Bacon kan kurere næseblod
Gammelt militærtrick at stoppe baconpølser op i næsen
Da lægerne på Children’s Hospital of Michigan ikke kunne stoppe en blødning i en lille piges næse, fordi hun led af den sjældne sygdom ’Glanzmann thrombasthenia’, som forhindrer blodet i at størkne og danne en sårskorpe, var gode råd dyre.
Men en af lægerne huskede et gammelt trick, han havde lært i sin tid i militæret, nemlig at stoppe pølser af bacon op i næsen, hvilket resulterede i, at blødningen stoppede inden for 48 timer. Det skriver Videnskab.dk
Opdagelsen var så stor for de amerikanske læger, at de valgte at publicere deres erfaringer i tidsskriftet ’Annals of Otology, Rhinology & Laryngology’.
Salt kan være nøglen
Det er uvist, hvorfor tricket virker, men salt, som der jo er i bacon, kan få blodkarrene til at trække sig sammen, så blødningen standser. En anden mulighed kan være, at bacon har en høj ’vævsfaktor’. Vævsfaktoren er med til at få blodet til at størkne, når vi får en skramme af den ene eller anden art. Men hvis dette skulle være årsagen til at blødningen stoppede, ville alt råt kød have den samme effekt.
Prøv det ikke derhjemme
Selv om det lyder som verdens bedste trick, så skal man alligevel afholde sig fra at prøve at stoppe bacon op i næsen, næste gang man er udsat for næseblod.
Bacon er ikke sterilt, og derfor er der også en risiko for, at der kan opstår infektioner, hvis man prøver bacontricket. For det andet vil næseblod i langt de fleste tilfælde stoppe inden for relativt kort tid, og hvis det ikke gør det, bør man nok alligevel søge læge.