Besøgsbabyer bringer liv til plejehjemsbeboere

En grå onsdag eftermiddag i november foran plejehjemmet Johannesgården i Brønshøj sidder to babyer i uldtøj og elefanthuer og skutter sig bag barnevognskalecherne. De har deres barslende mødre med. I dag skal Valdemar og Valborg, der begge er knap 7 måneder, være besøgsbabyer hos de tre generationer ældre plejehjemsbeboere. 

I indgangshallen tager aktivitetsmedarbejder Jens Kastrup imod babyer, mødre, journalist og fotograf og får i samspil med mødrene sendt Valdemar og Valborg ud på to af plejehjemmets afdelinger, hvor plejehjemsbeboerne venter spændt på de små i fællesrummet – hvis de ellers kan huske, de får besøg. Valdemar vil gerne op i afdelingen på tredje sal.

»Dér er 92-årige Vera, som vi også mødte sidst. Hun var så begejstret for Valdemar og sagde med det samme »giv mig, giv mig«, mens hun instinktivt rakte armene ud efter min søn,« fortæller Valdemars mor, Lene Korsgaard, mens hun imiterer Veras ivrige arme.

Besøgsbabyordningen er et kommunalt tilbud til mødre og fædre på barsel, som findes på flere plejehjem i en række kommuner landet over. I Københavns Kommune, hvor Valdemar og Valborg er besøgsbabyer, er 15 plejehjem tilknyttet ordningen, som har kørt siden 2016. Hvor mange babyer, der besøger plejehjemmene, og hvor ofte, de kommer, varierer dog meget.

»Plejehjemmene administrerer selv ordningen, og der er forskel på, hvilke behov beboerne har, samt hvilke babyer og voksne der har meldt sig til besøgene. Nogle får besøg af en enkelt baby ad gangen, mens andre får besøg af flere babyer på samme tid,« fortæller Ursula Stockmarr, som er ansvarlig for besøgsbabyordningen i København.

For Valdemar og Valborg er det henholdsvis anden og tredje gang, de besøger Johannesgården, som har haft besøgsbabyer i 5 år med en lille pause under coronanedlukningen. Lige nu er de to de eneste besøgsbabyer på plejehjemmet, og de er et meget kærkomment indslag, understreger Jens Kastrup:

»Babyerne giver noget umiddelbar glæde til beboerne, og de vækker gode følelser og kan bringe behagelige minder frem om selv at være mor, tante eller søster. Når man sidder der med et lille menneske i armene, glemmer man desuden sin egen elendighed for en stund.«

Fra grin til gråd

På Johannesgården er Valdemar og Valborg i hopla denne onsdag eftermiddag. Valborg er endt i fællesrummet på afdelingen på første sal, hvor hun sidder på skødet af en af de kvindelige beboere. Valborg vifter med et lille, farverigt stykke legetøj medbragt hjemmefra, mens den ældre kvinde tydeligt begejstret pludrer på livet løs med den lille. De to mødtes også sidst, Valborg var på besøg, selvom kvinden påstår det modsatte. Flere af beboerne på afdelingen lider af demens i større eller mindre grad, og ifølge Jens Kastrup har besøgsbabyerne en helt særlig indvirkning på netop disse beboere.

»Jeg oplever tydeligt, at de bliver rolige i ansigterne og smiler, når de er i selskab med en besøgsbaby. Personer, der lider af demens, kopierer ofte ansigtsudtryk, så smilet hos moren og barnet bliver bragt videre til den ældre,« siger han. 

I fællesrummet afløses babysnakken af en intens hulken. Den kommer ikke fra Valborg, som man ellers kunne tro, men fra den kvindelige beboer, efter Valborgs mor, Sabine Surel, har spurgt ind til kvindens familie.

»Hun har aldrig været gift og har ingen børn,« forklarer Jens Kastrup, mens den ældre kvinde kysser Valborgs bløde pande. 

Lige så vel, som besøgsbabyerne kan bringe gode minder frem, kan de også vække svære følelser om en tid, en familie, et liv, der ikke helt var, som man havde drømt om. Heldigvis skal der ikke mange babysmil til, før stemningen på afdelingen på første sal er god igen.

Sabine Surel er ikke i tvivl om, at det var en god beslutning at lade Valborg blive besøgsbaby.    

»Jeg synes, det er fantastisk, at man kan vise det bedste man har frem og dele glæden med andre. Jeg håber, at jeg og Valborg får en relation til nogen, for så vil det give endnu mere mening,« siger hun.

Et magisk møde mellem generationer

På afdelingen på tredje sal er Valdemar tilbage i 92-årige Veras arme. Mor, Lene Korsgaard, er lidt bekymret for Veras fine perlekæde, som er et oplagt mål for små babyfingre, men heldigvis er Valdemar fuldt optaget af hendes spraglede skjorte. Lene Korsgaard sidder tæt op ad de to med en hånd parat til at gribe drengen, skulle Veras arme svigte.  

»Der sker noget magisk, når starten og slutningen af livet mødes på den måde, og det varmer at se den glæde, han giver andre. Valdemar bliver også stimuleret af at besøge de ældre, så det er jo win-win,« siger hun.

Ligesom Sabine Surel er Lene Korsgaard allerede blevet utroligt glad for at besøge Johannesgården med Valdemar på trods af, at det kun er anden gang for deres vedkommende. Hun var ellers i tvivl om, hvorvidt Valdemar var gearet til at være besøgsbaby, da Sabine Surel i første omgang fortalte hende om konceptet over en kop kaffe i deres mødregruppe.

»Jeg troede ikke troede, min baby ville være god til det. Jeg troede, han skulle præstere, altså være glad og overskudsagtig og have nogle faste rutiner, så vi kunne lave klare aftaler med plejehjemmet. Men det var bare min egen forestilling om, at det hele skal være perfekt, og i virkeligheden foregår besøget 100 procent på de smås præmisser.«

Sidste gang var Lene Korsgaard og Valdemar kun på plejehjemmet i 15 minutter, hvorefter Valdemar havde brug for en lur. Alligevel var besøget det hele værd. 

»Det, jeg fornemmer hos de ældre, er, at når de holder babyerne, ser de sig selv som omsorgspersoner i stedet for se sig selv som dem, der skal drages omsorg for. De oplever, at de kan få babyen til at smile, fremfor at der kommer en medarbejder på plejehjemmet og forsøger at få dem til at smile. Rollerne er byttet rundt. Det er livsbekræftende at se, og jeg tror, det er det, der giver dem den her gnist i øjnene,« fortæller Lene Korsgaard. 

Besøget styrker babyerne

Efter en times tid på afdelingerne mødes vi, hvor vi begyndte. Trætte babyer, glade mødre, journalist med notesbog og fotograf med kamera fyldt op af babylykke. I et hjørne er sat kaffe, te og brunkager frem, og her afsluttes besøget på Johannesgården sammen med Jens Kastrup til en snak om sælbamser, dyrestatuer i plejehjemsgården og døden, som naturligvis også indfinder sig på Johannesgården fra tid til anden. I baggrunden pipper en god snes undulater fra et stort fuglebur. Og minsandten om ikke en af beboerne fra afdelingen på tredje sal kommer forbi og hilser på babyerne igen. Måske var det ikke helt tilfældigt, at hendes gåtur slog vejen forbi her.   

Sabine Surel og Lene Korsgaard har allerede planlagt deres næste besøg på Johannesgården, men de forsikrer om, at de ikke blot er her, fordi de keder sig og forsøger at få barseltiden til at gå.

»Vi gør det ikke for at udfylde tiden, for vi har masser andet at tage os til,« siger Sabine Surel, som bliver suppleret af Lene Korsgaard:

»Jeg kunne aldrig finde på at bruge min tid på noget, som ikke gav min søn noget. Han skal vokse op og blive en god velfærdsborger, og derfor er det mit pejlemærke, at de ting vi laver, er noget, der styrker ham.« 

Begge mødre er overbeviste om, at mødet med de ældre plejehjemsbeboere, der giver masser øjenkontakt, opmærksomhed og skaber tillid til andre mennesker, er sundt for deres børn. Derfor er de også overraskede over, at der ikke er mange flere barslende, som tager imod tilbuddet om at lade sin baby være besøgsbaby. De peger på, at en bedre organisering og mere information, for eksempel fra de kommunale sundhedsplejersker, måske kunne være en måde at få flere forældres øjne op for besøgsbabyordningen.