Interview: Anna Lin om frygten for at fylde for meget og om at turde stå ved sig selv

Tarotkort og techno-krammer-negle

Hun er ved at få lavet sine techno-krammer-efterårsnegle, da et tarotkort falder på gulvet og lander med forsiden opad. 
”Whoops!” siger en kvinde i fuld denim ved nabobordet, der også er ved at få lavet negle – designet ud fra et andet tarotkort, hun selv har trukket fra dækket.
”Det er Ace of Wands. Det er jo, ehm, ild og nye begyndelser.”
”Er det til mig?” spørger Anna Lin.
”Ja.”
”Du channelede min energi, og så kom Ace of Wands flyvende ud.”
Meget passende er det 1. september, en årstid er slut, og en ny er begyndt. Vi sidder i Miku Studios i et kælderlokale på Amager, hvor der er kunstige planter i loftet og små japanske charms på hylderne. Her har Anna Lin fået lavet sine negle omtrent en gang om måneden de sidste fire år.
”Og det er mine egne negle,” indskyder hun over den hvinende lyd, der fylder rummet, når neglekunstneren filer på de lange, shellac-forstærkede negle på Anna Lins højre hånd. Den anden har hun fri, og med den skal hun optage en scene til sin podcast.

En menneskelig chat

Podcasten hedder ’Chat med Anna Lin’ og er ”en form for blød AI-aktivisme”. Ideen opstod, fordi hun oplevede, at foruroligende mange var begyndt at betro sig til ChatGPT med deres personlige dilemmaer.
Nu kan man i stedet skrive til hende. Ikke fordi hun ser sig selv som en guru, men fordi hun har erfaret, at de fleste ting bliver mindre farlige, når de bliver sagt højt. Ofte, mener hun, har den, der spørger, mere brug for at høre et andet menneskes tanker end for at få at vide, hvad der er rigtigt og forkert. Måske er det faktisk sådan, at man først for alvor kan mærke, hvad man selv vil, når nogen foreslår det modsatte.
”Bliv ved med at bede folk om at være noget for dig,” opfordrer hun. Det gør hun også selv. Når hun har mikrofonen med sig rundt, kan venner og bekendte blive inddraget i besvarelser af spørgsmål som: Hvordan bliver jeg mere selvsikker med cykelhjelm? Hvordan slår jeg op med min kæreste? 
Især spørgsmål om kærlighed fylder i indbakken, fortæller hun og fremviser en alenlang note på sin telefon.
I dag har hun udvalgt et spørgsmål til Alma, der laver hendes negle. Alma er selv droppet ud af gymnasiet, så Anna Lin har en formodning om, at hun vil have noget at sige til en lytter, der overvejer at gøre det samme.
Hun beder om at få musikken slukket.
”Er du klar til at være menneskelig chat?”
”Måske. Jeg vil gøre mit bedste.”
”Jeg har lyst til at droppe ud af gym og følge mine urealistiske drømme …,” læser Anna Lin op.

Introen til programmet har hun optaget hjemme i sin toværelseslejlighed i Københavns Nordvestkvarter. Ofte bliver udsendelserne, der udkommer hver søndag morgen, til en slags ’en dag i Anna Lins liv’. Hun kunne også have valgt at lave det som et klassisk samtaleprogram, måske endda med en kendt gæst, men den slags podcasts findes der allerede så mange af. I øvrigt, siger hun, er ’Chat med Anna Lin’ indtil videre stadig et hobbyprojekt. Der er ingen sponsor, til gengæld er hun begyndt at blive hyret til at lave programmet live. Som nu på lørdag, hvor hun skal sende under Aarhus Festuge. 
”Jeg kan godt lide, at den her podcast ikke er lavet, fordi jeg skal tjene penge på den,” siger hun fra den lilla prinsessestol i neglesalonen, hvor hun sidder iført læderstøvler, grå sweatshorts og en lyserød ternet skjorte. 
”Det er bare noget, jeg har lyst til at lave. Sådan har jeg det generelt i mit arbejdsliv. Så længe det hele løber rundt, vil jeg gerne skubbe det lidt i baggrunden, om jeg tjener penge på ting eller ej. Og det fungerer. Når jeg har tænkt over, hvad jeg gerne selv vil høre, se, konsumere, så har jeg lavet det, og så har det fundet et publikum.”

Frihed betyder også frygt 

Ved siden af optager hun for tiden en programserie til DR, hvor hun sammen med komikerne Heino Hansen og Mads Holm skal kåre Danmarks femtefedeste by. Her skal hun, modsat i podcasten, hverken udvikle konceptet eller klippe optagelserne sammen bagefter. Hun skal bare møde op og være Anna Lin.
Kort sagt er det dét, hun har bygget sin karriere på. Som vært på ’Ultra Nyt’, ’MGP’, ’Døm vores forhold’ og ’Kender du typen?’ har hun taget sin personlighed med ind i programmerne, og i ’Anna Lin har det fint’ fra 2023 gik hun sågar i terapi for rullende kameraer. 
Selv når den 30-årige tv-vært stiller sig til rådighed for andres spørgsmål i ’Chat med Anna Lin’, er det også et indblik i hendes eget liv. 
Hun oplever, at det har sat hende fri at fortælle verden, hvem hun er. Men hun kender også udmærket frygten for, at folk skal synes, hun er latterlig og bare skal holde sin kæft. Den går længere tilbage end hendes tv-karriere. Og når det er én selv, man lever af at vise frem, er der jo heller ingen rolle at lægge fra sig, hvis nogen synes, at man fylder for meget.

Et arbejdsliv drevet af interesser 

At man kan indrette et arbejdsliv efter sine interesser, har Anna Lin lært hjemmefra. Hendes mor er freelancefotograf for alt fra fagforeninger til ugebladet Hjemmet, hendes far alternativ behandler med egen klinik længere nede ad vejen. Når moren tog på arbejde, var der hver dag noget nyt, hun skulle ud til, og noget nyt at fortælle, når hun kom hjem. Hun kunne også rykke rundt på arbejdstiderne, så familien kunne spise morgenmad sammen, og det gjorde de hver dag. 
Hjemme hos Anna Lin var der hjemmebagte boller, yoghurt, blødkogte æg, te og juice på morgenbordet hver dag, ”næsten som i de amerikanske film, hvor de griber et æble på vej ud ad døren og råber: ’Bye mom!’”
Familien boede i et hus i Odense med en gammel, rusten havelåge, der altid stod åben. Huset havde ’fregner’, som Anna Lin kaldte det, fordi størstedelen af de røde mursten var spartlet over med cement, så kun nogle stak frem. Da forældrene blev skilt, malede hendes mor det senere hvidt. Hun, Anna og hendes to år ældre storebror blev boende i nummer 17, mens faren flyttede ned i nummer 27. Familien fortsatte med at holde jul sammen, og forældrene gjorde et nummer ud af stadig at kalde hinanden far og mor, ikke Lars og Heidi. 

Vokset op foran kameraet 

Pga. morens arbejde er Anna Lin vokset op med kameraer. Det sorte øje, som kan gøre andre forlegne, var hendes mors arbejdsredskab, og Anna Lin trådte selv helt naturligt ind foran det. Hun ville gerne i Prinsessebladet, hvor læserne kunne få trykt billeder af sig selv klædt ud som Disney-prinsesser. Moren hjalp med at arrangere billederne: Anna som Ariel i et bassin, Anna som Belle i en grøn busk. 
Moren, der befandt sig bedst bag kameraet, havde forestillet sig, at hun ville få en datter, der lignede hende. I stedet fik hun en pige, der ville synge, danse og spille teater. Som 10-årig fik Anna Lin en hovedrolle efter at have gået til teater i to måneder. Moren var den mest nervøse i salen, mens datteren bare glædede sig over, at hun skulle være med i alle scener.
Til hendes konfirmation gav moren hende så et lod på et halvt kilo. Det skulle minde hende om, at hun nogle gange havde godt af at bevare jordforbindelsen. 
Anna Lin har det endnu, stående i vindueskarmen i sin stue.
”Det er hendes kærlighedssprog, men det er egentlig ikke det, jeg har brug for,” siger hun. 
”Jeg har aldrig faldet og slået mig så meget, at det var nødvendigt, at jeg blev beskyttet mod verden.”                      

I skolen var hun ”venner med alle, men ingens førsteprioritet”. Nogle dage var hun inde i varmen, andre dage blev hun ignoreret og ikke inviteret med til sleepovers. Hun havde svært ved at forstå reglerne for, hvem man kunne være venner med, og hvorfor det også skulle indebære, at man holdt andre ude. Når nogen forklarede hende, hvad problemet var, lød det ofte: Hun fyldte for meget.
”Jeg har bare været mig, og så er der nogle, hvis oplevelser har været, at det har larmet. Men jeg ved, at jeg aldrig har overdøvet nogen,” siger hun.

Et bytte på gymnasiets hardcore savanne

Til teater fandt hun sine rigtige venner, og i de sidste folkeskoleår fandt hun dem også i Eventyrhaven i Odense, hvor unge fra forskellige skoler hang ud. Hun gik i genbrugsjakker og Dr. Martens, havde en bandana i håret og på et tidspunkt et kassettebånd om halsen. Her var der andre, som lignede hende og også lyttede til Red Hot Chili Peppers, Arctic Monkeys, Bon Iver og Frank Ocean.
”Jeg var sådan en 14-årig, der havde fundet ud af, hvordan de optimistiske hipstere i London så ud,” husker hun.
Omtrent samtidig begyndte hun at blogge. Lagde fotos op, skrev om sine tanker og viste indimellem sit tøj frem. Bloggen gav hende venner andre steder, bl.a. en veninde i Fredensborg, som hun også lærte at kende i virkeligheden.
På Viby Efterskole, hvor hun dyrkede musik, dans og teater, lavede tre af hendes venner en anden blog. Her lagde de parodier på hendes indlæg op. 
Det var for sjov, og Anna Lin lo med, men oplevede også en fryd hos de andre ved at pille hende ned. Måske, tænkte hun, satte de i virkeligheden ord på, hvad andre tænkte. Så inden hun skulle starte i gymnasiet, besluttede hun at slette sin blog. Hun orkede ikke igen at begynde et nyt sted som ’hende med bloggen’.
”Jeg har megameget omsorg for Anna, der tog knæbeskyttere, cykelhjelm og et lille skjold på for ikke at være det mest åbenlyse bytte, når hun trådte ind på gymnasiets hardcore savanne,” siger hun. 
Og derfor valgte hun at tone sig selv lidt ned.
”Eller gjorde jeg?” spørger hun sig selv.
Hun skilte sig stadig ud, siger hun, og fik også nogle slag for det – som da hun på studieturen til Firenze ikke måtte komme med de andre piger ud at spise. 
Men det var ikke kun bloggen, hun droppede. Hun lod til sin fortsatte ærgrelse også være med at gå til audition på skolens musical. Folk i Odense vidste, at hun havde spillet teater. Hvis hun ikke fik en rolle, kunne de sige, at hun åbenbart ikke var så dygtig alligevel. Hvis hun fik en, kunne de sige, at hun altid skulle optræde.
”Men der var jo ikke nogen, der takkede mig for ikke at gå til audition.”

Backpackertur og et lille stød

Vi sidder i Anna Lins stue knap en uge efter vores første møde i neglesalonen. Ude i køkkenet kører vaskemaskinen, der får hele lejligheden til at ryste, når den centrifugerer. Væggene er en mellemting mellem rød og den pink farve, hun gerne ville have haft på barndomsværelset. Moren talte hende fra det, fordi hun mente, at datteren ville blive træt af det, og da værelset i stedet skulle males hvidt, blandede hun lidt rød maling i og overbeviste Anna Lin om, at væggene så blev en smule lyserøde. Det hjalp også at trække det lyserøde gardin for.
”Men jokes on her, for min yndlingsfarve er stadig lyserød, som du kan se,” siger Anna Lin og peger rundt.
Efter gymnasiet tog hun på backpackertur til Australien. Her opdagede hun, hvor let hun kunne få venner, når ingen kendte hende på forhånd. En gruppe drenge inviterede hende med på roadtrip. Hun havde ikke kørekort, men de ville gerne have hendes energi med.
I sin rejsedagbog skrev hun, at vennerne derhjemme nok ville stille spørgsmål til den version af hende, der kom tilbage. Det måtte de bare acceptere. Hun havde rystet nogle begrænsninger af sig.
Et halvt år efter hjemkomsten søgte hun ind på DR’s talenthold. Hun var 20, arbejdede på kaffebar og drømte om at lave ”noget med medier”. 
Ansøgningen bestod af en video, hvor man skulle fortælle, hvad man havde fortrudt i 2016. Anna Lin syntes, det havde været hendes bedste år. Hun var flyttet til København, var blevet dygtig som barista og havde rejst.
Så i sin ansøgningsvideo satte hun sig i morgenkåbe og lod sin papfar sætte elektroder på sig. Hen over billederne forklarede hun i en følsom speak, hvor meget året havde givet, og at hun hellere måtte nå at gøre noget, hun kunne fortryde, når nu det var den opgave, DR havde stillet. Til sidst talte papfaren ned og gav hende et lille stød.

Bløde spidse albuer på DR

På Talentholdet var hun først forbi P3 og siden ’Aftenshowet’, hvor hun opdagede, at hun var god til at gå hen til fremmede med et kamera og få dem til at fortælle. Men forløbet på DR varede kun to år, og undervejs skulle hun helst finde en afdeling, der ville give hende arbejde bagefter. Hver dag føltes som en jobsamtale.
Hun tog to måneder til Aarhus og kom i praktik på ’Ultra Nyt’. Redaktionen var en velsmurt, travl maskine, men hun opdagede, at ingen havde overskud til at lave indhold til YouTube-kanalen. 
Her var børnene allerede, så hun begyndte at lave sine nyhedsindslag, så de også kunne fungere som selvstændige videoer. De var mere legende end de klassiske nyhedsindslag (”Her i 6. B er der balloner – klip – konfetti – klip – og god stemning – klip”), og hun stillede sig selv foran kameraet. Ingen havde bedt hende være YouTube­-vært, men cheferne bemærkede det og spurgte, om hun ville være vært på et program – og dermed stoppede hun på Talentholdet et år før tid.
”Jeg kalder det bløde spidse albuer,” siger hun. 
”Fordi jeg tog en plads, men jeg tog den ikke fra nogen.”
Efter to år som vært på ’Ultra Nyt’ sagde hun op. Hun var så glad for jobbet, at der måske aldrig ville ske noget nyt, hvis ikke hun selv gjorde noget. Så hun flyttede fra Aarhus, begyndte at pitche egne programmer og blev et halvt år senere inviteret til casting på ’Kender du typen?’.
”Og så har jeg arbejdet freelance lige siden,” siger hun. 
”Eller friilaarns, som min mor ville sige på fynsk.”

Anna Lin siger, at hun ikke på noget tidspunkt har truffet en bevidst beslutning om at blive en offentlig person. Opmærksomheden er blot fulgt med det, hun havde lyst til at lave.
”Og jeg er ikke så bange for folks blik. Det finder mig. Men jeg har kogt ned, hvad jeg godt kan lide at lave. Jeg er historiefortæller og skaber fællesskab. Nu er det så på tv, men jeg kunne undervise i kaffebrygning eller være rundviser på et museum og få stillet de samme behov.”

Kåret som årets forbillede, der sætter fokus på mental trivsel

På væggen bag hende hænger et af morens fotografier fra halbal i provinsen. På en reol i hjørnet står ’Årets forbillede’, som hun modtog til TV 2 EchoPrisen i 2024 for at være ”en generations stemme, der sætter fokus på mental trivsel og det at være tro mod den, man er.”
Da Anna Lin fik prisen, forestillede hun sig, at hun kunne kigge på den, når tvivlen meldte sig, og vide, at hun havde gjort noget godt. At hun godt måtte være der, selvom nogle måtte synes det modsatte.
”Men det skete jo ikke, fordi det var jo ikke den ydre accept, jeg havde brug for,” siger hun i dag.
Først bagefter kunne hun se, hvor meget hun i den periode havde målt sig selv gennem andres blik. Hun havde givet nogle anonyme stemmer plads til at så tvivl om hendes ret til at sige noget og hendes ret til at drømme.

Terapi for åben skærm 

Året før havde hun i ’Anna Lin har det fint’ ladet kameraerne følge med i terapi. Ideen var opstået, efter at DR havde bedt hende udvikle et program til unge på hendes egen alder. Hun var 26 og sad i et iltfattigt mødelokale, da hun foreslog, at de talte med dem, programmet skulle handle om. Så de inviterede unge til workshops med plancher, papir og gruppearbejde.
En af deltagerne spurgte, om Anna Lin kunne finde på at dele det, hvis hun havde en dårlig dag. 

Det lille hvis overraskede hende. Kunne nogen virkelig forestille sig, at hun aldrig havde en dårlig dag?
Hun foreslog selv at filme et terapiforløb og bruge de emner, der kom frem, til samtaler med andre unge. 
Ensomhed, følelsen af at være forkert, ting fra barndommen, som man kunne have svært ved at tale om, fordi det føltes egoistisk at sidde og fortælle om sig selv.
Hun gjorde sig ikke mange overvejelser om, hvor meget hun dermed gav adgang til. Hun så programmerne, da de kom ud, men har ikke haft behov for at gense dem. Lige nu tror hun heller ikke, det ville være rart.
”Jeg fortryder ikke, at jeg gjorde det, men ja, det var fucking real. Og det ved jeg, var mega gavmildt af mig. Jeg ved ikke, om det var for gavmildt.”
I programmet fortæller hun bl.a. om sin frygt for, at andre skal synes, at hun er for meget, og om en papfar, som hun gennem 10 år oplevede ikke kunne lide hende. Terapeuten foreslår, at den kritiske stemme, hun stadig hører indeni, kan komme derfra. 
Jeg spørger, hvordan hun i dag har det med at have fortalt så intime ting om sig selv og sin familie.
”Jeg har det fint med det. Også fordi det må godt være hårdt. Og jeg har ikke travlt med at være perfekt. Jeg synes egentlig, at jo mere jeg fortæller verden om mig selv, jo mindre skam føler jeg også forbundet med alt det, der på et tidspunkt føltes skamfuldt.”
Det var, som hun har erfaret, mere sårbart, dengang oplysningerne var hemmeligheder.
”Det fjerner skam, når man tager det, man troede skulle være tanker for sig selv, ud i lyset. Næsten som en vampyr, der kommer ud i lyset og bliver opløst.”

Vil inspirere andre til at være sig selv 

Når Anna Lin i dag siger, at hendes arbejde er at være Anna Lin, ved hun, at det nemt kan misforstås.
”Straks kan man høre janteloven: Ej, du kan da ikke bare sige, at dit arbejde er at være dig? Alene det at owne den sætning i det her interview … Det er der også en bagside ved. For jeg kan ikke være sikker på, at folk møder mig med den kærlighed, som jeg selv sender ud.”
Det er hårdt at få hate, som hun siger. Men der er mindre af det, end det nogle gange har fremgået af interviews. Og hun tager gerne de slag, der måtte komme, hvis det kan inspirere andre til at være sig selv.
Hvad gør du for at passe på dig selv?
”Jeg hygger mig. Og passer på mig selv ved ikke at have skabt en forretning, hvor jeg er økonomisk afhængig af at skulle tage jobs, jeg ikke har lyst til. Jeg dyrker yoga og skriver dagbog hver dag. Jeg passer på ikke at være for meget i mit hoved og fortæller folk, hvordan jeg har det.”
Anna Lin har ingen regelbog for, hvad hun deler med omverdenen, men har efterhånden lært, at hun kan fortælle meget uden at vise sit beskidte undertøj frem. 
Hun vil gerne kunne tale frit med sine venner på en bodega uden at være bange for, at nogen overhører det, men hun behøver ikke selv stille sig op og fortælle alt til alle for at kunne påstå at være autentisk. Og selvom prisen på reolen kalder hende en generations stemme, har hun ikke lyst til at tale på andres vegne.
”Man kan ikke lave et generationsportræt, men man kan lave millioner af individportrætter og så på den måde blive klogere på generationen,” siger hun.
Hun har dog en idé om, hvor hendes generations villighed til at vise sig frem kommer fra. De er vokset op med indblik i hinandens teenageværelser. Hun tænker tilbage på at oprette en blog med nul læsere og fortælle om sine tanker, og hvordan det føltes, da nogen svarede. Men muligheden for at spejle sig i hinanden har også gjort det nemmere at se alt det, man ikke er.
”Meget af det, som bliver forklædt som selvkærlighed på sociale medier, er i princippet bare forbedring. Og under det ligger en grundpræmis af, at du egentlig ikke er god nok, som du er.”
Omvendt synes hun heller ikke, at man bare kan bede unge være ligeglade med deres skæve næse eller med, at de ikke kan komme ind på universitetet. Udseende og præstationer giver reelle fordele, mener hun. Presset er ikke kun noget, de har fundet på inde i deres hoveder.
Men tror du, der er en fare for, at det at være autentisk og sårbar blot bliver endnu en ting, man skal lykkes med?
”Ja. Man må ikke føle, at man lyver, fordi man dækker en bums. Du skal ikke dele ud af alt for at være ægte. Der må godt være ting, du bare har for dig selv. Og der kan være noget farligt i fortællingen om, at du kun kan være et ægte, autentisk menneske, hvis du ikke er bange for at vise noget. Jeg synes, det er o.k. at passe på sig selv på samme måde, som jeg slettede min blog inden gymnasiet. Man kan alligevel aldrig være helt autentisk. Alt er en oversættelse, og a lot can get lost in translation.”

Fejring af 2.222 dage i træk med tysk på Duolingo

På Lygtens Kro har Anna Lin skiftet til en zebrastribet kjole. Det er om aftenen efter mit besøg i neglesalonen, og hun har inviteret sine venner ud at spise for at fejre 2.222 dage i træk med tysk på Duolingo. Værtshuset i Nordvest serverer bratwurst med sauerkraut, også i en vegansk version, som Anna Lin bestiller.
Hun begyndte at lære tysk under corona, mens hun havde travlt på ’Ultra Nyt’. På Instagram så hun andre bage og hækle og tænkte, at hun ville være den eneste, der kom ud på den anden side uden at have lært noget nyt. Siden har hun flere gange stået på klubber lidt i midnat og lige akkurat bevaret sin streak.
Dagens øvelse har hun gemt, så tallet kan komme frem på skærmen, mens de er samlet. Appen gør ikke noget ud af 2.222, men derfor kan hun jo godt selv gøre det. 
Hun kan lide at fejre ting. Da hun havde levet i 10.000 dage, holdt hun en fest, hvor gæsterne kunne blive fotograferet med en figur af hende i fuld størrelse. Da hun nåede 2.000 dage med tysk i januar, åbnede hun en mate-drik og skålede for sig selv.
Vennerne kommer fra forskellige perioder af hendes liv. Hun har stadig venner fra teatret som 10-årig og en veninde, hun stødte ind i på Roskilde som 17-årig. Hun samler mennesker op, men kan stadig på en dårlig dag være i tvivl om, hvem hun skal ringe til. Men hun er blevet bedre til at ringe alligevel og fortælle, at hun har en dårlig dag, uden at bede vennen løse den.
Nu tager hun mikrofonen frem. Spørgsmålet handler om at føle sig anspændt i store sociale grupper, og hun vil høre, hvad vennerne gør. En nævner rygepausen, men understreger, at man ikke skal begynde at ryge af den grund. Andre foreslår at lytte og finde fælles interesser. Anna Lin spørger en af veninderne, om de nysgerrige spørgsmål kommer af oprigtig interesse eller er noget, vedkommende har øvet sig på.
”Det er af oprigtig interesse, fordi så kan jeg lave en teori om, hvem du er i mit eget hoved. Og dømme dig!”
De taler om, hvorvidt man kan drikke sig mod til, og om risikoen for i stedet at blive den irriterende type i selskabet.
”Tak, venner, for at være en del af min sociale gruppe,” siger Anna Lin. 
”Og tak for at komme og fejre mig.”