Guide: Sådan gør du bilen ren indvendigt
Start med at rydde ud i bilen
Bilen er ude af garagen, dørene er åbne, og nu skal du i gang med at gøre bilen ren. Der er masser af steder, der skal gøres rene, og det kan være uoverskueligt at finde ud af, hvor man starter.
Det nemmeste er dog at starte med at få ryddet ud i bilen. Væk med skrald, papir, tomme flasker og så videre. Husk også bagagerummet, handskerummet og under sæderne, hvor man tit glemmer at kigge efter.
Sortér gerne skraldet i poser eller spande, så du ved, hvad der skal til genbrug, hvad der er pant, og hvad der bare skal smides ud.
Ting, der skal blive liggende i bilen, skal også ud. Hvis du vil have et par fif til, hvordan du holder styr på småting som eksempelvis kuglepenne og mønter i kopholderen, kan du klikke her.
https://samvirke.dk/artikler/sadan-holder-du-styr-pa-dine-ting-i-kopholderen
Tør overflader af med sæbevand
Når ting og sager er ude af bilen, kan du begynde at tørre instrumentbræt, midterkonsol, rat, handskerum og passagersiden af. Lav en blanding af varmt vand og sæbe, og tør alle overfladerne af med en hårdtvredet klud.
Husk at tørre lommerne i døren og kopholderne af også. Hvis der ligger meget skidt som krummer i bunden, så brug støvsugeren til at tage det, men vent med at støvsuge hele bilen, til du har tørret hele bilen af.
Instrumentbrættet har ofte en plasticglasflade foran målerne. Den kan du køre over med noget glasrens, efter at du har tørret den af med sæbevandet. Så laver sæbevandet ikke streger på glasset.
Brug en tandbørste til trange steder
Det kan være svært at nå alle steder med kluden, så her er en tandbørste lige sagen. Den kan komme rundt om knapper, ned i riller og så videre. Du skal bare ikke bruge den til at børste tænder med bagefter.
Tandbørsten løsner skidtet på de trange steder, så du kan tørre det af med kluden bagefter. Lad bare skidtet falde ned på gulvet. Du skal alligevel støvsuge om lidt.
Tandbørsten er også glimrende til at fjerne skidt i syningerne på dine sæder, hvor den kan komme godt ned og skrubbe skidtet løst.
Rengør vinduerne
Vinduerne og bakspejlet skal selvfølgelig også gøres rene, og det er det tid til nu. Du skal blot bruge vinduesrens og en microfiberklud. Husk alle vinduerne – også de små i siderne bagtil og foran. Og soltaget, hvis du er så heldig at have sådan et.
Tid til at støvsuge
Nu er det tid til at støvsuge hele bilen. Ud med gulvmåtterne i bunden af bilen. Dem kan du støvsuge, efter at du har støvsuget hele bilen.
Støvsug gulv og sæder grundigt. Hvis du har et børstehoved til at sætte på studsen af støvsugerslangen, så er den rigtig god til at køre over midterkonsollen og ned på steder, hvor det ellers er svært at komme til at fjerne støv.
Husk at trække forsæderne tilbage, så du kan komme til under dem med støvsugeren.
Rens sæderne og luft ud
Til sidst kan du rense sæderne, hvis de trænger til det. Hvis du har lædersæder, kan du købe såkaldt læderrens, og hvis du har stofsæder, kan du bruge bagepulver, som du strøer ud over sædet. Lad det virke i lidt tid, og støvsug det derefter op. Bagepulveret fjerner eventuelle lugte, der skulle sidde i sædet.
Eftersom du har brugt rengøringsmidler, er det en god idé at åbne alle døre i bilen og lufte den ordentligt ud. Så slipper du for ubehagelige rengøringslugte, og du får en ordentlig omgang frisk luft ind i bilen på samme tid.
Kilder: WikiHow, Reader’s Digest, FDM