Sy din egen rispose til smertelindring

En varmepude er guld værd, når du rammes af mavepine eller hold i nakken. Samvirke journalist og syerske Malin Præstiin giver dig en guide til at sy din egen rispose/varmepude i festlige farver.

Materialer:

Stof i sjove farver. 2 stykker af 25 x 30 cm (eller den størrelse, du ønsker)
Sytråd
Grødris eller almindelige ris (omkring et halvt kilo)

Instruktion:

Klip stoffet i den ønskede størrelse. Jeg har klippet to stykker à 25 x 30 cm, men ønsker man en pude, der kan slange sig om nakken, kan det være en god ide at lave stykkerne mere aflange.
Læg stofstykkerne ret mod ret og hæft med knappenåle. Sy derefter tre af siderne med 1 cm sømrum. Klip hjørnerne og vend posen om.

Når posen vender på retten, så måles midten af på langs og på tværs, og der slås en streg med blyant eller kridt tværs over. Sy langs stregen på langs, så du får to aflange rum. Stop syningen 1 cm før du når enden af posen, så der er stof til at lukke posen af med.

Fyld ris i hvert af de aflange rum. Der skal fyldes i omkring halvvejs til midterstregen. Sy derefter langs midterstregen, så de to første rum bliver lukket af. Pas på, du ikke syr i grødrisene!

Fyld derefter halvt op med ris i de to sidste rum og luk posen af i hånden eller på maskinen ved at bukke kanten indad 1 cm.

Når puden er klar, kan du opvarme den i mikroovn eller i almindelig ovn på 100 grader i 10-20 minutter. Så er det bare ind på maven eller om i nakken, og føl hvordan varmen lindrer smerterne.

Tak til Anne Lindholt Ottosen for opskrift

Læs mere om