Sådan steger du bacon perfekt
Den traditionelle: På Panden
Bacon på panden er den mest brugte metode, når man steger bacon, men også den tilberedningsform, der sviner mest.
Bruger du de lange strimler bacon fra supermarkedets pakker, så sørg for, at panden er så stor, at din bacon kan ligger i fuld længde på panden.
Hver skive skal ligge for sig. Bacon må ikke ligger over hinanden, når det steges. Det giver en uensartet farve og sprødhed. Du skal stege bacon i dets eget fedt. Tilsæt derfor ikke fedtstof til panden.
Undgå, at bacon krøller
Bacon har en tendens til at krølle, og du kan mindske risikoen for en omgang krøllet bacon, hvis du stikker baconen med en gaffel, inden du steger den. Stik hver skive bacon 3-4 gange med en gaffel på den smalle led af skiven.
Varmer du panden hurtigt op, risikerer du nemmere, at baconen krøller, end hvis du varmer panden langsomt op, mens baconen ligger på panden. Steg derfor bacon langsomt ved lav temperatur frem for hurtigt ved høj temperatur.
Steg bacon cirka 5 minutter på hver side.
Bruger du en meget fed bacon, kan du med fordel hælde fedtet fra undervejs i stegningen. Gør det forsigtigt og ikke direkte i afløbet.
For perfektionisten: I ovnen
Ovnen er et godt alternativ, hvis du vil have sprød bacon, men ikke vil passe det på panden. Samtidig giver bacon i ovnen mindre rengøring end pandestegt bacon.
Der findes flere metoder til at stege bacon sprød i ovn.
Du kan enten lægge baconskiverne på et stykke bagepapir eller på en rist. Bruger du risten, bør du sætte en bradepande under til at opsamle fedtet fra den stegte bacon, så det ikke brænder fast i bunden af ovnen.
Ovnen skal have en temperatur på 200 grader. Du kan forvarme ovnen, og så er stegetiden typisk i underkanten af 10 minutter. Sætter du bacon ind i en kold ovn, er stegetiden mellem 10 og 15 mintter.
Hold øje med din bacon, så den ikke bliver for sprød for hurtigt.
Den magelige: I mikroovnen
Skal du ikke bruge en hel pakke bacon, er mikroovnen perfekt til at stege bacon. Du slipper samtidig for en masse rengøring sammenlignet med at stege på panden eller i ovnen.
Læg 2 til 3 skiver bacon på 2 stykker (eller et stykke lagt dobbelt) køkkenrulle på en tallerken.
Lad igen ikke stykkerne røre eller ligge hen over hinanden. Læg 2 stykker køkkenrulle over baconskiverne.
Skru din mikroovn op på fuld effekt. Typisk er det 800-1000 watt. Det er vigtigt, at du prøver dig frem, når du steger bacon i mikroovnen, da typen af bacon og ovn kan have indflydelse på stegetiden.
På Samvirke har vi erfaring med, at 40 sekunder pr. stykke bacon typisk passer til et sprødt stykke bacon, men du bør give dine skiver 10 sekunder ad gangen, indtil du finder din foretrukne tilberedningstid – og grad af sprødhed.
Skal bacon i vand først?
Når man steger bacon på panden, foretrækker nogle at hælde vand over baconen, til vandet dækker.
Du skal så hæve varmen på panden, så vandet koger væk. Derefter steger du baconen færdig. Nogle mener, at dette trick giver mere blød og velsmagende bacon, mens andre sværger til at stege den uden at lægge det i vand først.
Færdig? Lad bacon dryppe af
Når din bacon er stegt færdig, kan du lægge skiverne på et stykke køkkenrulle, så det overskydende fedt bliver suget væk fra kødet. Husk at du kun bør bruge køkkenrulle lavet af nyfiber, hvis du skal lade bacon afdryppe på køkkenrulle. Alternativt kan du afdryppe på et stykke madpapir, der dog ikke suger fedtet lige så godt.
Velbekomme.
Kilder: Hotel og Restaurantskolen, Slagteriernes forskningsinstitut