Her er 10 ting, du ikke vidste skulle sorteres som farligt affald

Du tror sikkert, du har styr på affaldssorteringen, men ved du også, hvad der skal ende i beholderen til farligt affald derhjemme?

Kosmetik og makeup

De fleste kosmetiske produkter og makeup skal i restaffaldet, når du er færdig med at bruge dem, men ikke alle: hårfarvning, neglelakfjerner og hårfjerner indeholder alle farlige stoffer, og det betyder, at produkterne skal i farligt affald. Det samme gælder andre produkter med farlig kemi. Er du i tvivl, så aflever altid som farligt affald. 

Deodoranter

»Pfffft« Deodoranten er tom, og det vil være nærliggende at tro, at den tomme dåse skal ende livet sammen med resten af dit metalaffald, men nej. Alle trykbeholdere, for eksempel fra deodoranter og hårlak, skal sorteres som farligt affald. 

Porcelæn

Kører du på genbrugspladsen, skal porcelæn ofte sorteres sammen med brugt sanitet eller fliser, der er i stykker, men har du baldret en tallerken eller knækket hanken af tekoppen, så læg porcelænet til farligt affald. 

Lysstofrør, sparepærer og LED-pærer

Lysstofrør og sparepærer indeholder farlige dampe, og du skal altid sørge for at lufte ud, hvis et lysstofrør går i stykker hjemme hos dig. Lysstofrør og sparepærer indeholder kviksølv, og en del af kviksølvet fordamper, hvis er går hul på pæren. Kviksølvsdampe er skadelige at indånde. Kviksølvet er også årsagen til, at lysstofrørene skal til farligt affald. I nogle kommuner vil man også gerne have LED-pærer afleveret som farligt affald, mens andre kommuner modtager LED-pærer som elektronik. Tjek med kommunen, inden du smider ud. 

Rengøringsmidler

Bøtter og flasker med rester af rengøringsmidler, der har et faremærke, skal altid ende livet i beholderen med farligt affald. Det gælder også bøtter fra klorholdige rengøringsmidler, uanset om de er tomme eller fulde. Nogle kommuner tager mod helt tomme bøtter og flasker, hvis du afleverer dem uden låg, så kan personalet hurtigt se, at de er tomme. Tomme flasker fra almindelig universalrengøring eller vinduesrens må du altid aflevere som plastik. 

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Håndsprit

Har du en slathåndsprit, der er udløbet på dato, skal de afleveres som farligt affald. Sprit er farligt, da det er meget brændbart. Husholdningssprit skal ligeledes til farligt affald.

(Artiklen fortsætter efter annoncen)

Vejsalt

Får du ikke brugt det sidste vejsalt, vil mange kommuner helst have vejsaltet afleveret sammen med farligt affald. Det skyldes, at der kan være tilsat kemiske forbindelser i saltet, så det virker bedre på is og sne. Tjek derfor med din kommune, hvordan vejsalt skal smides ud. 

Røgalarm

Virker din røgalarm ikke mere, så tag batterierne ud og aflever dem sammen med andre batterier. Røgalarmen skal ikke i elektronikaffaldet, da mange røgalarmer indeholder en lille mængde radioaktivt materiale. Læg derfor altid din gamle, udtjente røgalarm i beholderen til farligt affald. 

Olier

Kædeolie til cyklen, motorolie til bilen og den lille flaske med olie, du bruger til at smøre alt fra dørenes hængsler til symaskinen med, skal også til farligt affald. 

Printerpatroner

Printerpatroner kan fortsat indeholde og afgive kemikalier, selvom din computer siger, at printerpatronen er tom. I en del kommuner kan du aflevere printerpatronerne med farligt affald, i andre skal printerpatroner afleveres på genbrugsstationen. Printerpatroner kan i mange tilfælde genopfyldes. 

98 måder at sortere på

De 98 danske kommuner afgør hver især, hvordan borgerne i kommunen skal sortere deres affald. Derfor kan der være små forskelle fra kommune til kommune. Samvirke bringer så vidt muligt kun eksempler på ting, der sorteres ens i alle kommuner, men tjek altid vejledningen der, hvor du bor.