se på mærket i tøjet, hvad det indeholder, så spørg en medarbejder på genbrugscenteret.
Køkkenredskaber
I dine skuffer er der sikkert masser af eksempelvis røreskeer og knive. Når du ikke kan bruge en røreske af plastik mere, skal den selvfølgelig smides ud til plastikaffald. Vær opmærksom på, at nogle plastikredskaber i køkkenet kan være lavet af PVC - og de skal derfor afleveres på genbrugsstationen, når du ikke kan bruge dem længere.
Knive er af metal og skal smides ud med metalaffaldet.
Net fra løgene
De gule net, som de almindelige løg kommer i, kan genanvendes, hvis du smider det ud som blødt plastik. Det samme kan de rødlige net, som emballerer rødløg.
Potteplanter og afklip fra blomsterbuketten
Når potteplanten går ud, når du skifter jord, eller når du klipper det yderste af stilkene på blomsterbuketten, har du affald, der nemt kan formuldes. Har du din egen kompost, så læg affaldet fra blomster, planter og jord der – alternativt kan du aflevere det som haveaffald enten på genbrugsstationen eller i spanden, alt afhængig af, hvilken ordning din kommune har.
Knust porcelæn og glas, der er slået i stykker
Man taber uvægerligt en tallerken eller vælter et glas, så der er skår i hele køkkenet.
Glas skal afleveres i glascontaineren, og skårede eller ituslåede tallerkener skal afleveres som farligt affald, så det kan sorteres af kommunens folk, så det kan genbruges i eksempelvis vejbelægning eller nye byggematerialer.
Toiletrullen og køkkenrullen
Når du har taget det sidste stykke papir, så husk at smide rullen fra toiletpapiret eller køkkenrullen ud som papaffald.
Husk at forskellen på papaffald og papiraffald er nem: Pap holder nemt sin form, når du har bøjet det - papir er nem at folde ud til sin oprindelige form, selvom du har foldet papiret.
Artiklen blev første gang bragt i efteråret 2019. Artiklen er opdateret i maj 2022.