Hvor grundigt skal frugten rengøres?

Man skal huske at rengøre skrællen på en vandmelon, har en læser set. Men hvordan?

Frugt bør altid vaskes inden det skrælles og spises.

?

Jeg har lige læst Samvirkes artikel om, at vandmelonen skal vaskes før brug, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad der menes med at vaske melonen – og andre frugter. Er det bare et skyl under vandhanen, skal der gnubbes osv.?

Pia Jensen

Svar fra Leif Skibsted

Frugt bør altid vaskes, før den spises. Frugt bør også vaskes, hvis den skrælles før spisning, for at undgå forurening af frugtkødet fra frugtens overflade. Danmark og andre europæiske lande har i 2021 oplevet usædvanlig mange tilfælde af maveinfektioner med salmonella-bakterier fra meloner importeret fra Mellemamerika. Meloner med ru overflade som honningmeloner og Galia-meloner bringer lettere smitten videre end de glatte vandmeloner, men alle meloner vokser på jorden og er udsat for forureninger fra mennesker og dyr. Alle meloner bør derfor renses grundigt med lunkent vand og en ren klud eller børste, så overfladen bliver ren. Sæbe er ikke nødvendigt, men beskadigede dele af melonen bør helt kasseres. Brug et rent skærebræt og en ren kniv og kløv den vaskede melon, skær derefter melonen i mindre stykker indefra, uden at kniven får kontakt med melonens ydre.

Leif Skibsted er professor i fødevarekemi ved Institut for Fødevarevidenskab ved Københavns Universitet.

Læs mere om