5 anderledes måder at bruge bacon på
Bacon, fantasi og kreativitet
Et bacongitter er det perfekte tilbehør i en god burger. Metoden lægger op til kreativ udfoldelse i køkkenet og er f.eks. en sjov måde at inddrage børnene i madlavningen på, da de kan bruge deres fantasi. Til en burgerbolle af normal størrelse kan du bruge 4-8 skiver bacon efter smag og behag. Afhængig af hvor stort dit gitter skal være, kan du øge mængde af bacon indtil gitteret ikke kan være på risten i ovnen længere. Det er altså kun størrelsen på din ovn og rist der afgøre, hvor stort et gitter du kan lave.
Ovnstegt bacongitter er perfekt til burgeren
Flet skiverne i et tæt og jævnt mønster, og fold eventuelt enderne ind over gitteret for at låse fletningen. Det gør det også lettere at flytte gitteret over på ovnristen, hvis du ikke har lavet det på risten fra start. Rå bacon klistrer til bagepapir, så det kan være lettere at flette kødet på en tallerken eller et spækbræt. Alternativt kan du bruge sølvpapir i stedet for bagepapir, og du kan eventuelt folde et stykke sølvpapir til en harmonikaform med 1-2 cm mellemrum, afhængig af hvor meget baconen vejer, så drypper fedtet af under stegning, sviner mindre, og baconen bliver hævet, så luften bedre kan cirkulere omkring den.
Ovnstegt bacongitter er perfekt til burgeren
Det kan snildt være 6 små bacongitre på en ovnrist. Sæt bacon i en ovn forvarmet til 200 grader, eller 180 graders varmluft. Stegetiden afhænger af baconens tykkelse, gitterets størrelse, din ovn og hvor stegt, du kan lide din bacon, men som tommelfingerregel bør gitteret vendes efter ca. 10 minutter, når oversiden begynder at få farve, så begge sider bliver stegt ens.
Ovnstegt bacontaco, hvis du er træt af brød
Tacoformet bacon kan erstatte brød. Fremgangsmåden er den samme, som når du laver et bacongitter til din burger. Brug 14 skiver i stedet for 4 eller 8, altså 7 på hver led. Her er det særlig vigtigt at lave fletningerne tætte, så tacoskallen ikke bliver fuld af huller. Kom gitteret i ovnen 10-15 minutter, og kig til baconen med jævne mellemrum, det må nemlig ikke blive helt stift.
Ovnstegt bacontaco, hvis du er træt af brød
Tag baconen ud mens det stadig er bøjeligt og dup det med køkkenrulle for at fjerne overskydende fedt. Placer en skål med cirka samme diameter som bacongitteret oven på, og skær de overflødige hjørner af, så du har en flettet baconcirkel.
Ovnstegt bacontaco, hvis du er træt af brød
Nu bliver det lidt drilsk, for efter at have hængt et par minutter uden for ovnen skal bacontacoen ind i ovnen og hænge, mens den bliver færdigstegt i 5-10 minutter. Her kan du for eksempel bruge to keramikkopper til at placere grillspyddet med gitteret hen over, men vær kreativ og prøv dig frem. Når tacoskallen er færdig, kan du fylde den med alverdens andre lækkerier.
Baconskålen sparer opvasken
En tredje mulighed er at komme små bacongitre på 4-6 skiver i muffinforme. Brug papirsforme eller gerne en silikoneform, der er fleksibel og slipper let. Tag formen ud af ovnen efter 5-10 minutter og pil skålene op af formen. Hvis de har styrke og stivhed nok til selv at stå, kan du blot vende dem på hovedet, sætte dem tilbage i ovnen og stege dem færdig i 5-10 minutter. Kan de ikke stå af sig selv, kan du enten give dem lidt længere på samme side, eller tage dem ud, vende formen på hovedet og lægge skålene oven på formens bund og komme dem i ovnen igen.
Kun fantasien og tyngdekraften sætter grænser for baconfletning
Skal din bacon være lige så meget til pynt som til spisning, kan du også flette bacon, ligesom man fletter hår. Læg 3 stykker bacon ved siden af hinanden og begynd at flette dem ind over hinanden. Hvis fletningen skal være længere end et stykke bacons længde, skal du starte fletningen med skiverne forskudt, så de ligger som en trappe på bordpladen. Så kan du blot tilføje nye skiver og flette dem ind, når du er ved at løbe tør for bacon at flette. Det giver fletningen bedre sammenhængkraft, at kun én ny skive flettes ind ad gangen.
Servietringe af bacon
Er det ikke nok med servering i en skål af bacon, kan du bruge din fantasi og eksperimentere med bacon. Vil du lave servietringe, skal skiverne være lidt tykkere end normale baconskiver i pakker. Du kan købe bacon hos slagteren og skære dem i den tykkelse, du ønsker.













