Sådan holder du en god fest
Er det din eller gæsternes fest?
»Hvad vil du opnå med at holde fest?« Det er det første spørgsmål, man skal stille sig selv, mener professionel festarrangør Claus Agerskov, der ejer Skrøbelev Gods på Langeland og to andre slotte i henholdsvis Frankrig og på Tenerife. Han mener, man skal gøre sig klart, om man vil hyldes af en masse mennesker, give noget tilbage til venner og familie, eller om man vil opnå en personlig tilfredsstillelse.
Skal der inviteres 30 eller 200 gæster
»Der er kæmpe forskel på en aftenfest eller en fest over et døgn, hvor man kan stå op og le sammen næste morgen,« siger Claus Agerskov. Han oplever, at trenden er, at folk prioriterer at holde arrangementer med færre mennesker og så tage et lækkert sted hen og være et par dage.
»Hvis du ikke har set tante Oda i 10 år og ikke regner med at se hende igen, før hun skal begraves, er det så hende, der skal med til din fest?« spørger Claus Agerskov retorisk.
Wauweffekten gør festen mindeværdig
»Det er ikke bare maden og rødvinen, der afgør, hvor god festen bliver. Gæsterne skal føle sig hjemme og have det godt fra starten. Og så synes jeg, at det med wauweffekten er vigtigt. Og et slot giver en wauweffekt,« siger Claus Agerskov.
Temafester er mindeværdige
Karen Thor er også festaarangør og ejer fest- og eventfirmaet Mad med omtanke. Hun har de sidste 12 år arrangeret fester for alt fra 20 til 8000 mennesker. De mest mindeværdige fester, hun selv har holdt for sine venner er dem, der har haft et tema.
»Vi holdt engang en afterskifest i vores have i februar og inviterede folk til at komme i deres skitøj. Så var vi udenfor i minusgrader og festede og spiste hele aftenen. Det er en af de fester, der bliver husket af vennerne,« fortæller Karen Thor.
Sæt de sjove skulder ved skulder
»De sjove og højtråbende skal ikke sættes ved hvert deres bord. De sjove skal have nogen at være sjove sammen med. Og ofte kommer de mindre højtråbende også til at sige mere, hvis der ikke sidder én og råber ved deres bord,« siger Karen Thor.
Få hjælp til det praktiske når festen står på
Karen Thor anbefaler, at man får nogen til at komme og rydde op og tage ud, når man holder fester derhjemme:
»Ellers risikerer værten at føle, at hun slet ikke har været med til sin egen fest, fordi hun har vimset rundt under hele festen. Så det er bare mega fedt at hyre nogle unge piger, der kan hjælpe med det praktiske«.
Den gode gæst siger tak for en god fest
»Jeg synes, det er lidt ærgerligt, at det er gået i glemmebogen at ringe og sige tak for sidst og tak for et godt arrangement. Det bliver værten rigtig glad for, og så viser man, at man ikke tager festen for givet,« siger Karen Thor.