Guide: Giv dine gamle sager nyt liv
Lene Friislund underviser i faget Hot Skrot på Ry Højskole. Faget giver eleverne en bevidsthed om, hvad de smider ud. Det handler om ikke at bidrage til flere nye ting i verden, men derimod holde eksisterende ting brugbare, måske i en ny form. Især bukser, T-shirts, trøjer og jakker bliver udskiftet flittigt. I stedet for at smide tøjet ud laver Hot Skrot-eleverne det om til kurve, bamser, muleposer eller noget helt fjerde. Det, eleverne kreerer i Hot Skrot, kan være fyldt med personlige minder eller være værdifuldt blot på grund af det faktum, at materialet har levet et liv. Herunder bliver et par hullede strømpebukser holdt i live som tøjdyret Octasussi.
Det skal du bruge:
- 2 stk. strømpebukser
- Pladevat
- Nål og tråd
- Broderigarn
- 1 stk. bomuldsgarn
- Små knapper til pynt
Hot Skrot i 2006
Lene Friislund var med til at starte faget Hot Skrot på Ry Højskole tilbage i 2006. I starten var fagets formål at genbruge affald ved fx at folde sodavands- og øldåser om til askebægere, men som årene er gået, har den forbedrede affaldssortering sat sit præg på faget. Hot Skrot handler i dag i stedet om at putte ny værdi ind i vores gamle tøj, møbler, osv.
Sådan gør du med det første par strømpebukser:
- Klip fødderne af strømpebukserne.
- Benene klippes i to lange fangarme, dvs. de deles op i 4 og klippes spidse i enderne.
- De syes sammen (kan gøres i hånden) samtidig med, at der fyldes pladevatstumper i.
- Når man kommer til selve rumpen på strømpebuksen, fyldes denne også ud med pladevat, og på den måde formes blækspruttens hoved og syes til sidst sammen.
- Bind noget garn rundt om hals og øjne for at give den et mere ’blækspruttet’ udtryk.
Sådan gør du med det andet par strømpebukser:
- Fra det andet par strømpebukser bruges kun benene, dvs. rumpen og fødderne klippes af.
- Benene klippes i to lange fangarme, dvs. de deles op i 4 og klippes spidse i enderne.
- De syes sammen (kan gøres i hånden) samtidig med, at der fyldes pladevatstumper i.
- Armene syes på kroppen ved siden af de 4 andre.
- Til slut broderes mund og øjne på, fangarmene pyntes, og knapper sættes på som øjne.