Få styr på papirerne til bilferien
Husk de rigtige papirer
En sammenbrudt bil i de schweiziske Alper eller en bil, der blev smadret i et trafikuheld, kan være en sur del af sommerferien. Og ferien kan blive besværlig, hvis du ikke har orden på bilpapirerne hjemmefra. De rigtige beviser kan nemlig sikre dig vejhjælp og transport, hvis skaden sker, når du kører i bil i udlandet.
Samvirke hjælper dig til at få styr på de vigtigste papirer, inden hjulene krydser grænsen. Men husk også selv at læse op på reglerne inden ferien begynder – reglerne er meget forskellige, især i de lande, der ikke er en del af EU.
Bilens registreringsattest
Husk at medbringe den originale registreringsattest på bilferien. Attesten er et bevis på bilens ejerforhold, og en fotokopi er ikke god nok. Du risikerer at skulle tilbage til Danmark og hente den.
Har du mistet din registreringsattest, kan du købe en ny på det lokale motorkontor hos Skat. En kopi af registreringsattesten koster 50 kroner.
I 2005 fik Danmark en ny type registreringsattest. Er din attest ny, kan du nøjes med at medbringe ”Del I”.
Det grønne kort
Det grønne kort, der også kaldes det grønne bevis, er et stykke papir fra dit forsikringsselskab og papiret er en garanti for, at du har en ansvarsforsikring på din bil. Har du ikke Det grønne Kort, skal du henvende dig i det selskab, hvor du har forsikret din bil.
Går bilferien til et EU-land, til Andorra, Norge, Schweiz, Island eller Kroatien, er det ikke nødvendigt at medbringe Det grønne Kort. Omvendt er der udtrykkeligt krav om, at du har medbragt det grønne kort, hvis turen går til: Bosnien-Hercegovina, Hviderusland, Makedonien, Moldavien, Montenegro, Serbien, Tyrkiet samt i Ukraine.
Myndighederne i for eksempel Rusland accepterer ikke et grønt kort, og du skal derfor købe en ansvarsforsikring ved grænseovergangene.
En campingvogn har ikke et grønt kort, men er dækket af bilens ansvarsforsikring.
Det røde kort
Hvis du har tegnet kaskoforsikring på bilen, skal du huske det røde SOS-kort. Kortet er altså et bevis på kaskoforsikringen.
Inden du kører på ferie, bør du læse i det røde kort, hvordan du skal forholde dig, hvis skaden sker.
Er køretøjet, campingvogn og anhænger kaskoforsikret, og er køretøjets tilladte totalvægt ikke over 3,5 tons, er du automatisk i besiddelse af en redningsforsikring. Samme dækning er der for kaskoforsikrede motorcykler, scootere samt registreringspligtige knallerter.
Forsikringen dækker hele Europa, i det tidligere Sovjet indtil Ural, samt i Israel, Marokko, Tunesien, Tyrkiet og Iran. Forsikringen dækker dog ikke i det land køretøjet er registreret i – det vil typisk være i Danmark. Forsikringen omfatter de personer, der rejser med køretøjet, dog ikke blaffere.
Sådan kan det røde kort dække:
• Hjemtransport af dig og familien
• Hjemkørsel af bilen
• bugsering og bjærgning til nærmeste værksted eller – hvis det er billigere – udgifter til vejhjælp på stedet
• dækning af uforudsete udgifter til hotelophold på ulykkesstedet
• dækning af udgifter til nødvendig lokalbefordring, mens køretøjet er på værksted
• fremskaffelse af reservedele, der ikke kan fremskaffes på stedet
• dækning af udgifter til udlejningskøretøj i op til 3 uger, hvis køretøjet ikke inden for 3 arbejdstimer efter ankomst til egnet værksted kan repareres – eller bringes i trafikforsvarlig stand. Denne dækning omfatter dog ikke forsikrede køretøjer med en tilladt totalvægt mellem 3,0 og 3,5 t
Internationalt kørekort
Nogle lande uden for EU kræver et internationalt kørekort, hvis du har længere ophold i landet og vil køre bil. Andre kræver internationalt kørekort, hvis du vil leje en bil. Umiddelbart bør du spørge på landets ambassade i Danmark, hvis du skal køre i bil uden for EU. USA accepterer generelt det danske kørekort, men bestil gerne et internationalt for en sikkerheds skyld.
Du skal henvende dig til din bopælskommune, hvis du skal have et internationalt kørekort. Husk altid at medbringe det almindelige kørekort også.