Ferie: 11 gode lege til bilturen

Der er rig mulighed for at have det sjovt på bagsædet af en bil på vej på ferie. Og du behøver ikke pacificere børnene med en iPad. Prøv disse sjove lege, og få en hyggelig stund i bilen, hvor I måske oven i købet lærer hinanden bedre at kende og får grinet godt sammen. Både for børn og voksne.
Børn på bagsæde i bil

Det kan være enormt kedeligt at sidde på bagsædet hele vejen til Italien, men med gode lege går tiden lidt hurtigere.

1. Gæt et dyr

Her skal du tænke på et dyr og beskrive det for de andre, som så skal gætte, hvilket dyr du tænker på.

Eksempel: Dyret har fire ben. Det bor i Danmark. Det har en forening, der vil beskytte det. Hvis du kommer til at træde på det, gør det også ondt på dig selv. Det kan rulle sig sammen til en kugle. Det spiser snegle og kommer frem i skumringen. Det vejer omkring et kilo og har cirka 6000 pigge på ryggen.

Giv et hint ad gangen, og se, hvem der gætter først.

2. Rød bil

Kig efter røde biler, lastbiler, gule biler eller traktorer. Hver gang I får øje på et af de valgte køretøjer, får alle i bilen en rosin eller chokoladepastil. 

Til de større børn eller konkurrenceorienterede voksne kan man sætte et stopur og gætte på, hvor mange røde biler man ser i løbet af de næste 5 minutter. 

Den, der kommer tættest på, har vundet og må måske få lov at vælge, hvilken leg der nu skal leges.

3. Sammensatte navneord

Hjælp hinanden med at lave kæder af ord. Den første siger et navneord. Og den næste siger et ord, der er sammensat af det første ord plus et nyt ord.

Eksempel: Vand. Vandpistol. Pistolskud. Skudår. Årgangsvin. Vinbonde. Bondegård, og så videre. 

Se hvor lange kæder af ord, I kan danne.

4. Ønskekoncert

I dag har mange deres telefon koblet til anlægget i bilen og internetadgang, og derfor er det pludselig muligt at lytte til alskens sange. I denne leg skiftes I til at spille en sang for de andre. 

I kan aftale, at det skal være en sang, der har et minde knyttet til sig. Så kan I lytte til sangen og derefter fortælle om jeres sangminde.

Hvis I har internetradio, kan I også lege 'Gæt et land'. Hvor en sætter en kanal på fra et eksotisk land, og så skal de andre gætte på, om det er bulgarsk, finsk eller namibisk radio.

5. Rundesang

En rigtig bilklassiker er rundesang. I skal skiftes til at vælge en sang, I skal synge sammen. 

Mellem hver fællessang synger man: Rundesang, rundesang, Sofia synger den næste sang. Rundesang, rundesang, Sofia synger den næste sang (hvis ikke, der er nogen i bilen, der hedder Sofia, bruger man selvfølgelig jeres egne navne).

6. Tal i hold

Man skal være mindst 3 til denne leg. De 2 finder en kendt person, som de sammen skal forklare de resterende i bilen, hvem er. De 2 skiftes så til at sige ét ord og skal sammen danne sætninger, der fortæller, hvem den kendte person er.

Eksempel: Hun. synger. om. kærlighed. og. hun. har. platinblond. hår. Punktum. Countrymusik. er. det. bedste. hun. ved.

Denne leg kræver, at I enten kan hviske sammen 2 og 2, eller at I kan skrive en seddel, som I viser til en af de andre. Så det kun er 2 i bilen, der ved, at det er Dolly Parton, I skal få de andre til at gætte. 

Man kan også lege legen, hvor man i stedet for personer skal gætte begreber eller ting.

7. Alfabetsangleg

En i bilen siger alfabetet for sig selv inde i hovedet, en anden siger stop. Så skal den, der talte, sige, hvilket bogstav hun er kommet til. Nu handler det om at være den første, der finder en sang, der begynder med det bogstav.

Eksempel: A kunne være Ali bali, ali bali bi, luk nu dine øjne i … som er de første linjer iStorkespringvandet.

8. Gæt et familiemedlem

Tal som et af jeres familiemedlemmer, og få de andre til at gætte, om det er farmor, mormor eller kusinen fra Jylland, I imiterer. 

Prøv både at lave din stemme om og sige ting, som det pågældende familiemedlem ofte siger.

9. Gruppefortælling

I denne leg skiftes I til at sige en sætning og fortælle en fælles historie.

Eksempel: Nu skal I høre historien om Ib. Ib var en glad lille pingvin. Han boede ikke på Sydpolen, men i Slagelse. En dag følte Ib sig meget lækkersulten ...

Hvis I er en familie, som er mestre i rim, kan I aftale, at hver sætning skal rime den foregående.

Eksempel: Der var engang en kat. Den gik altid med hat. Den spiste ofte spinat og bulgur. Den havde hentehår og gik med guldur.

10. Gæt en melodi

Her handler det om at nynne eller fløjte en melodi, som de andre skal gætte. I den lidt mere avancerede version skiftes I til at lytte til musik i høretelefoner, og nynne den sang, I hører.

11. Fang nummerplader

I denne leg kan føreren af bilen ikke være med. Hver person vælger 3 tal og skriver dem ned på et stykke papir. Nu går det ud på at fange så mange af sine valgte tal som muligt.

Eksempel: Har du skrevet et 4-tal på din liste, får du et point hver gang, du ser et 4-tal på en modkørende bils nummerplade.

krydsord

Læs mere om