5 kreative bordplaner til den store fest

Savner du en idé til, hvordan du kan sammensætte bordplanen til din kommende fest, fødselsdag eller måske et bryllup? Her er 5 bud på alternative bordplaner, så festen kommer sjovt fra land. 
Bord dækket med foldede servietter til fest

En god bordplan kan være grundstenen til at få skabt en sjov fest

Den syngende 

I finder en velkendt sang og printer teksten på papir. Derefter deler I sangen op i små bidder, så der kun er 1 linje, eller et par ord, til hver person. Derefter trækker gæsterne efter tur en bid med lidt tekst på. Nu gælder det om at sætte sig, så teksten kommer i rette rækkefølge.

Når gæsterne langt om længe er kommet på plads, kan selskabet jo passende synge ”Papirklip”, ”Smuk som et stjerneskud”, eller hvilken sang I nu har valgt, i kor. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Den anekdotiske 

Denne bordplan kræver, at du kender dine gæster godt. I stedet for navne på bordkortene skrives noget, som gæsterne har gjort, sagt eller været udsat for. Når gæsterne skal til bords, er de derfor nødt til at gå rundt og læse alle bordkortene, som jo mange gange kan være ganske pinlige.

Når gæsten mener at have fundet citatet eller hændelsen, der passer på dem, stiller gæsten sig bag stolen. Og inden man sætter sig, skal hver især lige fortælle på skift, hvad der står på deres bordkort.  

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Den billedskønne

En tredje variant er, at få kvinderne (eller mændene) i selskabet til at tegne et portræt af sig selv på hver sitbordkort. Det kan foregå ved, at kvinderne lukkes ind til festen lidt før mændene og hver især får udleveret pap og blyant. 

Når portrætterne er tegnet på bordkortene, blandes de og lægges i en bunke. Herefter bliver mændene inviteret indenfor. En efter en trækker de et bordkort med et portræt på. Så gælder det om at finde frem til den portrætterede på bordkortet, som bliver deres borddame for aftenen.

Alt efter gæsternes evne eller mangel på samme til at tegne kan det fungere som en sjov måde at se, om gæsternes opfattelse af deres eget spejlbillede harmonerer med andres. 

”Icebreakeren”

Denne bordplansleg kan fungere som et sjovt værktøj til at få sat gang i samtalerne med sidemanden eller på tværs af bordet. Man finder en oplysning om hver gæst, som er lidt pudsig og uforudsigelig. Alle disse oplysninger skrives ned på små sedler.

Nu får den enkelte gæst udleveret en oplysning om en af de andre gæster ved borde, og skal så i gang med at finde vedkommende. Det kunne være ”Ham, der er i familie med Michael Laudrup” eller ”Hende, der er født i et telt i Tanzania.” 

Den sjofle

Enhver fest kan have behov for en lummer start. Ved denne bordplan skal mændene finde kvinden med det kyskhedsbælte, hvortil deres nøgle passer. Man skaffer en masse kyskhedsbælter (i denne leg små hængelåse), man sætter på en snor. Kvinderne får udleveret et bælte hver, som de tager omkring maven. Mændene får hver en nøgle. Nu skal de finde den kvinde og det kyskhedsbælte, deres nøgle passer til.

Husk at købe små hængelåse og at holde styr på nøglerne, så de ikke bliver væk.