5 ting, vi kan lære af, at Tina holdt op med at skifte tøj

Tina Werborg elsker tøj. Men en dag besluttede hun sig for at gå i det samme tøj en hel uge, og siden er hendes tøjglæde kun vokset, mens vasketøjsbunken er blevet mindre og mindre.

Købte nyt tøj af alle de forkerte grunde

Det startede for 8 år siden, hvor Tina Werborg efterhånden havde fået en dårlig smag i munden. Over sit eget tøjforbrug og over tøjindustrien i det hele taget.

»Jeg kunne se, hvor stor en klimabelastning tøjproduktion er, og jeg købte selv for meget tøj af alle mulige forkerte grunde,« forklarer Tina Werborg.

»Jeg synes jo ikke, man skal gå i beskidt tøj«

Sådan opstod idéen om at gå i det samme tøj en hel uge som et eksperiment. Hun vidste ikke, om det ville blive fedt eller forfærdeligt, men hun var tilpas nysgerrig efter at finde ud af det. Og en søndag aften valgte hun så det outfit, hun skulle have på de kommende 5 arbejdsdage.

»Jeg synes jo ikke, man skal gå i beskidt tøj. Så jeg lavede den regel, at jeg måtte skifte undertøj og strømper og ellers klatvaske tøjet, hvis det blev plettet eller lugtede.«

Da hun om fredagen spurgte kollegerne, om de havde lagt mærke til noget, vidste de slet ikke, hvad hun snakkede om. Én påstod endda hårdnakket, at Tina havde haft noget andet tøj på i mandags. Det leder os til den første ting, vi kan lære af Tinas eksperiment.

1. Første ting, vi kan lære: Andre tænker ikke over dit tøj

På Tina Werborgs Instagram-profil involverede hun sine følgere i eksperimentet, og flere end 100 andre kvinder og mænd tog selv udfordringen op. Ligesom Tina erfarede de andre kvinder, at ingen andre end de selv tilsyneladende lagde mærke til det genbrugte outfit.

2. Du sparer tid hver morgen

Efter at Tina var færdig med sit tøjeksperiment, blev tankegangen hængende som en fast del af hendes rutine, og hun går i dag i det samme tøj 3 eller 4 dage i streg. Hun har blandt andet opdaget, hvor meget dyrebar tid hun sparer hver morgen, fordi hun ikke skal vælge nyt tøj hele tiden. Noget, der førhen var et stress-element og kilde til masser af fejlfinderi i spejlbilledet.

Tøjaktivisten Tina Werborg klædt i skjorte og bukser

Tina Werborg forsøger som hovedregel at gå det samme tøj 3-4 dage i træk, hvad der med et godt dansk udtryk kaldes »outfit repeating« - altså at bruge det samme outfit flere gange.

Hvem er Tina Werborg?

Tina Werborg er 50 år, forfatter og tøjaktivist. Hun er oprindeligt uddannet Cand.comm. og har i mange år arbejdet med sociale bevægelser og adfærd, men har senere suppleret med en stylistuddannelse og lever nu af at være konsulent, underviser og lave podcast om grøn omstilling og bæredygtig tøjkultur.

3. Du opdager, hvilket tøj i garderoben du er glad for

Samtidig blev Tina klogere på, hvilket tøj hun virkelig er glad for. Hvis noget tøj strammer lidt, kvaliteten er dårlig, eller uldtrøjen kradser, gider man nemlig ikke have det på i flere dage. Kun det tøj, der består testen, elsker du virkelig. Tina lærte også, hvilke materialer der fungerer bedst for hende, og at polyester for eksempel hurtigere begynder at lugte.

4. Du holder op med at smide næsten rent tøj til vask

Mange af os har en kategori af tøj, der ikke er beskidt nok til vaskekurven, men heller ikke rent nok til skabet. Det havde Tina også, og hun hængte det på stole, kommoder, eller hvor hun nu lige tog det af. Resultatet var, at hun hver søndag ofte endte med at smide det hele til vask alligevel. Men under tøjeksperimentet var hun nødt til at tage stilling, om tøjet var rent nok til at tage på næste dag, og derfor afskaffede hun mellemkategorien, altså det halvrene tøj. Enten er tøjet rent nok til at have på igen, og så kommer det ind i skabet. Eller også er det beskidt og skal til vask.

»Nu står jeg ofte og kigger ned i en vasketøjskurv, som der ikke er vasketøj i. Jeg har nok nedsat min tøjvask med omkring to tredjedele,« skyder Tina på.

Læs også her, hvorfor Rådet for Bedre Hygiejne anbefaler dig at vaske meget mindre tøj og gå sjældnere i bad.

5. Du lærer at planlægge din tøj-uge

Hvis man vil gå i Tinas fodspor, anbefaler hun, at man søndag aften kigger på ugens program og vejrudsigt. Derefter vælger man et godt sæt tøj fra basisgarderoben, som for eksempel kan tilsættes en blazer den ene dag eller et par høje hæle den anden, så man kan klæde sig på til forskellige lejligheder.

»Det kræver, at man gider tage sig tid til at planlægge lidt. Men jeg tror, man får meget mere tøjglæde, i stedet for den der usikkerhed, skam og tøjstress, mange går rundt med.«

Find mere inspiration på Tina Werborgs Instagram-profil

Læs mere om