8 slags vaskemiddel: Fuldt angreb på snavs
Blåt = rent
Mange vaskemidler og rengøringsmidler er blå eller blålige. Farven er tilsat og har ingen funktion. Hjernen forbinder nemlig blå med renhed, og derfor vælger man ubevidst hellere et blåt vaskemiddel end et rødt eller gult. Den blå farve tilsættes også til de koncentrerede vaskepulvre. Her farves en del af vaskepulveret med blå farve, inden det blandes sammen med resten af de hvide pulver.
Enzymer spiser pletterne
Enzymer er en af grundene til, at man kan vaske rent ved lave temperaturer. Enzymer nedbryder pletter på tøjet, og hvert enzym har sin særlige funktion. Typisk har vaskemidler 4 enzymer, der fjerner pletter som: græs/blod, fedtstoffer, ketchup/sukker og støv/mudder. Nogle vaskemidler indeholder også enzymer, der kan fjerne pletter fra frugt og grøntsager, og et enzym, der kan fjerne pletter efter majsstivelse, der er en typisk ingrediens i for eksempel dressing og is.
Flydende eller pulver?
Flydende vaskemiddel og vaskepulver vasker stort set lige rent – dog har vaskepulver en fordel, når det gælder hvidt tøj. De iltbaserede blegemidler fungerer nemlig ikke i flydende vaskemiddel. Skal du vaske ved lave temperaturer, så vælg flydende vaskemiddel – især hvis vasketiden er kort. Det kan tage lidt tid at opløse vaskepulver i vandet.
Husk at dosere rigtigt
Den største miljøbelastning fra vaskepulver kommer hverken fra transporten eller produktionen – belastningen sker, fordi vi stoler på øjemålet og dermed doserer forkert. Vaskemiddel bliver mere og mere effektivt, så husk jævnligt at tjekke, hvor meget du skal bruge.
Danskerne foretrækker flydende vaskemidler*
40% foretrækker vaskemiddel i pulverform - 60% foretrækker flydende vaskemiddel
*målt på fordeling af salg i 2020. Specialvaskemidler – for eksempel til sort tøj eller til uldvask - findes især som flydende og er
IKKE medregnet.